Læsetid: 4 min.

Scientology-center åbnet i Berlin: Naboerne raser

Scientology åbnede i weekenden et stort center i Berlin. De forsøger nu at få organisationen overvåget af myndighederne
16. januar 2007

Beboere i berlinerkvarteret Charlottenburg, hvor Scientology i weekenden åbnede et hovedstadscentrum i seks etager og på 4.000 kvadratmeter, er stærkt bekymrede. Umiddelbart over for centret ligger et gymnasium og en grundskole. Forældre frygter, at deres børn på vej til og fra skole skal blive forulempet af scientologer på hvervekampagne .

"Hvis det stod til mig, skulle Scientology være forbudt," udbrød en mor til en 12-årig dreng fra grundskolen, da den tyske avis Der Tagesspiegel traf hende.

Avisen skrev også, at flere forbipasserende er blevet passet op og tiltalt af scientologer i Otto-Suhr-Allee, hvor centret ligger.

Men Scientology er ikke forbudt i Tyskland. I marts 1995 stadfæstede den øverste tyske arbejdsret, at Scientology ikke kan anerkendes som trossamfund i Tyskland. I stedet betragtes organisationen som et forretningsforetagende. Men det betyder ikke, at Scientology ikke kan arbejde og åbne centre, hvor det passer den omstridte organisation. I 2003 fastslog Berlins forvaltningsdomstol oven i købet, at forfatningsbeskyttelsen i Berlin ikke har grund og dermed heller ikke ret til at overvåge Scientology.

Overvågning

Berlins socialdemokratiske indenrigsminister Ehrhart Körting har bekræftet, at han først via pressen erfarede, at Scientology havde tænkt sig at åbne et center i Berlin.

Politikere fra partier som CDU, FDP, De Grønne og SPD er stærkt foruroligede over den manglende overvågning af Scientology. De opfordrer indenrigsminsteren til at arbejde for en ophævelse af forbudet mod overvågning.

I den seneste årsberetning fra den tyske Forbundsforfatningsbeskyttelse hedder det, at der på landsplan i Tyskland findes cirka 5.000 medlemmer af Scientology. I Berlin skulle det være omkring 200. I samme rapport står der, at man hos Scientology har fundet "faktiske holdepunkter for bestræbelser imod den frie demokratiske grundlov".

Scientologys lære bygger på skrifter, som grundlæggeren L. Ron Hubbard skrev engang i begyndelsen af 1950'erne. Organisationen kalder sine centre for kirker. I Tyskland tæller den med det nye center i Berlin otte 'kirker' og et center for virksomhedens såkaldte idégrundlag, som scientologer betegner som 'dianetik'.

Foretagendets mål er at oprette en 'ny civilisation'. I den tyske Forfatningsbeskyttelses rapport hedder det, at virksomheden arbejder for at skabe "en idealstat". For dem, der tror på noget andet end Scientology, sætter denne samfundsform "væsentlige grund- og menneskerettigheder ud af kraft", skriver Forfatningsbeskyttelsen. Scientology-folk har klaget over Forfatningsbeskyttelsens udlægning, men deres klage er blevet forkastet af forvaltningsretten i Köln.

Medvind i Danmark

Scientology blev grundlagt som religiøs filosofi i USA i 1954, og i 1959 åbnede den første europæiske Scientology-kirke i Paris. I 1968 stod København for tur. I det legendariske ungdomsoprørsår åbnede virksomheden, hvad der skulle blive organisationens europæiske hovedkvarter.

Trods det tidlige franske fremstød er Frankrig et af de lande, der har ydet organisationen mest modstand. I 1995 kategoriserede en rapport fra Nationalforsamlingen Scientology som en sekt. En fransk regeringsrapport fra 1999 betegnede Scientology som en "absolut sekt", og man anbefalede, at alle organisationens aktiviteter blev forbudt.

Endnu i dag huser København organisationens danske hovedkvarter. Samtidig er det i Danmark og i USA, at organisationens skrifter udgives. Faktisk ligger forlaget New Era Publications International ApS skråt over for nærværende avis' lokaler i Store Kongensgade i København.

Totalitær organisation

Scientology-virksomhedens aktiviteter følges tæt af Dialogcentret. Det blev grundlagt af professor dr. theol. Johannes Aagaard i Århus i 1973 "som følge af de nye religiøse bevægelsers og ideers udfordring til den kristne Kirke i Danmark."

Centret har gennem tiden været stærkt kritisk over for Scientology. I 1996 kaldte Dialogcentrets blad 'Den nye dialog' Scientology for "forkælet i Danmark".

Tom Thygesen Frederiksen, cand. theol. og konstitueret leder af Dialogcentret, siger til Information, at grunden til Scientologys centrale placering i Danmark bygger på den danske tradition for, "at man ikke gør livet surt for den slags".

"Til gengæld," understreger Thygesen Frederiksen, "har Scientology ikke haft nogen særlig stor opbakning i den danske befolkning. 400-500 medlemmer er, hvad det kan blive til på landsplan. Det danske retssystem gør det svært for Scientology. I Danmark kan man kun anke en sag tre gange, mens man f.eks. i USA kan blive ved og ved, hvis man har penge nok. Og det har Scientology."

"I slutningen af 1990'erne forsøgte organisationen i Danmark som i andre europæiske lande at blive anerkendt som religion, men det mislykkedes. Dengang holdt de lav profil. Men nu har de optrappet. For eksempel kører de i øjeblikket ved hjælp af forskellige dækorganisationer en antipsykiatrisk kampagne, hvor de plæderer for, at man hellere skal gå til Scientology med sine problemer end til en psykiater," siger Thygesen Frederiksen.

International vækst

Godt 5.000 scientologer og interesserede var med til at indvie det nye Scientology-center i Berlin.

"Flytningen til større og mere rummelige omgivelser giver medlemmerne bedre mulighed for at udøve deres religion og aktiviteter," fortæller Scientologi Kirkens talskvinde i Danmark, Anette Refstrup, der var med til åbningen.

"Åbningen af en ny stor kirke ligger i forlængelse af åbningen i 2005 og 2006 af tilsvarende kirker i London, Madrid, New York, San Francisco og Johannesburg - og i 2007 vil vi åbne flere endnu - herunder i København."

"De sidste fem års fremgang er større end vores samlede vækst de foregående 50 år," tilføjer Anette Refstrup.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her