Læsetid: 4 min.

Sejre for fornuften

25. oktober 1996

LOKALVALGENE er endelig blevet udsat i Bosnien-Hercegovina. Det var nervepirrende til det sidste. For alle, som har været med til at arrangere og overvåge valget, har det været en lettelse, at amerikanerne endelig gav sig og gik med til en udsættelse til foråret. Næsten alt talte imod at holde lokalvalgene i november i år: Manglende forberedelsestid, især m.h.t. til revidering af valglisterne, som havde vist sig så mangelfulde ved valgene i september. Vintervejret, som sætter tidligt ind i de bosniske bjerge. Og så de bosniske serberes nægtelse af at være med. Det eneste, der talte for at afholde valgene i november, var hensynet til at opretholde tempoet i fredsprocessen, så lokalvalgene kunne finde sted, mens de internationale styrker var på det nuværende høje antal. Nu bliver det meget begrænset, hvor meget man kan reducere den internationale styrke, før lokalvalgene afholdes til foråret.
Når amerikanerne pressede så hårdt på for at holde tempoet, er årsagen først og fremmest hensynet til det amerikanske præsidentvalg, hvor præsident Clinton har behov for at vise resultater. Der var frygt for, at amerikanerne ville fastholde den tidlige afstemningsdato, lige indtil præsidentvalget havde fundet sted - for så i sidste øjeblik at udsætte valget. Nu har man valgt den redelige løsning: at erkende, at tiden af mange grund ikke er inde til de bosniske lokalvalg.
På den anden side har det internationale samfund, herunder ikke mindst USA, kunnet inkassere et væsentligt positivt resultat: Den bosnisk-serbiske hardliner og medlem af det overordnede bosniske præsidentskab, Momcilo Krajisnik, har overvundet sin modstand mod at overskride grænsen mellem de to bosniske "enheder" og har i Sarajevo underskrevet den "højtidelige erklæring" om at støtte den bosniske stat og Dayton-aftalen, som han for tre uger siden havde nægtet at underskrive. Og hvor han dengang boykottede det fællesmøde i Sarajevo, hvor bosniakken Izetbegovic og kroaten Zubak skrev under, mødtes han nu og udvekslede håndtryk med sine to tidligere fjender.
Mange mener, at det der har fået Krajisnik til nu at gøre et skridt, som han og hans politiske meningsfæller hidtil har taget skarpt afstand fra, skyldes truslen om, at den serbisk-kontrollerede dele af Bosnien ville miste enhver hjælp udefra og blive totalt isoleret i fattigdom. Er dette rigtigt, er det et tegn på, at den nationalistiske ledelse endelig har forstået, at de bosniske serbere ikke kan ignorere det faktum, at de er nødt til at samarbejde med deres tidligere fjender for at komme videre.

FOR NU IKKE at få træerne til at vokse ind i himlen, er den bosnisk-serbiske "lokalpræsident", Biljana Plavsic, kommet med en erklæring om, at hun "for øjeblikket hverken kan eller vil" godkende en forlængelse af OSCE's mandat til at overvåge lokalvalgene. Det har ellers den bosniakisk-kroatiske føderations ledelse gjort. Erklæringen blev afgivet i en samtale med den amerikanske udsending John Kornblum i Banja Luka.
Det der formentlig ligger bag ved fru Plavsic's afvisende holdning er den ændring af valgreglerne i forhold til præsident-, parlaments- og kantonvalgene i september, som er bebudet af OSCE. Serberne ønsker en fastholdelse af muligheden for, at man kan afgive sin stemme ikke blot hvor man er født eller har boet i længere tid, men også der, hvor man har tænkt at slå sig ned permanent. Det var serbernes forsøg på at udnytte denne regel til at sikre sig et flertal i omstridte kommuner, ikke mindst i den såkaldte Brcko-korridor, som udgør "hvepsetaljen" mellem de to dele af "Srpska"-republikken, der var den vigtigste årsag til, at lokalvalgene blev udskudt i september.
Vi står her over for et af de ømmeste punkter i Dayton-aftalen: Brcko-korridorens skæbne. Den er ikke færdigbehandlet. Og bosniakisk-kroatisk flertal i en del af korridoren vil give de bosniske serbere en meget vanskelig forhandlingsposition ved den endelige afgørelse af dens fremtidige tilhørsforhold. Igen må man sige, at det er godt, at der nu vindes tid. For disse vanskelige problemer vil bedre kunne løses, hvis der bliver etableret et samarbejde mellem de tidligere fjender - det som Krajisniks underskrivelse af erklæringen nu åbner for. Kun gennem møjsommelig opbyggelse af gensidig tillid kan de to sider i Bosnien bringes sammen i et samarbejde, der kan åbne op for gensidige indrømmelser.
Sådanne er netop blevet givet på et punkt, der syntes at være gået helt i hårdknude: Hvor det fælles bosniske prædidentskab skulle mødes. Tirsdag enedes dets tre medlemmer om, at de vil mødes skiftende i Sarajevos centrum og i den serbisk-kontrollerede forstad Lukavica - og at man skal mødes på serbisk-kontrolleret område mindst hver tredie gang. Tilsyneladende et lille skridt - men stort målt med bosniske alen.

PRÆSIDENT CLINTON har ikke nået alle de mål, han havde sat sig da Dayton-aftalen blev indgået for snart et år siden. Men der er dog nu håndfaste resultater at henvise til. Vi andre kan glæde os over, at amerikanerne har lagt lidt bånd på utålmodigheden. Og over, at alt i denne verden trods alt ikke kommer til at afhænge af, hvor i den amerikansk valgcyklus, vi befinder os.
Der er også grund til at glæde sig over udsættelsen af lokalvalgene af en lokal grund: At en forhastet afholdelse af valgene ville have svækket vælgernes respekt for demokratiet. Forberedelserne skal være ordentlige, hvis de lokale vælgere skal tage valget alvorligt. Og det er på længere sigt måske noget af det vigtigste: At den entusiasme og det håb, som valget i september vakte hos mange, ikke gøres til skamme.
Men det forudsætter OSCE's medvirken også til lokalvalgene. Og det forudsætter fortsat international militær og politimæssig tilstedeværelse i Bosnien i mange måneder endnu. Skal den proces, der er kommet forholdsvis rimeligt fra start, have chance for at lykkes, kræves der tid og tålmodighed.
Skabelse af varig fred i Bosnien kan ikke ske i en håndevending, og tilbagefald vil stadig kunne forekomme. Derfor er udlandets medvirken - og fortsatte tålmodighed - så umådelig vigtig.

K.F. (Karsten Fledelius)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her