Læsetid: 3 min.

Se mig danse!

Lækre sild og drivende sentimentalitet i remake af japansk standarddans-komedie
29. april 2005

I Hollywood er remakes en industri i sig selv. Blandt genindspilninger af amerikanske film er der en vis succesrate - for eksempel overgår George Cukors A Star Is Born med James Mason fra 1954 originalen fra 1937, ligesom Scorseses genindspilning af Cape Fear fra 1991 er bedre end 1961'udgaven.

Men når det gælder amerikanske remakes af udenlandske produktioner, er sagen en anden; her er det vanskeligt at komme i tanke om en genindspilning, der overgår originalen. Faktisk gør det modsatte sig oftest gældende, som vi så, da vores hjemlige Nattevagten muterede til The Nightwatch.

Alligevel har Hollywood nu budt en japansk komedie op til dans; Dansu Wo Shimasho Ka (1995) - der herhjemme blev vist under titlen Shall We Dance - vandt i sin tid en række priser og var en stor publikumssucces. Remake-instruktøren er den engelske Peter Chelsom (der blandt andet har lavet dramakomedierne The Mighty i 1998 og Funny Bones i 1995), og historien i den amerikanske udgave ligger forholdsvis tæt op ad originalen.

Vestlig problematik

John Clarke (Richard Gere) er en almindelig mand, der lever et almindeligt middelklasseliv med sin sympatiske kone (Susan Sarandon) og to næsten voksne børn. Han har intet at være utilfreds over - og forstår ikke, hvorfor han alligevel er det. En dag i toget på vej hjem fra arbejde får han øje på en kvinde (Jennifer Lopez), der kigger sørgmodigt ud af vinduet fra en danseskole. Han ser hende flere gange - og en aften står han af toget, går op på danseskolen og melder sig til undervisning i standarddans.

Det, der starter som betagelse af en ukendt kvinde, bliver snart til en glæde ved at danse og ved det fællesskab, John oplever at blive del af på skolen. Men John er flov over sin nye 'last' og holder den hemmelig for konen. Som på sin side mærker, at der er ugler i mosen, mistænker ham for at have en affære og sætter en privatdetektiv på sin mand.

Den amerikanske version af Shall We Dance er mere blød i kanterne, mere sentimental og ikke ligeså så sjov som den japanske original, der var præget af en charmerende skæv humor. Det skyldes blandt andet, at der ikke er samme virkning, ikke samme oplevelse af kultursammenstød ved at se amerikanere folde sig ud med rumba og foxtrot, som at se japanere gøre det.

Men årsagen findes også på et dybere plan; hvor den japanske version på humoristisk vis anfægter kulturelle tabuer, er den amerikanske i langt højere grad en hyldest til de vedtagne normer og familieværdier. Historiens fokus er flyttet. Originalversionens centrale tema - at turde trodse tabuer for at gøre det, der fylder én med livsglæde - er forsøgt overført til amerikanske forhold. Men læser man lidt mellem linjerne, handler den amerikanske version i virkeligheden om noget andet, nemlig at se og blive set.

Filmens præmis er, at man kun eksisterer, når andre bevidner ens liv; f.eks. er hovedpersonens mission at føle sig set, som den han er, mens hans kone forklarer, at meningen med ægteskabet er at have et andet menneske til at bevidne ens hverdag. Jeg bliver set, altså er jeg - en meget vestlig problematik!

Aldeles harmløs

Én, som ikke har problemer med at blive overset, er Jennifer Lopez. Hun er en hot babe som danselærerinden, og instruktøren er generøs med kameraindstillinger, der dyrker hendes veltrænede krop, akkompagneret af lidenskabelige rytmer.

Helt anderledes - men i sin egen liga mindst ligeså hot - er Susan Sarandon, der får meget ud af en ellers lidt tam figur, og gør sine scener til filmens bedste.

Over for disse to supersild blegner Richard Gere; om det skyldes, at han er nervøs for at overspille, eller om han har fået for mange botox-indsprøjtninger i ansigtet er ikke til at sige, men han virker sært karakterløs og forstenet som John Clarke.

Filmens slutning kuldsejler helt i sentimentalitet. Men ser man bort fra de sidste 10 minutter, samt de hult rungende påstande om karakterudvikling i birollerne, er Shall We Dance en forholdsvis hæderlig romantisk komedie. Alligevel er den langtfra på niveau med den oprindelige version.

Hvor den japanske udgave trådte i karakter på sjov og original vis, fremstår den amerikanske langt mere ordinær - en lille, sød, danseglad og aldeles harmløs fortælling om at få nogle nye venner og lidt inspiration i et halvtræt ægteskab.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu