Læsetid: 2 min.

Ségolène Royals bekendelser

Mens man i udlandet fortrinsvis hæfter sig ved Ségolène Royals positive holdning til Tyrkiets optagelse i EU, bider man i Frankrig mere mærke i kommentarerne om børn og ægteskab. Den socialistiske præsidentkandidats nye bog er på gaden - en måned før valget
28. marts 2007

PARIS - Den socialistiske præsidentkandidat Ségolène Royal havde lovet en interaktiv bog forfattet ud fra hendes blog. I stedet er det, her en måned før første omgang af det franske præsidentvalg, blevet til interviewbogen Maintenant (Nu). Damebladet Elles topjournalist Marie-Françoise Colombani udspørger Ségolène Royal i et utraditionelt alfabetisk opslagsværk, hvor anoreksi står klos op ad ANPE (den franske arbejdsformidling) og corruption lige før couple - parforhold.

Forlaget Hachette har holdt kortene tæt ind til kroppen. Og den udenlandske presse har derfor fortrinsvis taget udgangspunkt i det uddrag, dagbladet Le Monde bragte i søndags. Ségolène Royal, hvis egne børn er katolsk døbt, leverer her en skarp kritik af de udtalelser, paven kom med i efteråret om islam som en særlig voldelig religion.

"Benedikt XVI er universitetsuddannet, og han burde kende ordenes magt," skriver Royal.

Ifølge Royalfik pavendet fejlagtigt til at fremstå, som om kristendom i forening med græsk tankegang udgør et særligt ikke-voldeligt grundlag for europæisk identitet.

"Inkvisitionen, hvor tusindvis af kvinder blev brændt på bålet for hekseri, var ikke noget særligt godt bevis på en heldig sammensmeltning af kristendom og fornuft. Et er at pege på, at kristendommen har været vigtig i europæisk historie. Noget andet er at sige, at det er et fundament. Europa er et politisk projekt," skriver Royal.

EU ikke en kristen klub

Den socialistiske kandidat, der allerede for et par uger siden på tv gav udtryk for sin positive holdning til et eventuelt tyrkisk medlemskab af EU, bruger dette som udgangspunkt for sine overvejelser om Tyrkiets plads i Europa.

"Et land med et flertal af muslimer har afgjort sin plads i et Europa, der ikke er en klub for kristne nationer. I østlandene og på Balkan, der nu har sluttet sig til Europa, er der allerede millioner af muslimer, der fuldt ud er europæere."

Hvis Tyrkiet derfor lever op til krav, "som ikke kun er økonomiske, men også demokratiske", ser hun intet til hinder for, at landet optages i EU. Det eneste problem er EU selv. Det har udvidet sig for hurtigt og for udemokratisk, mener Royal. Hun holder derfor fast i, at muligheden for at indlemme Tyrkiet vil blive sat til folkeafstemning i Frankrig.

Elefanter og romantik

I Frankrig har aviserne især bidt mærke i kapitlerne om forholdet til samleveren og partiformanden François Hollande. Ikke mindst fordi der her er en kritik af visse socialistiske 'elefanter', høfligt benævnt som Hollandes "omgangskreds". 'Elefanterne' fandt det ikke hensigtsmæssigt, at parret efter mange års samliv og fire børn omsider planlagde at gifte sig på en sydhavsø kort inden valgkampen.

Det fandt Ségolène Royal ellers "vanvittig romantisk". Partiet betragtede det som for poppet. Hun roser til gengæld sine børn, "der er solide, fordi deres forældre, trods stærke rygter, elsker hinanden".

Den interesserede læser kan også gå på opdagelse i Ségolène Royals strenge opdragelse og i den uddannelse, hun ikke mindst takker den franske republikanske skole for. Den skole, hun mener kan spille en vigig rolle for integration.

Ségolène Royals bog udkommer kun en uge efter, at hendes tidligere økonomiske rådgiver Eric Besson, der gik i protest, udgav en pamflet om hende med titlen Kender de Fru Royal. Og samme dag, som Besson til Le Figaro udtaler, at "Sarkozy er mere kompetent end Royal".

Nu har franskmændene 197 opslagsord til selv at danne sig et indtryk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her