Læsetid: 4 min.

Seernes bedste våben på en slagmark af spin?

'Det er de synlige kameraer, der er farlige,' slår Jens Olaf Jersild igen efter den massive kritik af skjult kamera-journalistik, der har rejst sig oven på DR's indslag om Søren Ventegodt
16. december 2005

Uenigheden spreder sig om DR's håndtering af Ventegodt-sagen, hvor DR i samarbejde med Ekstra Bladet søgte at afsløre grænseoverskridende metoder hos lægen Søren Ventegodt ved hjælp af skjult kamera. Men én ting er der bred enighed om blandt både forsvarere og angribere: "Man skal altid overveje kritisk, om man skal bruge skjult kamera."

Sådan udtrykte DR's ansvarlige, nyhedschef Lisbeth Knudsen, sig i mandags til Information, og eksperterne trak linjerne hårdere op: Helle Nissen Kruuse fra Danmarks Journalisthøjskole forklarede: "Skjult kamera kræver en fantastisk høj arbejdsmoral og etik, fordi stillingen på banen ikke er lige; journalisten har magten."

Kruuses kollega Oluf Jørgensen supplerede: "I udgangspunktet er det et hovedkrav i god presseskik, at journalisten præsenterer sig selv og sit ærinde for kilden. Derfor er det kun undtagelsesvist okay at bruge skjulte metoder."

DR-journalisten Jens Olaf Jersild kunne ikke være mere uenig.

"Med al den spin og manipulation, der findes i dag, ville det give meget mere mening at forbyde det synlige kamera," hævder han.

Jersild er manden, der som oftest tilskrives æren af at have indført det skjulte kamera i dansk tv-journalistik. I over 100 halvtimes udgaver af programmet Rapporten brugte han og hans journalister blandt andet skjult kamera til at afsløre fuppere fra sidegadevekselerer til lyssky tandlæger. Nogle sager, som den med sidegadevekselererne, endte med domme på flere års fængsel til de svindlere, der blev afsløret. Sagen med tandlægebesøget endte derimod med en påtale fra Pressenævnet til Rapporten. Men først og fremmest skabte Jersilds program stort røre om både hans afsløringer og metoder.

Aftalt spil

Jens Olaf Jersild vil ikke udtale sig om Ventegodt-sagen, fordi han ikke selv har undersøgt den. Men han vil gerne udtale sig om den stigende brug af skjulte metoder i de seneste år og den kritik, der rejser sig imod dem: "Først og fremmest mener jeg, at det er helt håbløst at være imod skjult kamera som princip. Så kunne man lige så godt være imod aktindsigt, brug af lækkede dokumenter eller interviewafskrifter baseret på opringninger med direkte afskrift i avisen. Det er jo skjult mikrofon. Der er kommet en større interesse for at præsentere ufiltrerede informationer i pressen, men det har da sandelig sine gode grunde," siger Jersild.

"Prøv at snakke med familien derhjemme om, hvordan de oplever TV-Avisen. De vil sige: 'Jamen, det er jo rigtigt, det på skærmen, de spurgte jo selv ham direktøren.' Folk ser studieværten, et klip med direktøren, nogle billeder af en bank udefra, og tilbage til studieværten, der fortæller, at ingen andre havde kommentarer. Og de ved ikke, det er aftalt spil. At direktøren først er blevet ringet op og har sagt ja, så har forberedt sig med sine medierådgivere, så med journalisten og kameraholdet, og nu sidder dér med tre kameraer foran sig, før han klippes til. Det er da netop i dén situation, folk skulle advares. Sæt et skilt på skærmen: Optaget med synligt kamera - 90 procent chance for løgn og manipulation! Spinnen og det synlige kamera, det er dem, der er det farlige."

Sandhedsjægeren

Optagelser som Magasinet Søndags af Søren Ventegodt lægger sig op ad en skabelon, som Jens Olaf Jersild slog fast med sine programmer. Professor i journalistik Peter Harms Larsen har i en artikel kaldt den for "sandhedsjæger-journalistik":

"På seernes vegne og med alle til rådighedstående underplot opsporer, jagter og afslører han (Jersild, red.) i den rolle alskens moralsk urimelig eller direkte ulovlig virksomhed i samfundslivet. Ofte er han ligefrem klædt ud i lang brun cottoncoat med direkte associationer til filmdetektiver som Phillip Marlowe eller Colombo."

Og lektor i film- og medievidenskab Anne Jerslev, der blandt andet forsker i realismeformer i fiktion og fakta på tv, forklarer, hvordan også den virkelighed, det skjulte kamera fremlægger, er en genre:

"Æstetikken i det skjulte kamera antyder et backstage view: At vi med kameraet rent faktisk kommer ind i sandhedens rum. Det fremmes af den dårlige billedkvalitet, som man også ser i reality-tv, og af bevægelserne i det kropsbårne udstyr. Og billederne bliver til beviser på en sandhed, som ikke ser medieret ud."

Samtidig leverer det skjulte kamera også en form for stimulans, siger Jerslev: "Det er også pirrende at se på de rystede billeder og deltagerne, som ikke ved, at de optræder på kamera. Vi bliver til voyeurer, der ser på noget lidt forbudt."

At det skjulte kamera har en kraftig effekt, vil Jens Olaf Jersild gerne være med på.

"Da vi i sin tid tog teknikken i brug sammen med aktindsigt, von-hören-sagen og andet, lagde vi den ned i værktøjskassen med de andre værktøjer. Men hvis du tager et journalistisk minut eller afsnit i dag og sammenligner med et tilsvarende minut eller afsnit for fem år siden, vil du finde, at der ligger mindre research bag det i dag."

"På Rapporten havde vi noget, man ikke har så tit i dag, nemlig måneders research bag hver enkelt historie. Og jo mere research du har, jo mere sikker kan du være på, at det du laver bliver til rigtig journalistik og en systemhistorie, der fortjener den kraftige hammer, som det skjulte kamera er. Skal man så tage hensyn i sit valg af værktøj til, at man har færre ressourcer? Det er en meget spændende diskussion. Det mener jeg, man skal. Man skal være bevidst om, at det virker dramatisk, og at det skal bakkes op af en historie. Ellers sker der det, at mediet virkelig selv bliver historien."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her