28. januar 2006

Hvis man nu tilhørte et segment, ville man sikkert blive snydt for at opleve en række af det moderne livs almindelige trivialiteter som egentlige fænomener

Visse københavnske cafeer har ligefrem et menukort til én, når man vil have sig en kop kaffe eller te. Hvis man bestiller te, er det ligegyldigt hvilken, resultatet er hver gang, at de kyler tebladene ned i en lang filterpose af papir og sjasker kogende vand ovenover: værsgo! Eller også putter de bladene i en tekande for mig, gennemsigtig stempelkande og knalder stemplet i bund med det samme: værsgo!

Så hellere kaffe, tænker man. Kaffebønner har det sikkert lige som forsøgsdyr og fiskene i de bjergsomme industrifiskeres net: De kan ikke føle smerte. Kun mennesker og teblade har så fint et sanseapparat. Men menukortet kan de stikke skråt op. Man henvender sig direkte til den nylakerede servitrice, med passende høflighed naturligvis. En kop kaffe, please, hvis det altså ikke er til for megen ulejlighed, og hvis De tilfældigvis skulle have tid lige nu, smukke frue eller frøken. Hun smiler til én, præcis sådan som man smiler til et kært minde. Og hun har straks gættet hvilket segment man tilhører. Nemlig dem, der hverken drikker cafe latte, tyrkisk kaffe eller (bvadr!) fransk stempelkaffe. Man er den svorne tilhænger af mærket Ganske Almindelig Sort Kaffe. Jeg kommer ned til dig med den, siger hun venligt, ikke noget med 'De' og den slags pjat.

Man kvabber så ned til det lille runde bord - hvor man allerede har sat sin taske - der står kilet ind mellem to andre borde. Ved det ene sidder der en ledertype af den moderne slags, dem der netop drikker cafe latte, nemlig. Ved det andet sidder der to tjekkede teenagerpiger, de har siddet og kikket på én og væddet om, hvad man mon kan hedde til fornavn. Den ene hælder til Allan eller Brian, den anden er sikker på, at man hedder Børge eller måske ligefrem Bent. I alt fald er 'han' fra provinsen, det er ingen af dem i tvivl om. Det er ens gamle, men pæne herrejakke der gør, at de er så sikre. Han har den kun på, fordi han skal på fint besøg i hovedstaden, hvisker de stor-fnisende til hverandre. Sådan et par møgtøser, tænker man. De skulle tænke lidt på samfundets sammenhængskraft, skulle de. Selv om vi er forskellige, tilhører vi det samme folk.

Så er der ledertypen, han er flink. Han flytter frivilligt den stol, hvor han har lagret sin pissedyre kameluldsoverfrakke. Så du kan komme til, siger han mens han misser jovialt med øjnene. Han er uden tvivl radikal, tænker man fordomsfuldt og siger Tusind tak, unge mand. Nåja, hvad fanden, man er da omkring 20 år ældre end ham. Folk i den alder, tænker man, burde ikke være ledere allerede. Det er for så vidt heller ikke rimeligt, at man allerede i 30'erne er så lidt sprælsk i hovedet, at man stemmer på Det Radikale Venstre. Hvordan kan det egentlig være, at nutidens 30-årige er ældre og mere satte af sind end os raske gutter i 50'erne? Når man er på værtshus med sine voksne døtre, er det jo dem, der skælder én ud og siger, at man skal lade være med at snakke jysk, så alle kan høre det. Så sjovt er det heller ikke, siger de. Man kan godt mærke, at man sådan i det hele taget bare har at opføre sig ordentligt.

