I Johanne Thisted Højlunds fælleskøkken på Tietgenkollegiet i Københavns Ørestad har de en kollegiekikkert. Hvor den kommer fra, ved hun ikke. For den lå allerede i en skuffe i fælleskøkkenet, da hun flyttede ind for godt to måneder siden. Og den bliver brugt, siger Johanne og griner af kollegiets indbyggede paparazzi-effekt, hvor de store glasruder i fælleskøkkenet lægger op til at kigge over til et af de andre glasindrammede køkkener, til fællesrummene, der stadig mest bliver brugt til at tørre tøj, eller til at spejde over mod de store fællesaltaner, der ligger som klokkeslettene på et ur om den runde gård.
"Det er da sket, at vi er gået over, hvis det har set ud til at være noget festligt. At man møder folk fra andre studieretninger end ens egen, er en af de store kvaliteter ved at bo her. Lige nu har jeg flest venner fra mit eget studium, men her bliver man sat sammen med folk, og så skal man bare få det til at fungere," siger Johanne Thisted Højlund, der går på Musikkonservatoriets første år og har boet i København, siden hun begyndte på studiet.
Hun sidder på sit nyindkøbte hvide gulvtæppe, der lyser det rå betongulv op. Her i det endnu spartansk indrettede værelse er det ikke til at mærke, at vi sidder i et kollegium. Her er helt stille. Kun blæseren på Johannes bærbare computer, der står ved siden af på tæppet, summer.
"Det er mere privat end eksempelvis at bo i bofællesskab, samtidig med at det er meget socialt. Hvis man vil. Jeg synes, byggeriet lægger op til at mødes, og jeg kan lide, at man skal ud på køkkenet en gang imellem, så folk ikke gemmer sig på deres værelser i flere uger," siger Johanne Thisted Højlund, der har prøvet de fleste måder at bo på. Og her behøver man ikke stå til ansvar for nogen. Hvis man altså ikke lige har lyst. Samtidig er det fantastisk, at folk er interesserede og spørger til en, mener hun og kigger ud af altandøren. Det er søndag, så Københavns Universitets humanistiske fakultet, KUA, på den anden side af kanalen ligger øde hen.
Nye netværksboliger
At Tietgenkollegiet er meget privat og samtidig meget socialt, hvis man vælger det, er et glimrende eksempel på, hvordan de nye kollegier fungerer. Det mener arkitekt Peder Duelund Mortensen, leder af Laboratoriet for Boligbyggeri på Kunstakademiets Arkitektskole i København, som understreger, at han er fantastisk glad for, at der igen er blevet bygget kollegier i en større skala.
"På en måde er de nye kollegier netværksboliger, hvor du gennem fællesrummenes glasfacader kan se netværket, dvs. de andre beboere, mens du alligevel har en form for privathed i egne rum. Det er et tidsrelevant svar på de unges boligbehov, for vi har brug for ro i boligen, når nu vi lever så hektisk og udadvendt om dagen," siger Peder Duelund Mortensen, der var en af arkitekterne bag det præmierede Kollegiet Sofiegården på Christianshavn fra 1970'erne; det årti, hvor der senest blev bygget kollegier i et større antal.
Mest bestod byggerierne dengang i at stable så mange studerende oven på hinanden som muligt, eksempelvis i det gigantiske Grønjordskollegium på Amager. Oftest blev de store bygninger placeret uden for bykernerne, som for eksempel i Albertslund eller ved Danmarks Tekniske Universitet i Lyngby. Men de nye kollegier er igen rykket ind i byen, siger lektor ved Kunstakademiets Arkitektskole Christoffer Harlang, der forsker i nordisk arkitektur.
"At der igen bliver bygget kollegier skyldes både de eksploderede boligpriser i storbyerne, men også at de højere læreanstalter er kommet i videnssamfundets fokus. Ved at lægge de to store kollegier i Ørestaden har man desuden villet skabe det liv, som Ørestad indtil videre har manglet. De to kollegier er enormt flot tænkt, og man har forstået både at samle indadtil, men også at give plads til individet ved at lægge de private arealer ud mod den omgivende by," siger Christoffer Harlang.
Og det var netop den balance mellem det sociale og det private, som optog Peder Duelund Mortensen, da han sammen med sine kolleger tegnede Sofiegården. De kom frem til, at moderne mennesker ikke har lyst til at være bundet op af fællesskabet, og derfor lavede de fælleskøkkener og fællesarealer, som man kunne benytte, hvis man var motiveret til det. En tanke, der har overlevet op til i dag, mener han.
