Forleden hørte jeg i amerikansk radio en af landets soldater, der havde været udstationeret i Irak, forklare, at soldater altså ikke dur til fredsbevarende missioner. De er trænet til at dræbe og udelukkende se på 'fjenden' som noget, der skal elimineres.
Er man uddannet soldat, og har man først én gang holdt et gevær i hånden, bliver ens liv aldrig det samme igen. Når man elsker en kvinde, bygger et hus eller skifter ble på sit barn, vil hænderne - og mennesket - altid huske geværet og det, de er trænet til.
Det er også budskabet i engelske Sam Mendes' amerikansk-producerede krigsfilm Jarhead, der er baseret på den tidligere marinesoldat Anthony Swoffords bog om sin tid i marinekorpset under den første Golfkrig. Mendes har selv sagt, at filmen er upolitisk, fordi den hverken er for eller imod krigen. Men alle film er naturligvis politiske i kraft af de valg, instruktøren træffer, og ligesom Stanley Kubricks Full Metal Jacket diskuterer Jarhead i høj grad den dehumaniserende proces, et menneske må gennemgå for at blive en fuldbefaren soldat, en dræbermaskine, og de konsekvenser det uundgåeligt vil have for dette menneske.
Filmens fortæller er Anthony Swafford (Jake Gyllenhaal), der trænes som snigskytte i marinekorpset - 'de sejeste møgsvin i hele verden' - og sammen med sin deling sendes til Saudi-Arabien for at beskytte saudiernes oliekilder, da Saddam Hussein invaderer Kuwait i august 1990. Desert Shield hedder operationen på det tidspunkt, siden bliver den til Desert Storm.
På soldaternes side
Der er ikke meget at lave i ørkenen ud over at træne, onanere, drikke vand, patruljere den tomme ørken, træne noget mere, onanere én gang til, drikke vand og patruljere.
Soldaterne taler om deres utro kærester, arrangerer skorpionkampe, og det rykker i dem for at få lov til at bruge deres skydevåben. Ikke mindst Swafford er ved at gå ud af sit gode skind. Imens rykker krigen langsomt tættere på - de hule drøn fra eksploderende bomber kan høres i det fjerne - men da Swafford og hans deling efter næsten trekvart år i ørkenen omsider får lov til at rykke ind i Kuwait, er det hele forbi, så hurtigt at Swofford og hans makker, Troy (Peter Sarsgaard), ikke når at løsne et eneste skud.
En snigskytte kan ramme et mål på 1.000 meters afstand, og som Troy observerer, så var man et år om at avancere 1.000 meter under Første Verdenskrig. Under Vietnamkrigen tog det en uge, og nu tager det 10 sekunder. Alt det moderne isenkram har gjort soldaten - i hvert fald snigskytten - overflødig, hvilket må være noget af det mest frustrerende for en toptrænet, hårdtpumpet læderhals at blive udsat for.
"Fuck politics. We're here. All the rest is bullshit," siges det på et tidspunkt i begyndelsen af filmen, hvor en diskussionslysten menig himler op om det betænkelige, olieøkonomiske aspekt af amerikanernes tilstedeværelse i Saudi-Arabien. Sympatien er på soldaternes side, og på trods af små stikpiller til den amerikanske regering er det indlysende, at Mendes med Jarhead ikke har villet lave en kritisk film om storpolitik, men en indfølt skildring af det at være soldat i krig.
Krigens gru
Og det lykkes ham et langt stykke ad vejen - blandt andet takket være de mange gode, unge skuespillere - selv om man ikke bliver lige så følelsesmæssigt grebet af Swoffords historie, som man i stedet ser den udefra og intellektuelt bearbejder de også afsindige ting, han og de andre soldater kommer ud for. Mendes fanger både ørkenens knugende uendelighed og store skønhed med sit observerende kamera, og krigens gru får vi serveret i flere mildt chokerende sekvenser, hvor forkullede lig, sønderskudte biler og brændende oliekilder møder Swofford og hans deling.
Filmen rummer flere rammende scener, der om noget understreger det forkvaklede forhold til livet, som soldater - også under den nuværende, anden Golfkrig - synes at få, og som giver sig udslag i, at de kan sidde og se Francis Ford Coppolas Apocalypse Now og juble og synge med, når den psykopatiske oberst Kilgore og hans helikoptere udraderer en vietnamesisk landsby til tonerne af Wagners Valkyriernes ridt. Det er en form for kollektiv psykose og hjernevask, som vel netop er nødvendig for at kunne lægge sin medmenneskelighed fra sig og virke som soldat.
Jarhead er en ofte ret morsom film, der holder en ironisk distance til sit emne, hvilket - kombineret med Jake Gyllenhaals Swofford, der, efterhånden som tiden går, får et mere og mere blankt udtryk i ansigtet - måske er den egentlige grund til, at den ikke gør lige så ondt som f.eks. Full Metal Jacket. Men det er stadig en vigtig film, instruktørens tredje efter American Beauty og The Road to Perdition, og ligesom i dem, er han også her optaget af at udforske nogle af de mere fortrængte sider af ikke bare det amerikanske, men de fleste vestlige samfund - og af det at være menneske.