Nu kommer kaffen. Servitricen har valgt at servere den for én i en balje med hank. Man takker. Som vi bruger van ude i provinsen, ville man jo gerne have en lille sludder med den kønne dame, der er kækt buttet, når man ser hende i helfigur. Ellers dejligt vejr i dag. Sikker friske, røde kinder, du har, du er nok en rigtig friluftspige, siger man herreagtigt. Nitten kroner! siger hun, måske nok venligt, men især bestemt. Man giver hende en 20'er, det stemmer, siger man, stor i slaget som man jo har været i hele det halve af forrige århundrede. Ih tak! siger hun og dapper derpå hjem til sin disk på sine mindst ti centimeter høje hæle. De to tenårige pigebørn ved nabobordet fniser. Man hører vendingen 'et galant pindsvin' udtalt, den troede man da ellers var gået af mode for mange år siden.

Nu ved man det: Man hører i virkeligheden til de segmentløse. Det sker f.eks. at man bliver ringet op ved den tid, hvor man ellers skulle til at spise aftensmad. Det er næsten altid piger, der ringer. De vil gerne sludre lidt om ens personlige forbrugsvaner, og det tager altid kun lige cirka seks minutter. Det lyder jo helt videnskabeligt, altså ikke fem minutter eller fem-seks minutter, men nøjagtig ca. seks minutter. Så det er tit, man lader sig forføre til at stille sig til rådighed.

Man bekræfter, at man stemmer på Dansk Folkeparti (det har hun allerede gættet), af cerutmærker foretrækker man Monaco. Det er rigtigt, vi har ikke bil, vi kører på en rød knallert med påmonteret mælkekasse fra det hedengangne Enigheden. Hvad påklædning angår, er der kun en ting at sige: vindjakke. I al slags vejr: vindjakke! Og en ternet kasket, selvfølgelig. Fremmedarbejderne? De skal ud, gerne straks.

Det var ikke det, jeg spurgte om, siger pigen så. Nå, hvad spurgte du så om? Om hvilken Internetudbyder, du har? Nåe, svarer man, man må lige finde tonen. KTAS, svarer man så. Den søde pige beklager. Du falder desværre uden for undersøgelsens målgruppe, siger hun. Og lægger simpelthen på!

Man har det ikke så bekvemt, der på cafeen. Man føler sig klemt inde. Den radikale ledertype har fundet sin bærbare frem, der er lige noget, han skal se på. Sikkert noget med 'strategi for næste møde', eller hvad den slags nu hedder. Pigebørnene skal til at gå.

Hør, siger man til dem, mens de svøber sig i meterlange tørklæder, var det ikke noget for jer at kikke indenfor næste gang vi har møde i vores kult? De smiler, høfligt nok for så vidt. Hvor er det henne? spørger de. Det er forskelligt, svarer man, men det er altid nede på Lolland-Falster. Javel, siger den ene af dem og smiler ligefrem meget. Hvad er det for en kult? spørger den anden. Den hedder Keld, forklarer man, det er en sammenslutning af ligesindede. Desværre har vi indtil nu kun nået at formulere en enkelt vedtægt. Det er til gengæld de sandeste ord, vi kender. Den lyder som følger: Du skal ære og elske Keld Albrechtsen som dig selv. Det lyder spændende, siger en af pigerne. Den anden spørger, om vi så virkelig gør, som vores vedtægt siger. Ja da, svarer man, oplivet over interessen, og mange af os ligner ham skam også, især hvad angår tøjstil. Pigerne siger at de desværre bliver nødt til at gå. Det forekommer én, at de nærmest løber ud af cafeen. Nå, farvel, siger man til servitricen, da man selv går. Kom godt hjem, siger hun. Det var så det kulturmøde.

Inden man stiger op i toget, ser man lidt ned ad sin pæne jakke. Nu er den vel ikke blevet så snavset, at man bliver nødt til at få den renset til næste gang, man har ærinde i København? Satans! tænker man så. I det man får øje på fadæsen. Man har glemt at tage sit Nej til EF-badge af. Det sidder lige der hvor det også sad i 1972. På reversen.

Da toget ruller ind på perronen, er det stadig rødt som i gamle dage. Det stammer også fra de gamle dage. Noget gammelt lort, som vi hel- og deltidspendlere plejer at sige. Men nu har DSB planer om at male dem i den anden farve. I fremtiden vil de være Europablå.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her