Læsetid: 5 min.

Se, hvilken mand

Den voldsomme og aggressive debat, der er fulgt i kølvandet på Jørgen Leths bog, har vist, at begavede mennesker lægger sig på linje med Ekstra Bladets populistiske spisesedler. Jørgen Leth inkarnerer alt det, som de ivrigste kulturkritikere ikke kan lide, skriver Lilian Munk Rösing. Her et uddrag fra bogen om Leth-sagen 'Det fordømte menneske', der udkommer på forlaget People's Press i dag
14. december 2005

Når talen falder på køn og begær, har ellers velreflekterede, intelligente mennesker det med at regrediere fuldkommen. Når jeg fortæller, at jeg har skrevet en bog om køn, læner selv mandlige eliteakademikere sig tilbage og begynder at snakke løs om opvasken derhjemme og lufte de mest naive iagttagelser af og teorier om forskellen på kønnene.

Og det er jo slet ikke det, jeg vil tale med dem om, nej, jeg vil tale om kønnets matematik, kærlighedens geometri, begærets logik. Jeg vil reflektere, og gerne have deres hjælp til at reflektere, over kønnet på højeste filosofiske niveau. Det er hele tiden det, der er min (formentlig futile) ambition: at få tænkerne (mandlige som kvindelige) til at indse, at kønnet og begæret fortjener at behandles med lige så stor begrebslig præcision som Døden, Loven, Kunsten, Rummet, Tiden, eller hvad filosofien ellers ynder at beskæftige sig med. Men der er en tendens til, at talen om køn og begær er carte blanche til at ytre sig fuldstændig naivt og ureflekteret, hvor sofistikeret man end ellers plejer at være i sine refleksioner.

Det gør sig også gældende i den overraskende voldsomme og aggressive debat, der er fulgt i kølvandet på Jørgen Leths bog. Eller rettere: i kølvandet på Ekstrabladets skandalehungrende udhængning af en egentlig ganske pæn og konventionel gang stuepigesex, som Leth er kommet for skade at skildre. Regressionen i Leth-debatten har ikke mindst vist sig i, at begavede mennesker lige pludselig lægger sig på linje med formiddagsbladets populistiske spisesedler. Debattanterne har ikke undset sig for at kalde hinanden ved navne som "Henrik List(epik)" og "Jette langt ned i Hansen", og det er jeg desværre pubertær nok til at kunne græde af grin over.

Det skal da også understreges, at debattanterne har formået at drive den vulgære retorik til højder, hvor vi har forladt Ekstrablads-niveau og er trådt ind i poesien. Debattens mest sublime formulering tegnede Jette Hansen sig for, da hun i et indlæg i Weekendavisen beskrev, hvordan Jens Christian Grøndahl var kommet ilende forsinket ind i DR2's program Debatten for at tage Leth i forsvar: "Jens Christian Grøndahl trådte ind i studiet, som om han var Jørgen Leths genopstandne pik". Min grusomt æstetiske side er lige ved at synes, at den formulering er hele sagen værd. Hvis ikke sagen har ført til andet, har den da forløst Jette Hansen som poet, med voldsom verbal potens og ditto forestillingskraft.

Men morsomt eller sublimt er det selvfølgelig dybest set ikke, at en mand, der lægger sit begær og sine depressioner og sin prostatacancer frem til offentlig beskuelse, skal pisses og spyttes på i en stemning, der minder om lynchning. Leth har sendt sin bog på markedet med den gestus, hvormed Nietzsche betitlede sin megalomane selvbiografi, og hvormed Pontius Pilatus førte den tornekronede Jesus frem for folket: "Ecce homo" - "Se, hvilket menneske".

Feminin kritik

I tilfældet Leth måske bedst oversat med sin kønsbestemmelse: "Se, hvilken mand". Eller endog: "Se, hvilken homo", for Leth fremtræder i bogen som ét stort symptom på det, man har kaldt det homosociale (til forskel fra det homoerotiske) samfund: et samfund som baserer sig på mænds udvekslinger med andre mænd, herunder af kvinder. Leth skildrer sine tætte og ofte livsvarige venskaber med andre mænd, over sporten, over kunsten, over jazzen, mens kvinderne flagrer ind og ud som smukke sommerfugle, der griber den skønhedsdyrkende og nydelsessyge mand med begejstring, men aldrig bliver bestandige partnere i en vedvarende, eksistentiel samtale.

Jørgen Leth har naturligvis ikke format som en tornekronet Jesus. Men det virker, som om han i dagens Danmark har fået rollen som den, der bærer alle tidens synder, "despised and rejected", som det synges om Jesus i Händels Messias. Han inkarnerer alt det, som de ivrigste kulturkritikere ikke kan lide. Det som feministerne ikke kan lide (sexisme, kolonialherredømme); det som de nykonservative kulturkritikere ikke kan lide (grænseoverskridelsens æstetik); det som de unge liberalister ikke kan lide ("græshoppegenerationen", som Morten Albæk har benævnt Leths generation: de som spiser alt og efterlader intet); det som nypuritanerne ikke kan lide (en fantasibåren seksualitet der vedkender sig sine fantasier); det som socialdemokratismen ikke kan lide (en luksusdyrker); den som Kierkegaard-teologerne ikke kan lide (æsteten).

Enhver "Ecce homo"-gestus fortjener imidlertid et minimum af sympati. Leths bog er ikke en prædiken eller en dogmatik eller et politisk program, men en selviscenesættende fremlæggelse af scener fra et liv, der langt hen ad vejen har haft selviscenesættelsen som højeste mål. Man kan diskutere, om denne selviscenesættende strategi er eksistentielt frugtbar; man kan endog diskutere, om den ikke er etisk problematisk, men man kan ikke stille sig fordømmende an over for et menneske, der viser sig selv frem i al sin elendighed. Den fordømmende modtagelse af Leths bog forekommer mig til hver en tid at være mere uetisk end de pæne og konventionelle sexfantasier, som han lægger frem, og som han endog forsøger at forholde sig selvanalytisk til.

Når den feministiske kritik af Leth bliver så indædt og forbitret, som den gør (i den grad at der lyder noget nær dødsønsker og hekseforbandelser mod ham), er det fordi folk i den grad investerer deres eget begær og deres egne følelser i debatten om kønnet. Og et signal om, at denne debat, netop fordi den er så tæt på vores følelser og vores begær, egentlig bør føres med allerstørste analytiske coolness. "Intet emne kræver strengere logik end kærlighed," skriver den franske filosof Alain Badiou. Det samme gælder emnet køn. Som både mænd og kvinder har tendens til at behandle med det, man kalder kvindelig logik. Men, som min mand siger det: feminismen er en alt for alvorlig sag at overlade til kvindernes inkompetence.

Med Leths selvudlevering er der givet os materiale til analyse af æstetens liv, af den mandlige hvide europæers fantasier, af den homosociale samfundsstruktur, af senkapitalismens første og jernhårde bud: 'Nyd!', af begærets logik, af grænseoverskridelsens kraftesløshed. Sådanne analyser ville være frugtbare og i bedste fald gøre os klogere. I modsætning til fordømmelse, hetz og ressentiment.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu