Læsetid: 3 min.

Se ung ud og lev længere

Hvis du ser yngre ud, end du er, bliver du formentlig gammel. Dit ansigt afslører nemlig, hvor hårdt dit liv har været, og giver derfor et prej om din livslængde
3. maj 2006

Mennesker, der ser unge ud, lever i gennemsnit længere end deres jævnaldrende, der ser gamle ud. Det viser en stor undersøgelse foretage af et hold af forskere fra Syddansk Universitet.

Forskerne har for fem år siden taget billeder af 913 tvillingepar, der er over 70 år - og bedt 10 sygeplejersker om at vurdere alderen på hver enkelt. I dag er mange af personerne døde - og i langt de fleste tilfælde var det den tvilling, der blev vurderet til at være ældst, der døde først, fortæller leder af undersøgelsen, professor Kaare Christensen:

"Der er en stærk tendens til, at de folk, der ser yngst ud, også lever længst. Og det har klinisk relevans. Man kan altså få en masse informationer bare ved at kigge på folk," siger Kaare Christensen.

I de tilfælde, hvor den ene tvilling var skudt til at være mindst to år ældre end den anden, døde den 'ældste' også først i tre ud af fire tilfælde:

"Man kan sige, at dit ansigt reflekterer, hvordan du har haft det. Hvor hårdt livet har været ved dig. Og dermed også giver et praj om, hvor længe du vil leve," siger Kaare Christensen.

Han understreger, at der også er undtagelser:

"Det er ikke sådan, at fordi man ser ung ud, så er det en fribillet til overhalingsbanen. Der er undtagelser - ligesom der også er rygere, der bliver 100 år."

Gammel nyhed

Når man har valgt at undersøge tvillinger, er det for at få så få faktorer i spil som muligt:

"Det er interessant at se aldringsprocesser for to personer med de samme gener - hvor det kun kan være miljømæssige forskelle, der spiller ind," siger Kaare Christensen.

Det er desuden ikke noget nyt, at man kigger på folks udseende, når man skal vurdere, hvor gamle de bliver.

"Mange vil måske tænke, 'skulle det være noget nyt?' og nej, det er det sådan set ikke. I Kina er det en gammel tradition, at man kigger folk i øjnene for at se, hvor meget 'livsbatteri' der er tilbage."

Kaare Christensen er uddannet læge - og også det danske lægefag har man tradition for at vurdere folks udseende:

"Når man som læge laver indlæggelsesjournal på en patient, skriver man eksempelvis "udseende svarer til alder".

I dag bruger man ikke denne vurdering til alverden, men det skulle man måske gøre:

"Man bevæger sig generelt væk fra den slags subjektive vurderinger - og mere er til det konkret videnskabelige. Men vores undersøgelse kan bruges til at vise, at der faktisk er hold i bare at kigge på folk."

Undersøgelsen kan derfor også ende med at være brugbar, når man skal vurdere, om det kan betale sig at foretage en operation:

"Man har jo i mange år ledt efter en såkaldt bio-markering for aldring. En måde at regne ud, hvor gamle folk bliver. Man kan sige, at det her er et alternativt bud på det," siger han.

Børn er gode

Forskergruppen har samtidig undersøgt, hvad der kendetegner de personer, der ser gamle ud - og dermed har et kortere liv:

"Det er typisk folk, der ryger, har opholdt sig meget i solen og har haft hårde sociale kår. Og så er der selvfølgelig forskel på mænd og kvinder," siger Kaare Christensen.

Mere overraskende er det måske, at mennesker med børn ser yngre ud dem uden:

"Jeg tror, det er noget socialt. De, der er gift, lever også længere end de enlige. På samme måde med de, der har børn - som måske kommer på besøg en gang imellem, og søger for deres forældre. Det handler om socialt netværk," siger Kaare Christensen - på samme måde spiller også livsglæden ind:

"Mennesker, der har lyst til ting, mod på livet og et generelt godt humør, ser yngre ud end dem, der er kede af det," siger Kaare Christensen.

Undersøgelsen har vakt stor interesse, og Kaare Christensen og hans kolleger har publiceret deres resultater i flere internationale tidsskrifter, blandt andre 'Age and Ageing', 'Epidemiology' og de har været omtalt i 'Science'.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her