Læsetid: 3 min.

Sejr ad helvede til

17. april 2002

Man skal ikke misforstå gårsdagens italienske generalstrejke – den første i 20 år – og den seneste tids mange massedemonstrationer som befolkningens udtryk for, at nu har den fået nok af Silvio Berlusconis magtbrynde og hans flertalsregerings lovgivning med en damptromle.
Med filminstruktøren Nanni Moretti i spidsen har kunstnerere og intellektuelle taget hinanden og måske en enkelt husmoder i hånden og er gået i rundkreds om truede symbolske bygninger som justits-paladset og statstelevisionen Rais hovedkvarter i Rom. Protest ja, men fra folk, som ved valget i maj sidste år stemte imod Berlusconi, og hvis dans om en enebærbusk blot er det synlige udtryk for, at de stadig mener som dengang.
Professorer har gjort flere af landets universiteter til centre for politiske møder, og debatten og protesterne breder sig herfra til politiske talkshows i den sene sendetid på de mest lødige og mindst sete tv-kanaler. Professorerne taler ikke for døve øren, når de påpeger det urimelige i, at manden, der regerer landet, også ejer en god del af det og styrer det, som var det hans personlige forretning. Der bliver lyttet og applauderet, når de taler om tendenser til regime, men af folk, som også sidste år sloges og stemte for at afværge den berlusconianske magtovertagelse.

De millioner mennesker, der for et par uger siden befolkede Circus Maximus i protest mod Berlusconi-regeringen generelt og dens arbejdsmarkedsreform specielt var også, hver og en, mobiliseret blandt de vælgere, der heller ikke for et år siden ville se den korruptionsanklagede mediemilliardær i spidsen for en regering med deltagelse af eksfascister og nyxenofober.
Ved valget for knapt et år siden vandt Berlusconi-alliancen med få hundrede tusind stemmer over venstre-centrumkoalitionen, men valgsystemet har præmieret højrefløjen med massivt flertal i begge parlamentets kamre. Det er således det store slagne mindretal, der nu demonstrerer mod vinderens flertalsdikatatur, for således opfattes Berlusconis regeringsstil af både oppositionen i parlamentet og oppositionen på gader og pladser. Mens den halvdel – en anelse mere end halvdelen – af vælgerbefolkningen, der stemte for Berlusconi, fortsat synes, at det går helt fint. Sådan ligger landet. Også efter generalstrejken i går.

Iværksat af det store eks-kommunistiske fagforbund Cgil, men med tilslutning af de to mindre og mere moderate, Cisl og Uil, med socialdemokratiske og borgerlige rødder, var strejken et våben mod regeringens arbejdsmarkedsreform. Specielt mod modificeringen af en enkelt paragraf i arbejderbeskyttelses-
loven, paragraf 18, der retssikrer ansatte i virksom-
heder med over 15 ansatte mod fyring uden rimelig grund.
Uvildige økonomer og andre eksperter, hvis sådanne findes, er ret enige om, at dette stridspunkt i sig selv ikke er så vigtigt. Men paragraf 18 er blevet et symbol. For regeringen et symbol på det italienske arbejdsmarkeds mangel på fleksibilitet. For fagbevægelsen har den altid været en hovedhjørnesten i arbejdsmarkedsloven fra 1970, men er nu også blevet et symbol på arbejdsmarkedets parters ret til selv at forhandle sig til rette om reglerne, og både massedemonstrationerne tidligere og generalstrejken i går er først og fremmest en protest mod at skulle tage mod diktat fra regeringen. Lader man den pille ved paragraf 18, er der åbnet for en glidebane uden ende, mener man i fagbevægelsen.

Det mente man også i 1982, da der senest blev generalstrejket. Dengang mod ophævelsen af den automatiske dyrtidsregulering. Intet fornuftigt moderne samfund ville i dag drømme om at opretholde eller genindføre denne inflationsskabende og ukontrollable indretning, og selv det fagforeningsloyale dagblad La Repubblica bringer da også historien i skræmmende erindring: Dengang afskaffede socialisten Bettino Craxi dyrtidsreguleringen ved lov og lykkedes samtidig med at splitte fagbevægelsen. Kommunistpartiet fik gennemført en folkeafstemning for at få loven tilbagekaldt, men fik en så syngende lussing, at kinden er rød endnu hos arvtagerne Demokratisk Venstre, der er største oppositionsparti.
Partiet og dets oppositionspartnere vil støtte fagbevægelsen og Cgil-lederen Sergio Cofferati i et eventuelt krav om en folkeafstemning om paragraf 18. Men med frygt og bæven. Et nederlag som i ’82 vil være lammende. En sejr vil kunne lancere Cofferati som oppositionens politiske leder, og perspektiverne i det ridsede ekskommunisten og tidligere statsminister Massimo D’Alema skarpt op i går: Hvis Berlusconi efter denne valgperiode kandiderer en moderat allieret som statsminister og sig selv som statspræsident, vil de med ekskommunisten Cofferati som oppositionsleder kunne regere, til de dør.
En sejr ad helvede til.

jul

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her