Læsetid: 6 min.

Vil du se min smukke navle

4. marts 2006

Man skal jo til det. Måske er det et godt stykke tid siden, man sidst gjorde det, man gider ikke så tit, som da man var ung, men helt undvære det, kan man jo heller ikke. Det er da også stadig forbundet med en vis fornøjelse, ligefrem en vis fryd. Jo, det er ganske dejligt, bagefter føler man sig som regel en smule lutret, måske også lettet over, at man altså kan endnu. Kun i sjældne tilfælde - det gælder i alt fald for mit vedkommende - ender det i en skuffelse, hvor man desværre må konstatere, at man altså ikke nødvendigvis kan, bare fordi man vil. Men så trøster man sig med, at det jo nok bare skyldes ens alder. Det er kun så naturligt. Men altså: til det, det må man.

For at skabe en god atmosfære, tager man allerførst et forfriskende bad, man netter sig lidt og stemmer sindet til den grad af hengivelse, man nu er i stand til at mobilisere. Derefter sætter man sig, f.eks. på sengekanten, bøjer sig så langt frem, man nu kan, griber luppen og giver sig til at udforske området ca. midt på kroppen, nemlig der hvor genstanden for ens opmærksomhed var at finde sidst.

Nu kan jeg selvfølgelig ikke vide, hvad læseren plejer at gøre, eller for den sags skyld, hvad han eller hun forestiller sig, at ovenstående overhovedet handler om, men jeg tænker naturligvis selv på det eftersyn, ethvert tænkende individ med respekt for sig selv - med regelmæssige eller evt. uregelmæssige mellemrum - foretager af egen, helt personlige navle.

Det bør ikke forsømmes!

Hvordan ser den så ud nu? Ligesom sidst? Kan den stadig hævdes at være verdens centrum? Kun måske? Og kun i et mere og mere skingert tonefald? Er den endnu engang parat til at besvare det ældgamle, så hyppigt gentagne spørgsmål: Hvem er jeg? Helst fremsat, naturligvis, med dyb højskolealvor i hele mundhulen. Mjahnae, det må vi vist lige tænke over. Når både den, der stiller spørgsmålet, og Selve Navlen fylder 55 på præcis den dag, hvor denne klumme står at læse i avisen, ved vi godt, både navlen og spørgeren, at det er et fupspørgsmål. Det har fandme aldrig nogensinde interesseret nogen som helst, for alvor altså, at få svar på det spørgsmål. Bevares, som ung - eller rettere som meget ung - tror man det måske, men man forstår alligevel ret tidligt, at det man spørger om ikke er 'hvem er jeg', men derimod: Hvad synes de andre om mig?

Hvis man er et helt specielt narcissistisk gemyt, lyder spørgsmålet måske nok lidt mere kringlet, selv om det i grunden er det samme, der spørges om, nemlig: Hvis jeg var en af de andre, hvad ville jeg så synes om mig?

I den mere modne alder (hvad er det også for en måde at sige det på! forfs. anm.), det vil jeg hævde, er man egentlig ikke særlig interesseret i at formulere noget svar på spørgsmålet. Det vil jo hverken gøre fra eller til, er man tilbøjelig til at mene. Derimod bliver man optaget af et andet spørgsmål, nemlig: hvem er de andre? Ikke at netop det spørgsmål på nogen måde afholder en fra alt overvejende at være selvoptaget, sikkert på grænsen til det ulidelige, og man kan da også godt ærgre sig over, at man på sine gamle dage (så er det godt! forfs. anm.) er begyndt at gå op i den slags. Så interessante er den flok idioter vel heller ikke, tænker man - selvbeskyttende, selvhævdende eller bare i almindelighed i rigtig skidt humør fordi ens personlige navle faktisk så småt forekommer én at være lidt småkedelig. Man tænker på nogle af de andre halvgamle tosser (hermed menes såmænd bare 'jævnaldrende' forfs. anm.), man kender. Hvad gør de?

