Læsetid: 4 min.

Ségomania eller dø

Socialisten Ségolène Royal er et frisk pust i Frankrigs støvede politiske verden. Hun er elsket af folket og medierne. Men partiets ledende mænd hader den 53-årige kvinde, som vil være Frankrigs næste præsident. Et opgør mellem Royal og den borgerlige kandidat Sarkozy kan forandre fransk politik for altid
2. oktober 2006

PARIS - "Jeg accepterer at påtage mig denne mission til benefice for Frankrig. Og de prøvelser, opgaven indebærer." Sådan faldt ordene, da Ségolène Royal, det franske socialistpartis suverænt mest populære politiker og pt. præsident for regionen Poitou-Charentes fredag aften annoncerede, at hun sigter efter at opnå sit partis nominering som præsidentkandidat ved det franske præsidentvalg i april 2007.

Resultatet af afstemningen mellem Royal, Laurent Fabius - bannerfører for partiets nej-sigende side ved EU-afstemningen sidste forår - tidligere finansminister Dominique Strauss-Kahn og muligvis tidligere kultur-minister Jack Lang blandt de 180.000 medlemmer bliver offentliggjort 16. eller 23. november. Anden runde finder kun sted, hvis ingen kandidat opnår over halvdelen af stemmerne.

Elefanternes kolde skulder

Strauss-Kahn ligger på andenpladsen i partiets interne meningsmålinger - men milevidt fra Royal, som er omkring 30 procentpoints foran hans 19 procent. Eks-finansministeren ses - ligesom Royal - som tilhørende den brede midterfløj i PS og er i øvrigt en af de eneste af partiets gamle såkaldte 'hanelefanter', der har holdt sig tilbage, når det gælder tilsviningen af Royal, som har været udsat for en regulær smædekampagne fra sin egen partitop. Især har tidligere ministre ikke holdt sig tilbage med kommentarer om alt fra hendes manglende erfaring (selvom hun har været både undervisnings- og miljøminister), hendes gode udseende ("som man ikke kan vinde valg på"), hendes fire børn ("hvem skal passe dem" - den yngste er 14), hendes populisme (at hun indtil videre har holdt sig til enkle budskaber på såkaldt bløde politik-områder) til hendes eminente evner som kommunikator ("overfladisk leflen for pressen").

"De er mine bedste allierede," har Royal spydigt sagt, da det viste sig, at hendes popularitet i meningsmålingerne steg, hver gang den gamle garde satte et nyt angreb ind. Hun har dog også tilkendegivet, at hun har været såret og overrasket over partitoppens kulde. At Strauss-Kahn har holdt sig tilbage har i den franske presse givet anledning til rygter om, at han allerede har erkendt sit nederlag til Royal i urafstemningen og går efter at blive hendes premierminister i stedet. Hvilket han naturligvis pure har afvist.

På papiret ser kampen om nomineringen i det kriseramte PS åbenlys ud. Royal er den eneste socialist, der kommer i nærheden af den sandsynlige borgerlige præsidentkandidat, indenrigsminister og partiformand for regeringspartiet UMP, Nicolas Sarkozy i opinionsmålingerne. Royal og den konservative partiformand har stort set delt befolkningen i to - i en måling onsdag fik hun 52 procent mod indenrigsministerens 48.

Kvinder - nej tak

Så hvorfor er stemningen i partiledelsenhadefuld og ikke taknemmelig ?

Der er flere grunde. En af årsagerne er givet, at hendes ambitioner og popularitet er kommet totalt bag på de af de mandlige kadrer i det traditionelt opbyggede, elitære parti, som selv havde blikket rettet mod Elysée-Palæet.

En anden er den generelle negative holdning til kvinder i fransk politik, som er et af de mest patriarkalske foretagender i Europa. I Nationalforsamlingen er blot lige over 12 procent, 71 ud af 577 medlemmer, kvinder.

Endelig kommer så Ségolène Royals politiske kampagne, som har chokeret den alderstegne ledelse i PS. Dels har hun designet sine budskaber gennem en smart, medierettet og delvis internetbaseret linje med egen hjemmeside og blog rettet direkte mod medlemmerne og den yngre del af befolkningen.

Hun er - helt ukarakteristisk for fransk politik - gået direkte i dialog med vælgerne og medlemmerne og har tilsyneladende bevidst ignoreret alle de traditionelle kommando-veje i partiet og dets apparat. Hvilket har ført til den noget aparte situation, at hendes partner, partiformand François Hollande, flere gange har måttet tage afstand fra hendes politiske udmeldinger.

Skabskonservativ?

Derudover er der indholdet. Royal beskyldes for at være vag. Hun har endnu ikke fremlagt nogen større visioner eller sammenhængende tanker om udenrigspolitik, EU eller fransk økonomi. Hun har taget afstand fra Nicolas Sarkozys nylige USA-besøg, hvor indenrigsministeren "lagde sig på knæ for George Bush", og hun har kritiseret 35-timers arbejdsugen for at gøre det svært for de dårligt stillede franskmænd at tjene nok penge.

Det første stemmer fint med den anti-amerikanske partilinje, mens det andet er at ligne med helligbrøde. Den korte arbejdsuge er stort set den eneste af socialistpartiets 'sejre', som står uantastet, og når man betænker, at Royal også har udvist en vis interesse for den britiske premierminister Tony Blairs liberale arbejdsmarkedspolitik, så er målet mere end fuldt for de PS-kadrer, som mistænker den fotogene politiker for at være 'skabskonservativ'.

At Royal måske har lært et og andet ved at skele til det reformerede New Labours vælgersucces og sammenligne den med Socia-listpartiets egen fiasko, når det gælder om at tilegne sig regeringsmagten, er ikke en tese, som er trængt igennem til ledelsen endnu.

Dertil kommer så Royals barske lov-og-orden politik, hvor hun har foreslået militære stroppelejre for ungdomskriminelle og mere vægt på traditionelle familiestrukturer. Uhyre populært i befolkningen. Ikke spor i partiet, som har taget afstand.

Konsekvenser for Frankrig

Men fortsætter succesen, kan Royals moderne stil ændre fransk politik for altid. For også Sarkozy er en moderne, midtsøgende og moderat markedspositiv politiker, og effekten af en præsidentkampagne mellem de to kan føre til, at det politiske Frankrig ryster sig fri af elitismens og etatismens jernbyrd. Sarkozy er i den sammenhæng næsten mere fornyende end Royal, der som de fleste franske toppolitikere er rundet af eliteskolen Ecole Nationale d'Administration. Det er juristen Sarkozy, som er af ungarsk afstamning, ikke.

En indvandrer mod en kvinde. Så er det 21. århundrede måske alligevel ved at komme til Frankrig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her