"Et fællesskab ud over det rent praktiske tror jeg allerede dengang var ved at være passé. Der er en meget marginal gruppe, som for alvor vil dele værdier og samvær i dagens Danmark, og man kan ikke forvente, at de unge af i dag opbygger mere end et praktisk fællesskab i kollegier eller bofællesskaber. I stedet går man ud fra sin bolig og opsøger fællesskaber på et højt niveau, som man stiller større krav til, frem for det tilfældige fællesskab foran fjernsynet på kollegiet. Netop fordi det moderne liv i i høj grad er mangefacetteret," siger Peder Duelund Mortensen.
Sådan var det ikke, dengang Thomas Kingo udlevede sin studentertid på Regensen ved Rundetårn. Her var der traditioner, identitet og embeder forbundet med kollegielivet. Særligt udvalgte kollegianere fandt sammen i loger, og nogle af disse traditioner lever stadig. Eksempelvis på Københavns Universitets gamle kollegier, hvor Regensen stadig inviterer til Provste-Te og Lindebal. På andre studentergange, for eksempel i Studentergårdens fra 1920'erne, er der fællesspisning hver eneste aften, man går på fælles toiletter og tager bad i fællesbadet, hvor andres hår har stoppet afløbet. Selv bag lukkede døre bliver naboens småskænderier med kæresten offentlige.
Big Brother-bolig
En levestandard langt fra den på Johanne Thisted Højlunds værelse i Tietgenkollegiet eller på det lige så fashionable Bikuben Kollegiet på den anden side af KUA. Her kan jurastuderende Sune Fomsgaard lukke sig inde i sit lydisolerede værelse og selv bestemme, om han har lyst til at lave spagetthi og kødsovs sammen med de andre eller spise for sig selv i værelsets eget lille køkken.
"At der ikke trænger lyd ind er perfekt, især i eksamensperioder. For det gør virkelig, at man kan være sig selv, når man er på værelset," mener Sune Fomsgaard, hvis medbeboere skramler med gryderne i fælleskøkkenet lige uden for hans åbne dør. Køkkenets ene side består af glas, der giver kig over til de andre køkkener, motionscyklerne i fitnessrummet og lysinstallationerne nede i gården.
"Der er noget Big Brother over det, og vi kan slet ikke undgå at følge med i, hvad de andre laver. Det har givet nogle gode fester. Omvendt kan jeg bare lukke døren, hvis jeg ikke gider. Men det sociale var en af grundene til, at jeg ville bo på kollegium. Jeg kommer fra Fyn, så jeg kendte ikke så mange, da jeg flyttede til København sidste sommer."
Kollegiets sociale funktion var da også det primære udgangspunkt for Bikuben Kollegiet, fortæller Torben Skovbjerg Larsen, der er partner i aart A/S, tegnestuen bag kollegiet.
"Vi ville lave nogle fysiske rammer, hvor fællesarealerne og de private rum agerer sammen, og hvor berøringsfladen mellem dem bliver størst muligt. Derfor er alle fællesfunktioner som for eksempel tagterrasse, køkken, læserum og lounge tæt knyttet til det private, idet de ligger lige uden for værelserne, og så undgik vi de lange, isolerende gange, som mange andre kollegier har," siger han og fortæller, at adgangssystemet både giver mulighed for at møde flest mulige mennesker, når man skal op eller ned med vasketøjet, men også for ikke at møde nogen, hvis man vælger at gå en anden vej.
"De private rum vender ud mod byen og udsigten, mens fællesrummene åbner sig indad og mod hinanden. Når man er enlig studerende i en større by, kan man nemt komme til at føle sig vægtløs, uden holdepunkter. Her kan bygningen, du bor i, blive identitetsskabende. Når du går ud i fælleskøkkenet og ser andre i de andre køkkener, kommer du til at føle dig som en del af en større organisme, mens fællesrummene i de gamle kollegier ofte er gemt væk i kældre og på lofter og dermed virker isolerende," siger han.
Men selv om arkitekter og bygherrer bag de nye kollegier er glade for glas, er de gået skridtet videre end i nybyggerier andre steder i byen, mener arkitekt og lektor Christoffer Harlang. Gardiner og skotter efterlader det private mere privat end i nybyggerierne på Holmen eller husene i Ørestaden.
"Ved at bruge glas fra gulv til loft, som man har gjort det i nogle af de nye boligområder, har du ikke længere adskillelsen mellem det private og det offentlige rum. Det offentlige rum bliver privatiseret, og problemet er, at det ikke kun betyder noget for dem, der bor i husene, men også for alle os andre. Det er én ting, at folk gerne vil udstille sig selv, det må de selv om, men de invaderer også alle andre menneskers liv. For det er intimiderende for dem, der befinder sig i kvarteret, at de lige pludselig kan komme til at kigge op under kjolerne og med i andre folks morgenmad.
