Læsetid: 7 min.

At se i blinde

Kronikken i dag er et essay af instruktøren Jon Bang Carlsen, hvis nye film 'Blinded Angels' netop har haft premiere. Den er afslutningen på en trilogi af film, som alle er optaget i Sydafrika
31. maj 2007

Hernede i det, som boerne indtil for nylig troede var deres hellige land, kalder de mig Jon Van Carlsen. Endelig er jeg fri for de engelsksprogedes forsagte øjne, når jeg stolt nævner mit mellemnavn,

Bang, som på min mors side har smykket præster, retspræsidenter og store digtere, men som i den angelsaksiske verden er et frivolt verbum, der betyder at råbolle...først og fremmest det køn, som man nu engang føler sig tiltrukket af, men i overført betydning ... at råbolle selve livet.

Og det er et urimeligt krav at stille til en mand, som hver eneste aften nervøst tjekker, om alle husets vindueshasper er på, så den uforståelige, afrikanske virkelighed udenfor det millimetertynde glas ikke skal overmande ham, mens han sover.

Når man er vant til at studere virkeligheden gennem et kamera, er det chokerende pludselig at blive en del af den. Og hver gang jeg arbejder i Sydafrika er undertrykket i den modsætningsfyldte verden foran kameraet så stærkt, at jeg bliver flået ud af min risikofri betragterrolle og suget ned i den malstrøm af nutid, som filmene prøver at indfange.

Af samme grund bliver filmene som herreløse skibe med forrevne sejl, der flakker afsted i elementernes vold. Alle mine pertentligt udregnede stilistiske pointer kuldsejler. Det stykke virkelighed, som jeg troede, jeg arrogant kunne dyppe mit kamera i for at male mit eget billede, invaderer maleriet og smadrer den veldefinerede ramme om min fortælling. Jeg får overbalance og falder ind i filmens historie og mister derved den distance, som generaler bør have for at kunneoverskue slaget.

Sanserejsen

Men films styrke ligger først og fremmest i evnen til at sanse rejsen. Derfor tror jeg engang imellem, det er vigtigt, at vi filmmagere bliver taget som gidsler af vores film og bortført med bind for øjnene til ukendte egne, hvor ingen forstår vores sprog, og vi derfor stammende må lære et nyt.

Det er hårdt at lave film, når man ikke længere kan gemme sig bag kameraet. Det hænger vist sammen med, at folk, der godt kan lide at betragte verden, ofte selv er sky af natur. Derfor er det plagsomt for os, når vi bliver nød til at sætte os selv i spil foran kameraet for at få halet vores historier iland.

Den første film i triologien, Addicted to solitude, handler om at kunne skifte form. Hovedpersonen er en ung, hvid kvinde på en afsidesliggende farm. Hendes mand forsvandt sporløst under de politiske uroligheder op til Nelson Mandelas frigivelse. Nu er hun alene med sine sorte landarbejdere, som hun ikke har råd til at give løn. Kun hvis hun kan få den gamle ide om det hvide overmenneske ud af kroppen, kan hun overleve i det afrikanske landskab, hun elsker, men som ligger hen med tilbageholdt åndedræt og venter på de terrorriseredes hævn.

Inspirationen til triologiens anden film Portræt af Gud har som Blinded Angels noget med øjne at gøre. Som barn knælede jeg hver aften ved siden af min seng og bad til et groft, men desto smukkere portræt af Jesus, malet af Roualt. Da familiekatastrofen alligevel skete, stak jeg ildraveren ned i kakkelovnen på barneværelset og ventede til den blev rødglødende. Så brændte jeg øjnene ud på min barndoms Jesus.

Siden har jeg prøvet at restaurere gudens portræt i en streg, som ikke vender ryggen til al den tvivl livet har givet mig. Det er der kommet en hel række film ud af, som alle prøver at definere en sandhed, som ikke udelukker tvivlen. Og som alle, ligegyldigt hvor dokumentarisk, de går klædt, benytter løgnen til at komme om bag virkelighedens maske. I Portræt af gud fortsætter jeg traditionen i Roualts groft malede portræt af Jesus ved at prøve at finde spor af guden, der hvor livet er fuld af ar, i røvernes verden, mordernes verden, dem som hængte korsfæstet ved siden af Jesus på Golgata.

Derfor filmede jeg mit gudsportræt i Pollsmoor prison udenfor Cape Town. Et sted så langt fra nåden, som et sted overhovedet kan være. I dette fængsels uendelige labyrint af ufrihed og vold fortalte fangerne mig om deres behov for at turde tro på en Gud på trods af det helvede, guden havde anbragt dem i.

Og i fængslet på den Sydligste spids af Afrika syntes jeg Roualts portræt af Jesus på min barndoms væg begyndte at få sine øjne tilbage.

Eller var det bare mine egne tvivlerøjne, som spejlede sig i gudens udbrændte øjenhuler? Filmer vi verden eller bruger vi bare verden som et lærred til at affilme refleksionen af os selv? Skjuler det billede, jeg fotograferer selvom det er identisk med mit motiv, det liv, som jeg oprindeligt blev tiltrukket af?

På grund af en voksende mistro til mine egne øjne fik jeg den ide, at skuespilleren i trilogiens afsluttende film skulle være blind. Det viste sig imidlertid, at alle medlemmerne af dansk skuespillerforbund desværre kunne se. Derfor hyrede jeg en blind mand, som jeg engang havde set i toget mellem Nordhavn og Svanemøllen. Hans ansigt fyldte hele forsiden på et gratisblad, men folk havde åbenbart svært ved at se ind i hans blinde øjne, for de vendte forsiden væk fra sig. Derfor oplevede jeg til min glæde en hel togkupe fuld af forskelligt klædte kroppe men med samme ansigt... Rune T. Kiddes ansigt, russeransigtet, helgenansigtet, rockeransigtet, med øjne, der syntes at fokusere på en verden, vi andre ikke kan trænge ind i, fordi synet binder os til tingenes overflade.

Den binde seende

Måske havde jeg slidt øjnene ned på alle de tusindvis af rektangulære billeder, jeg havde skåret ud af virkeligheden for at lave mine film.

Jeg havde i hvert tilfælde brug for at lade mig inspirere af et menneske, som nærmede sig livet med lukkede øjne.

Det viste sig at være en langt større udfordring, end jeg havde regnet med, at caste en hovedperson, der var fuldstændig ligeglad med al det visuelt prangende indpakningspapir, som jeg havde stirret på i årevis uden tanke for, at indholdet bag facaden måske var afgået ved døden.

Den blinde seende, den seende blinde.

Er det filmens store dilemma at man kun kan trænge om bag virkelighedens maske når man lukker øjnene og digter sig tilbage til verden? For selvfølgelig bærer virkeligheden også maske. Det er filmmagerens opgave at komme bag om masken på den enkleste måde, og det er ofte uhyre kompliceret. Masken er så tyk, at vi indimellem kommer i tvivl og forledes til at tro, at masken er ansigtet.

Selvom alle filmene i trilogien foregår i Sydafrika handler de om konflikter, som er vokset op i Danmark. Jo længere jeg rejser ud i verden, desto tydeligere mærker jeg navlestrengen tilbage til de egne og de mennesker, som jeg stammer fra.

I Addicted to solitude undersøgte jeg, om det midaldrende jeg stadig var formbart. I Portræt af Gud prøvede jeg at finde frem til den store dukkefører, men fandt ud af, at trådene ikke førte op mod himmelen, men ud til alle de mennesker, som jeg havde vendt ryggen til for at få øje på guden. I Blinded Angels er mit eget ego blevet så vakkelvorn, at jeg ikke længere kan skyde fri af mig selv og derfor må lukke øjnene og digte mig tilbage til den virkelighed, som er al fiktions ultimative bestemmelsessted. Ergo hyrede jeg et blindt alter ego, og via den rejse jeg sendte ham ud på, oplevede jeg befrielsen ved at kunne se på verden gennem et andet menneskets øjne.

I harmoni med sin død

Nu kan jeg igen gemme mig bag kameraet, og det er jeg glad for. Det er svært for en kikker at blive kikket på.

Med mit nye filmprojekt, Purity beats everything, er jeg vendt tilbage til Sydafrika. Det er ligesom, jeg ikke kan komme væk fra de store, tomme landskaber og det alt for hårde lys. At møde min egennordeuropæiske kultur i boernes skikkelse smidt midt i et afrikansk landskab beboet af store, afrikanske kulturer er som at arbejde på verdens bedste teater. Så stort er teaterrummet, at solen står op over parterret og går ned i orkestergraven. Og modsætningerne mellem de medvirkende er så markant profileret mod den imponerende scenografi, at historierne synes at pible ud af ørkensandet.

Da jeg efter optagelserne afslutning var på vej til lufthavnen i Cape Town i en airconditioneret dobbeltdækkerbus, så jeg en kvinde, der lå på den lille stribe afsvedne græs, som danner midterrabatten mellem de travle motorvejsbaner. Hun var så tynd, at hun måske var ved at dø af aids og var blevet fordrevet fra sin landsby for at dø alene i ingenmandslandet mellem de to modsatkørende vejbaner.

Men bussen kørte videre, for vi havde travlt med at indhente den tid, som vi følte forsvandt mellem fingrene på os. Kvinden i bussens bagspejl var allerede tomhændet, men så ud til at være i fuldstændig harmoni med sig selv og den tid, hun endnu levede i.

Jon Bang Carlsen er filminstruktør

* Kronikken fredag: Livet efter livet - en fars hjertesuk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her