Læsetid: 4 min.

Ségolène Royal prøver med kærlighedens bomstærke arm

Den førende socialistiske kandidat til posten som fransk præsident ved næste års valg går til makronerne med forslag om militær genopdragelse af ungdomsforbrydere, og kritiserer 35-timers arbejdsugen. Folkestemningen er solidt bag hende
7. juni 2006

PARIS - "Send de uvorne teenagere i praktik i hæren som 16-årige, og tving deres forældre på lejrskole samme sted, så de kan lære deres afkom at opføre sig ordentligt. Luk for de sociale ydelser, hvis forældrene svarer nej. Genindfør derudover værnepligten, som blev afskaffet i 2001." Militær disciplin og opdragelseslejre - det lyder bekendt, men hvor kommer forslagene fra? Ikke fra det yderste højre i fransk politik. Ej heller fra den konservative indenrigsminister Nicolas Sarkozy, der ellers har gjort det til sit varemærke at stjæle retorikken fra det populistiske højre. Nej, forslagene kommer fra Ségolène Royal - lederen af Poitou-Charentes-regionen og meningsmålingernes absolutte favorit til at blive socialisternes præsidentkandidat, når franskmændene til næste år skal vælge Jacques Chiracs afløser.

To gange Sarkozy?

Royal er selv strengt opdraget som en ud af otte børn i en katolsk officersfamilie, og hun fremsatte sine forslag under et besøg i den triste forstad Seine-Saint-Denis nordøst for Paris fredag. Området er jævnligt plaget af vold og gadeoptøjer, men Royals opskrift på lov og orden modtog mildt sagt ikke opbakning fra egne rækker, hvor den fremstormende 52-årige regionalpolitiker er bemærkelsesværdigt upopulær

"Vi har allerede én Sarkozy; vi har ikke brug for to," lød det vrissent fra en af Royals mange prominente rivaler, socialisten Dominique Strauss-Kahn. Og som et ekko lød det fra tidligere socialistiske premierminister Laurent Fabius: "Der er kommet flere problemer med ungdomskriminalitet under Sarkozy, så vi får næppe bedre resultater ved at kopiere ham."

Det socialistiske parlamentsmedlem Jean-Luc Melachon kaldte Royals tanker for "frastødende ideer hentet fra det 19 århundredes lærebøger".

Den strikte mor

Royals svar kom prompte: "Jeg sætter mig ikke i Nicolas Sarkozys sted. Jeg sætter mig i den lidende befolknings sted. At være socialist handler først og fremmest om at have svar på de problemer, som folk i nød har. Og hvor findes de største problemer i dag. De findes, hvor der er arbejdsløshed, usikkerhed og vold. Oftest hænger disse fænomener sammen," sagde Royal til Tv-kanalen France 2.

Men Royal, hvis effektive kampagne er ved at drive de ledende mænd, de såkaldte 'elefanter' i Socialistpartiet til vanvid - fordi de ikke ved, hvad de skal stille op med hende og i virkeligheden helst så hende sendt hen, hvor peberet gror - holdt sig ikke bare til det traditionelle politiske svar. Hun fremhævede også, at hun, fordi hun er kvinde og mor, nok er bedre til at håndtere "en kærlig men streng" opdragelse end en mand. Som hevet ud af Gunnar Jørgensens Flemming-bøger lød det:

"Jeg ønsker det bedste for Frankrigs børn, nøjagtigt som jeg ønsker mig det for mine egne. Og jeg tror, at en kvinde måske bedre kan styre sådanne problemer - hun kan sige: 'jeg bestemmer her, fordi jeg elsker dig, og jeg tror på, at du har muligheden for at få succes i livet'."

Macho-sarkasme

Sarkozy selv valgte at respondere på Royals udmeldinger med paternalistisk ironi:

"Fortsæt endelig i denne retning. De er på rette vej og gør gode fremskridt," lød faderligt belærende fra indenrigsministeren, som er berygtet for sin præference for barske metoder, når det gælder håndteringen af de franske oprørske forstadsunge. Indenrigsministerens eneste kritik af Royal var, sagde han, at hun ikke "var helt håndfast nok endnu".

Premierminister Dominique de Villepin, der som regel ikke kan enes med Sarkozy om noget som helst, anslog for en gangs skyld samme tone - den sarkastiske - over for den glamourøse socialist, som truer det borgerlige Frankrigs mulighed for at sætte sig på landets øverste embede i fem år til: "Jeg er overmåde fornøjet over, at regeringens handlinger har ført til en udvikling i tankegangen hos visse kandidater, eller rettere en kvindelig socialistisk kandidat." Derefter advarede han Royal mod dennes "autoritære tendenser" og "inkompetente forslag".

Front National glad

Det yderste højre fejrede derimod Royal. Carl Lang, som er vicepræsident i Jean-Marie Le Pens Nationale Front, sagde mandag, at "Lepeniseringen af (politikernes, red.) tankegang overgår vores vildeste drømme- et par måneders kampagne mere og Le Pen ender som centrum-venstrefløjens kandidat".

De væbnede tropper jublede til gengæld ikke: "Det skal ikke ses som en straf at gå i hæren," sagde en anonym officer.

Men Royal havde mere i posen. På sin webside gik hun Pinsedag i kødet på en socialistisk helligdom: den 35 timers arbejdsuge, som blev indført af premierminister Lionel Jospin i 2000. Royal angreb den korte arbejdsuge for at være ineffektiv og ufleksibel, men ikke med den gængse liberale retorik. Men derimod for kun at være til gavn for den øvre middelklasse, mens de dårligst stillede lades i stikken, fordi de forhindres i at tjene de ekstra penge, de behøver.

Partiet stritter imod

Medierne reagerede forsigtigt. I en leder i Le Monde var der en vis opbakning til forslaget om genopdragelse af de ungdomskriminelle, som avisen kaldte for "modigt" og "en udfordring til venstrefløjens traditionelle koncepter. Det er godt at Madame Royal gør det klart, at højrefløjen ikke har monopol på lov og orden".

En meningsmåling offentliggjort også i Le Monde i weekenden gav Royals linje opbakning fra 69 pct. af vælgerne. Dominique Moïsi, som er tilknyttet det franske institut for internationale relationer, sagde tirsdag til Financial Times, at Royal spillede højt spil med sin strategi, men "hun regner nok med, at partiet vil følge hende, hvis meningsmålingerne vedvarende er med hende".

Foreløbigt holder partiet sin egen linje. Partiformand - og far til Royals fire børn - François Hollande tog søndag afstand fra hendes forslag: "Nogle af Ségolènes ideer trækker den rigtige vej. Men jeg er ikke enig med hende i betragtningerne om hæren, hverken om dens rolle eller dens funktion," lød det fra Hollande, som også sagde, at Royals tanker ikke vil blive inkluderet i partiets valgplatform til præsidentvalget, som skal være færdigt med udgangen af juli måned.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her