Læsetid: 5 min.

Sejren så fjern som nogensinde

Endnu et år er svundet i den endeløse 'krig mod terror' - uden at verden på mindste måde er blevet sikrere for os
3. januar 2006

2005 var året, hvor 'krigen mod terror' - et dybt odiøst begreb, som vi alle har efterplapret som papegøjer siden 11. september 2001 - forekom at være så endeløs, som George Bush engang hævdede den ville være. Og succesløs, må man tilføje. For hvem kan - til trods for alle bombardementer af Afghanistan, Talebans fald, invasionen af Irak og dens forfærdende tragiske efterspil - i dag hævde, at de føler sig sikrere end for et år siden?

Vi fortsatte igennem det afvigte år med at skænde de menneskerettigheder, hvis idealer vi udbasunerede så højlydt over for sovjetrusserne - og araberne - under Den Kolde Krig. Vi har - måske i uoprettelig grad - udhulet og svækket alle de humane bestemmelser, vi indskrev i vore traktater og konventioner efter Anden Verdenskrig for at gøre verden til et sikrere sted. Og alligevel påstår vi, at vi er ved at vinde.

Absurd udtalelse

Hvor, f. eks., befinder terroren sig? I Bagdads gader visselig. Og måske vil den også i 2006 vise sit hæslige ansigt i vort glorværdige Vesten, hvis vi fremturer i vores idioti, som alt jo tyder på, at vi vil. Men terroren er også i Mellemøstens fængsler og torturkamre. Den er i de selv samme interneringscentre, hvortil vi gladeligt har sendt bagbundne terrormistænkte over de seneste år.

At Storbritanniens udenrigsminister, Jack Straw, kan hævde, at disse mænd ikke sendes af sted til tortur, må have været en af de mest ekstraordinære - eller rettere absurde - udtalelser, der er faldet i 'krigen mod terror'. For hvis disse mennesker ikke skal undergå tortur - hvad er så overhovedet formålet med at sende dem af sted til disse destinationer?

Og hvordan forestiller vi os, at vi kan 'vinde' denne krig ved at blive ved med at ignorere alle de uretfærdigheder, vi påfører den del af verden, hvorfra selvmordskaprerne fra 11. september oprindeligt kom?

Hvor mange gange har d'herrer Bush og Blair fablet om 'demokrati'? Og hvor få gange har de talt om 'retfærdighed' eller om at råde bod på historisk uret eller om at stoppe al tortur? Det hårdest ramte af vore ofre i 'krigen mod terror' har, selvfølgelig, været Irak (hvor vi også, i et vist omfang, har underkastet os selv tortur).

Men sært nok er vi ganske tavse om de rædsler, Iraks befolkning må gennemleve. Vi ved end ikke - får ikke lov at vide - hvor mange af dem, der er blevet dræbt. Dog ved vi, at 1.100 irakere led en voldelig død i Bagdad i juli måned alene. Se, det er terror.

Antallet af døde

Men hvor mange er blevet dræbt i Iraks andre byer, i Mosul og Kirkuk, i Irbil og i Amara, i Falluja og Ramadi og Najaf og Kerbala og Basra? 3.000 i juli? Eller 4.000? Og hvis disse gisninger har bare nogen rimelighed, taler vi så ikke om 36.000 - 48.000 døde om året, hvilket må gøre sidste års tabsskøn fra perioden efter april 2003 på 100.000, og som Blair så hånligt latterliggjorde, til et ret konservativt skøn, ikke sandt?

Det er ikke længe siden, husker jeg, at Bush forklarede os, at alle arabere en dag ville ønske brændende, at de i deres eget land bare kunne have Iraks friheder. Jeg kan ikke komme i tanker om en eneste araber i dag, som kunne se frem til et sådant fremtidsperspektiv for sig selv - ikke mindst på grund af det nye Iraks stadig mere sekterisk splittede karakter, som nok så mange demokratiske valg intet har gjort til at hindre.

2005 blev også året, hvor Ariel Sharon kunne fik opfyldt målet om at gøre sin egen kolonikrig til en del af 'krigen mod terror'. Og det blev året, hvor al-Qaedas vold bredte sig til flere arabiske lande, da Jordan og Egypten blev føjet til. Ulykkelige er alle vi, som nu er koblet fast til den enorme militærmaskine, der omfatter hele Mellemøsten?

Hvorfor, spørger irakerne, mig til tider, er der amerikanske styrker - land- eller fly - i Usbekistan? Og i Kasakhstan og Afghanistan? Og i Tyrkiet og Jordan (og Irak) og i Kuwait og Qatar og Bahrain og Oman og Yemen og Egypten og Algeriet (hvor amerikanske specialstyrker med base ved Tamanrasset arbejder sammen med den selv samme algeriske hær, der var involveret i massakrer på talrige civile i 1990'erne)?

Men faktisk er det jo blot at kaste et blik på kortet, og man vil bemærke amerikanere i Grønland og Island og Storbritannien og Tyskland og eks-Jugoslavien og Grækenland, hvorefter vi så igen når frem til Tyrkiet? Hvordan opstod dette jerntæppe fra Nordpolen til Sudans grænser? Hvad er dets formål? Dette er de helt afgørende spørgsmål, som alle der seriøst vil forsøge at forstå 'krigen mod terror', bør stille sig selv.

Bin Laden betydningløs

Og hvad med bombeangriberne? Hvor kommer de fra, disse hære af selvmordsbombere? Vi er stadig som besatte af Osama bin Laden. Er han i live? Ja, formentlig. Men betyder det noget? Sandsynligvis ikke. For han har skabt al-Qaeda, uhyret er kommet til verden. At bortøde millioner af vore skatteborgerpenge for at lede efter folk som bin Laden er omtrent så omsonst som at anholde atomvidenskabsmænd efter opfindelsen af atombomben. Atombomben er iblandt os. Al-Qaeda er iblandt os.

Men ak! Så længe vi ikke vil gøre noget for at løse de virkelige problemer i Mellemøsten og råde bod på dets mangeårige lidelses- og uretfærdighedshistorie, vil al-Qaeda stadig være iblandt os.

Mit 2005 begyndte med en kæmpemæssig eksplosion i Beirut, kun 400 meter fra min lejlighed, da en bombe dræbte eksministerpræsident Rafik Hariri. Det fortsatte 7. juli, da selvmordsbombere sprængte to undergrundstog i London, mens jeg selv kørte i et tredje på Picadilly Line. Oh, det er visselig en farlig verden vi lever i. Jeg formoder, vi alle må træffe vore egne personlige valg nu omstunder.

Og mit er, at jeg ikke vil tillade 11. september at ændre min verden. Bush kan mene, så meget han vil, at 19 arabiske mordere forandrede hans verden. Men jeg har ikke tænkt mig at lade dem ændre min. Jeg håber, at det er mig, der har ret.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her