Nogle af dem, har man lagt mærke til, omfatter deres personlige navle med samme interesse som altid. Sådan virker det. I alt fald opfører de sig, som om de stadig var 32 eller sådan noget, ahr måske 38, og når de møder deres egne voksne børn rundt omkring på byens værtshuse, lader de, som om det er nogen, de bare har boet i opgang sammen med engang for en del år siden. Jo, jo, de er friske. De hører skam stadig til ungdomssegmentet. Hvis de hører radio, hører de selvfølgelig P3, man skal jo følge med, ikke sandt, siger de. Sådan en hiphophue, eller hvad den hedder (hør ham! forfs. anm.), den er jo for resten også helt god til at skjule begyndende - eller fuldbyrdet - skaldethed med. Men man har jo en vis mistanke: nemlig den, at det er noget, de lader som om. Hvis de skal være helt, helt ærlige, bundløst ærlige, så interesserer deres personlige navle sgu heller ikke dem noget særligt.

Men det kan jo ikke være rigtigt, tænker man. Navlen, for helvede! Verdens ubestridte centrum, altings begyndelse og ende, det punkt hvorom alting drejer sig. Holdepunktet! At give slip på den, på interessen for den, opmærksomheden omkring den, er at melde sig ind i det store, grå segment af cerutrygende plejehjemsbeboere. Den slags, der holder fast i kakkelbordet til det sidste og 'følger med' i de kendte og de kongeliges liv, til de segner. At ende på den måde - uhsj! Men det sker heller aldrig for os, vi er de evigt unge. Det tror vi på, det vil vi tro på.

Så det gælder om at knuge beslutsomt om luppen, bøje sig om muligt endnu mere forover, spærre forskerøjet op og gå til den med både videnskabelighed og umættelig tørst efter den hele og fulde, og kun hele og fulde, sandhed om navlens tilstand.

Hvad så, Nielsen, dit sløve læs, er der noget nyt at fortælle? Nye erkendelser, nye opdagelser, ny viden, nyvundne erfaringer? Er det noget, vi skal snakke om, eller vil du helst holde det for dig selv? Kan du lide den siddende regering? Hvad siger du? - du må tale lidt højere, der er ingen der forstår dig, når du sidder der og mumler. Du kan slet ikke lide regeringer i det hele taget, siger du? Nå! Er det ikke lidt barnligt - det er da praktisk nok, at der er nogen, der regerer os og ligesom tager sig af al den slags ting, mener du ikke det?

Hvad siger du? Det synes du ikke? Altså vorherrebevares, du er vel et voksent menneske? Er Dansk Folkeparti så din yndlingsaversion? Nå, du synes, at melorme 'trods alt' er endnu mere ulækre - ha ha, der var du lige ved at være morsom, men kun lige ved! Du er ynkelig, ved du godt selv det? Hvad med Jyllands-Posten? Hvad? Det får du mig ikke til at citere dig for, må vi så lige be om kammertonen - psykopat! Er du i virkeligheden en slags landsforræder, dit dumme svin? Hvad siger du? Er Peter Rønnov-Jessen en skoldet skid? Ja, det skal jeg ikke blande mig i, men er du ikke lige lovlig privat lige nu? Hvad med for en gangs skyld at være lidt positiv. Det har du slet ikke overvejet? Jamen, det kan skam læres - jo! Kom nu. Say after me: I love Anderz Fough Rasmessen, I love the Danish Peoples Party, I love Jylndspostn-.

Ja, det kunne man jo have sagt sig selv. Du gider ikke. Nej, nej, du gider ikke, vi gider ikke høre på alle dine åndssvage politiske argumenteringer - du gider ikke, det er det, der er i vejen med dig. Men så kan det fandme også være lige meget. Let røven fra den sengekant, hvad skal du sidde der for. Og se at få noget tøj på kroppen, idiot.

Ud i verden med dig. Der er et beskidt job der skal gøres derude hver eneste dag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her