Søndag aften egner sig fortrinligt til salig sofasump, men just nu på søndag vil jeg anbefale et skæbnesvangert smut til Venedigs snævre gyder i stedet. Klokken 21.45 viser Cinemateket nemlig Nicolas Roegs grumme gode gyser Rødt chok fra 1973.
Titlen til trods har filmens clou hverken med teaterblod eller chokeffekter at gøre; det udgøres derimod af filmhistoriens vel nok smukkeste sexscene, som Donald Sutherland og Julie Christie lægger legemer til. Scenen er samtidig et klimaks for de to skuespilleres sublimt indfølte skildring af et ægtepar, som får deres (sam)liv smadret, for så at genfinde hinanden og glæden - og siden med ét slag miste begge dele igen.
Så mit blodtryk har ikke været det samme, siden det kom mig for øre, at en 'opdateret' version af Rødt chok er på vej. Jeg er selvfølgelig godt klar over, at filmindustrien er gennemsyret af kommercielle hensyn, men forstemmende er det ikke desto mindre at blive konfronteret med denne form for profitfikseret fortidsforskrækkelse og leflen for de vildfarne unge stakler, som er ude af stand til at fatte interesse for film, som er indspillet før de selv blev født.
I tilfældet Rødt chok er beslutningen helt absurd, da filmen omhandler tidløse temaer, men de store tidsbundne værker kan for hulen være interessante netop af den grund. De kan med andre ord ses som et supplement til den gængse historieskrivning. Hvis det ellers passer, at de yngre generationer har et mangelfuldt kendskab til historien, gør opdateringsfænomenet kun ondt værre.
Gavn gør næppe heller det ironisk-overbærende blik på den nære fortid, som har fyldt (alt for) godt i vores populærkultur i de senere år. Med dets mikrofonhår og trompetbukser er 1970'erne selvsagt ikke blevet skånet, men det er synd og skam, hvis den slags uforpligtende pjank fjerner fokus fra det faktum, at der i samme årti blev produceret et væld af væsentlige og slidstærke film ikke mindst i USA. Dem kan man så se eller lade være, men fri os fra opdaterede versioner af Aflytningen, Nashville og Taxi Driver!
