Uanset om det amerikanske senats kompromisløsning med Bush-regeringen om principelt at overholde Genève-konventionen og afstå fra tortur kommer til at fungere i praksis, som senator John McCain håber på - hans bestræbelser i denne retning er hidtil hurtigt blevet gjort til skamme i praksis - og det kan man kun betvivle, så er skaden allerede sket.
Som Brita Sydhoff, generalsekretæren for Det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre, sagde til mig i sit kontor, der er beliggende i en stille gade i København, i sidste uge: "Med demokratiets stigende udbredelse efter Den Kolde Krig og så mange som 141 underskrivere af FN's Konvention imod Tortur havde vi alle forventet, at brugen af tortur herefter ville aftage markant. Det har den ikke. Det er smerteligt at se verdens førende demokrati praktisere sådanne metoder, og nu, da vi har lidt dette tilbageslag, vil det fremover blive meget vanskeligt at overbevise andre lande om, at de skal opgive tortur."
Den tikkende bombe
Hendes institution, som har ydet en bemærkelsesværdig indsats for at behandle torturofre over alle verden med ni behandlingscentre alene i Mellemøsten, føler, at det er ved at tabe den kamp, som det engang troede, det var ved at vinde. "Selv mit eget land, Sverige, har gjort sig til meddelagtig i USA's torturpraksis ved at tillade udlevering af terrormistænkte til Egypten, hvor vi ved, de efterfølgende er blevet tortureret."
Nieves Molina Clemente, hendes juridiske rådgiver, pointerer, at informati0n tilvejebragt ved hjælp af tortur uundgåeligt vil være 'forurenet'. "Forestil dig, hvad du selv ville sige, hvis du blev underkastet og desperat ønskede, at det skulle holde op."
Jeg stiller det obligate spørgsmål om scenariet med den tikkende bombe - "ville du ikke torturere den mand, som du vidste havde anbragt en tidsindtillet atombombe i en storby, og han var den eneste, der kendte dens placering," hvortil hun svarede:
"Men sådan er det virkelige liv jo ikke. Næsten alle tilfælde af tortur sker i scenarier, der udvikler sig fortløbende - som i kampen imod al-Qaeda eller i Nordirland - og der er rigelig tid for de specialuddannede forhørsledere til at udføre deres arbejde. De bedste af disse, som har størst succes med at fremskaffe uforurenet information, ved kun alt for vel, at tortur ikke hjælper dem. Du kan selv spørge nogle af CIA's folk."
Harvard-etikprofessoren Elaine Scarry spørger i Sanfor Levinsons essay-antologi Torture: "Hvad der gør scenariet om den tikkende bombe lidet plausibelt, er forestillingen om, at vi i en verden, hvor vores viden almindeligvis er højest ufuldstændig, på en eller anden måde pludselig kan vide os fuldstændig sikre på, at personen foran os besidder denne altafgørende information om, hvor bomben befinder sig."
At det snørklede, uendeligt sendrægtigt arbejdende retssystem i De Forenede Stater endnu ikke har tilladt en eneste tortursag at blive bragt for den amerikanske højesteret, er en alvorlig skamplet på den vestlige retsbevidsthed. At forsinke retfærdighedens gang er at nægte retfærdighedens gang.
I skarp kontrast hertil greb den israelske højesteret resolut om nældens rod - selv efter at spørgsmålet var blevet et politisk betændt problem. I 1999 opsummerede juraprofessor og højesteretsdommer Aharon Barak domstolens konklusion i begrundelsen for at forbyde tortur: "Skønt et demokrati ofte må kæmpe med den ene hånd bundet på ryggen, har det alene i medfør af at være demokrati et overtag."
Tortur som intimidering
Israels højesteret efterlod dog de israelske sikkerhedstjenester et lille smuthul i ekstreme tilfælde: Hvis en forhørsleder følte, at han ikke havde anden udvej end at gribe til tortur, ville han i en efterfølgende retssag kunne forsvare sig med det traditionelle sædvaneretslige begreb om 'højere nødvendighed', hvorefter en nævningedomstol skulle tage stilling til hans sag. Selv etikprofessor Scarry finder dette acceptabelt:
"At man kan blive nødt til at gøre noget, som er forkert, betyder ikke, at det dermed ophører med at være forkert eller strafbart... og skønt det er muligt, at en nævningedomstol vil frikende en person i en sådan situation, så følger deraf ikke, at en sådan garanti foreligger før den pågældende handling."
Den israelske højesteret kommenterede "den vanskelige realitet, hvori Israel befinder sig" ved at konkludere: "Det er demokratiets bestemmelse, at ikke alle midler står til rådighed for det, og at det følgelig er afskåret fra at gribe til mange af de metoder, som dets fjender benytter sig af".
Senator McCain og hans forbundsfæller har koncentreret deres argumentation om Genèvekonventionerne og nødvendigheden af at efterleve dens forbudsbestemmelser imod tortur for at øge det moralske pres imod fremtidige fjender, som kunne føle sig fristet til at tortere amerikanske krigsfanger.
Men hovedparten af torturen i nutildags bliver ikke udført af lande, der er i krig med hinanden. Torturen er et enkelt redskab for militær eller politi til at undertrykke opposition og protest. Som intimiderings-instrument virker det ganske givet, men hvis vi ønsker at se mere frihed i verden, kan det umuligt være i vores interesse at give vores fjender mulighed for at retfærdiggøre deres metoder ved at efterligne vores.
Dette var grunden til, at selv så ærkekonservative gemytter som Ronald Reagan og Margaret Thatcher ikke havde nogen forbehold over for at ratificere FN's Konvention imod tortur. Og til, hvorfor det er et så grumt tilbageslag for demokratiet at se en amerikansk regering lade hånt om ånden i samme konvention.
Jonathan Powers er en af verdens førende kolumnister om internationale forhold, menneskerettigheder og fred. Hans klummer bringes i International Herald Tribune og 50 andre aviser kloden over. Han vil fremover skrive i Information
© Jonathan Power og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
