Læsetid: 3 min.

'Sejren'

12. juni 1999

ALLE TRIUMFERER. For alle har sejret. Sådan kunne man sammenfatte reaktionerne på den fredsplan, som torsdag aften blev vedtaget af FN's Sikkerhedsråd, efter at NATO's og Jugoslaviens militære chefer sent onsdag havde færdigforhandlet aftalen om de serbiske styrkers tilbagetrækning fra Kosovo.
"Jeg kan meddele det amerikanske folk, at vi har vundet en sejr for en mere sikker verden, for vore demokratiske værdier og for et stærkere Amerika," sagde præsident Clinton torsdag på amerikansk tv.
"Succes har mange fædre," skrev Reuters: "En ny generation af ledere i Vesteuropa og Nordamerika har vundet i statur ved at stå forenede gennem mere end 11 ugers bombardementer."
"Vi opgav aldrig Kosovo. I dag er den territoriale integritet og suverænitet garanteret af G8-landene, af FN," sagde en ikke mindre triumferende præsident Milosevic, da han på sit nationale tv berømmede den "uovervindelige" jugoslaviske hær og det "heroiske" jugoslaviske folk - som drak champagne og tudede i bilhornene i Beograds gader, mens de serbiske tropper på vej ud af Kosovo gjorde sejrstegn og smilede til fotograferne.
Billedet er kun halvvejs falsk. Efter 78 døgn med 30.000 allierede luftangreb og serbiske grusomheder mod civile Kosovo-albanere, er man i næsten alle lejre lettede over at selve krigens gru - i NATO-sprog - er "suspenderet". Næsten alle, for i én lejr frygtes mareridtet først at skulle begynde: Blandt de 100-200.000 civile serbere i det Kosovo, hvortil den langt overtallige albanske befolkning nu vender tilbage. Nogle af disse civile serbere har blod på hænderne, men mange er uskyldige og selv ofre for etnisk udrensning, da de som nogle blandt 300.000 serbere i 1995 blev fordrevet fra den kroatiske Krajina-provins til Kosovo, hvor mange af dem stadig bor i flygtningebarakker, men netop nu er ved at pakke for igen at tage flugten af frygt for Kosovo-albaneres vrede. I dén lejr af Kosovo-serbere er der ingen lettelse over freden. Kun frygt og bitterhed over at være blevet mishandlet af NATO og nu forrådt af Milosevic.
Men andre steder råder lettelsen. Også i de vestlige landes opinion, hvor krigen for mange er blevet oplevet som en dybt traumatisk fejltagelse, for andre en ikke mindre traumatisk nødvendighed.

SÅ LETTELSE, JOVIST. Men om 'sejr' er der ikke tale. De eneste sejrherrer er enhver krigs sikre vindere: Bedemændene og det militærindustrielle kompleks. NATO indledte sin krig for at forhindre den etniske udrensning og tvinge Milosevic til at godkende Rambouillet-aftalen. Ingen af delene lykkedes. De fleste Kosovo-albanere blev fordrevet, og det, de nu kan vende hjem til, er en provins, hvor boliger, arbejdspladser og infrastruktur er brændt eller bombet til ruiner, hvor landskabet er spækket med miner, og hvor man i tiår fremover skal leve med fremmed militær som garant for sin sikkerhed.
På flere punkter rummer den ny fredsaftale samtidig regulære indrømmelser til Milosevic, som ikke var med i Rambouillet-aftalen: NATO's rolle i Kosovo er nedtonet, NATO's krav om at kunne bevæge sig frit i hele Jugoslavien er droppet, og Kosovo-albanernes ret til en senere folkeafstemning om selvstændighed er ikke nævnt i den ny aftale. I forhold til det reelt opnåede må man stille det næsten ubærlige spørgsmål, om man ikke kunne være kommet lige så langt uden krigens mareridt, hvis man i Rambouillet havde givet Milosevic disse indrømmelser?
Det betyder ikke, at Milosevic med nogen rimelighed kan proklamere sejr. Han sidder nu med et land, fysisk ødelagt og økonomisk bombet tilbage til århundredeskiftet. Serbiens befolkning vil ikke få vestlig hjælp, så længe Milosevic er ved magten, og selv kan han ikke forlade landet, fordi det vil betyde arrestation og - givetvis - dom for forbrydelser mod menneskeheden. Man må bede til, at den splittede serbiske opposition nu finder kræfter til at afsætte Milosevic, men igen kan man spørge, hvor meget krigen har hjulpet på dét punkt?
Man kan naturligvis altid gøre det til en sejr, at krigshandlinger stopper. Det hele kan blive så grusomt, at voldelighedernes ophør bliver et mål i sig selv. Men hvis verdenssamfundet skal lære af tragedien i Kosovo, så skal man ikke nu begynde at udlægge fredsaftalen som en bekræftelse af krig som konfliktløsning. Dét er måske det allermest skræmmende perspektiv, hvis vestlige regeringsledere - sammen med bl.a. en stribe vestlige intellektuelle - nu føler det retfærdiggjort at søge kommende konflikter håndteret med NATO-bomber. De skulle hellere analysere, hvor meget fred man kunne have fået for de enorme ressourcer - økonomiske, politiske, intellektuelle - man valgte at bruge på krigen.
Den eneste nytte, krigen kan tilskrives, er, hvis verden kan lære af den, at sådan skal man ikke mere forsøge at skabe fred mellem mennesker. jsn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her