Jeg tilbragte sidste år nogen tid i Södertälje i den hensigt i det små at få øje på glimt af det store.
Södertälje er unægtelig ikke slet så lille, som da jeg voksede op i byen i 1950'erne, og dens to største virksomheder - lastbilproducenten Scania og medicinalfabrikanten AstraZeneca er i visse henseender større end Sverige. Men hvis det store, som vi kalder 'globaliseringen', bedst kan iagttages i det små, som vi kalder 'lokalsamfundet' (og det er jeg overbevist om, er tilfældet), er Södertälje vel en til formålet passende lille observationspost.
Lad mig gå direkte til mine iagttagelser. Den første og mest utvetydige er, at der går stadig færre arbejdere til at fremstille stadig flere lastbiler.
På Scania producerer det samme antal arbejdere syv til ni procent flere lastbiler per år, hvilket jo er det samme, som at syv til ni procent færre arbejdere per år producerer det samme antal lastbiler. I praksis snarere det sidstnævnte, eftersom Scanias salg af lastbiler ikke vokser i samme takt som Scanias kapacitet til at producere stadig flere lastbiler med stadig færre arbejdere forbedres (produktiviteten).
Slavearbejde
Overalt langs 'båndet' i den lange chassishal, hvor nye lastbiler vokser frem i 12 minutters-runder ved monteringsstationerne, blinker skilte, som registrerer, hvor mange minutter før eller efter produktionsmålet, man befinder sig for hvert øjeblik. Præstationspresset er blevet meget større, siger alle jeg taler med. "Et slavearbejde," siger den mest åbenmundede.
Af dette kan man drage den mindre konklusion, at stadig færre mennesker kommer til at være beskæftiget med lastbilsproduktion i Södertälje. Men også den større, at stadig færre mennesker kommer til at arbejde med industriel fremstilling i det hele taget.
Det er ikke kun Sverige, som 'mister' fremstillingsjob (30 procent mellem 1987 og 2004.) Det gør alle industrinationer. Det gør sågar Brasilien og Kina.
Den anden iagttagelse er, at det arbejde, som dog bliver tilbage at udføre på Scania i Södertälje ikke nødvendigvis behøver at blive udført af netop de mennesker, som bor i Södertälje. De stadig færre fremstillingsjob på Scania bliver stadig mere specialiserede og kræver en stadig større uddannelse.
Dette gælder i endnu højere grad den anden industrigigant i byen, AstraZeneca, hvis overlevelse i den globale konkurrence afhænger af indsatsen fra nogle tusinder højt kvalificerede forskere og specialister over hele verden, og hvis fremstillings- og pakningsprocesser er om muligt endnu mere produktivitetspressede.
Symbolanalytikerne
En tredje iagttagelse er, at de nye tjenesteydelses-job, som vi lader til at gå ud fra skal erstatte de mistede industrijob som indgang til arbejdslivet og dermed velfærdsfællesskabet ikke vil kunne hverve arbejdstagere på samme vis.
Langt de fleste af de tjenester, som vokser ud af den stadig mere højproduktive og globaliserede fremstilling af f. eks. lastbiler og lægemidler, er ikke just lokale indgangsjob. De er i det hele taget ikke synderligt lokale.
Den amerikanske økonom Robert Reich har kaldt dem, som udfører job af denne art, for symbolanalytikere (symbol analysts). Det er udtryk, som rammer sagens kerne i dobbelt forstand:
Dels fordi det, som den slags job for en stor dels vedkommende går ud på, er at benytte netværkssammenkoblede computere til 'symbolhåndtering' - dvs. til at skabe og bearbejde abstrakt information i grænseløse mængder og formidle den over grænseløse afstande. Dels fordi det markerer, hvad denne her slags job ikke går ud på - nemlig at sammenknytte højest konkrete mennesker i direkte kontakt på højest afgrænsede pladser.
En sidste iagttagelse - mere i det store end i det små - er, at de allerfleste af de tjenestejob, som vi håber skal kunne erstatte de forsvindende job i fremstillingsindustrien, snarere er af den 'menneskehåndterende' slags. De symbolhåndterende analytikeres andel af arbejdskraften i udviklede industrilande er ganske vist vokset fra 15 til 20 procent, men de menneskehåndterende arbejderes andel er vokset med betydeligt mere - fra en tredjedel til halvdelen.
I USA arbejder der i dag flere mennesker i vaskerier end på stålværker, flere i pleje og omsorg end i banker og forsikringsselskaber og flere i discount-supermarkedkæden Wal-Mart end i hele den amerikanske bilindustri.
Her ser vi også tydeligst anskueliggjort, at de nye tjenester ikke udfylder samme økonomiske og sociale funktioner som de forsvindende fremstillingsjob. De er gennemgående dårligt betalte, mindre trygge og giver stadig mindre mulighed for økonomisk og socialt avancement. De fungerer stadig mindre som indgang til arbejdsmarkedet og stadig oftere som blindgyde.
Øget social udstødelse
Hvad vi dermed kan iagttage, såvel i det små som i det store, er et nyt og endnu uløst fordelingsproblem.
Mellem en klasse af globale symbolbearbejdere med direkte andel i globaliseringens gevinster og potentialer og en anden langt større klasse af stedsbundne 'menneskebearbejdere' uden nogen sådan andel, som derfor er afhængige af, at de globale gevinster og potentialer i tilstrækkeligt omfang bliver brugt på at efterspørge lokale tjenester, så de kan blive ophav til lokale job og frem for alt lokale lønninger med 'global' købekraft.
Intet samfund har hidtil været i stand til at gennemføre denne omstilling med held. Den 'amerikanske' model har ført til flere job med sænket købekraft, mens den 'europæiske' model har søgt at bevare købekraften til en pris af færre job.
Begge modeller har uddybet kløfterne i samfundet og skabt øget social udstødelse. Ingen af dem har kunnet besvare spørgsmålet om, hvordan vi under globaliseringens vilkår skal klare at gennemføre den spredning af livschancer og købekraft, som er og forbliver forudsætningen for det, vi kalder velfærdssamfundet.
I Södertälje som i resten af verden.
Göran Rosenberg er journalist, forfatter og uafhængig kommentator for Dagens Nyheter og Information
