Læsetid: 5 min.

Sekularisering er en blindgyde

Erik Bjerager er skeptisk overfor det danske samfunds afkristning, da vores samfund og demokrati er en tom skal uden de kristne værdier. Det er på tide, at vi indser vores kristne arv, og at religiøsitet er en global følelse, som ruster os til at forstå andre religioner
20. marts 2006

"Vi står ikke i en konflikt imellem religioner, men derimod i en konflikt imellem religion i det hele taget og sekularismen. Et samfund, der mister fornemmelsen for, at noget er ukrænkeligt, forhærder sig og ender i forråelse." Dette var ordene den 4. februar fra chefredaktør Erik Bjerager ved Kristeligt Dagblad. Den 23. marts udkommer Erik Bjeragers højaktuelle bog Gud bevare Danmark - Et opgør med sekularismen. Uden vores kristendom står vi, med andre ord, uforstående over for de spørgsmål, som blandt andet Muhammed-sagen rejser."

"Jeg mener ikke, at det står klart, at ytringsfriheden skal bruges til at krænke andre folks tro, og hvorfor det skulle være en umistelig ret. Jeg mener, at man kan stå 100 procent vagt om ytringsfriheden i dette land, samtidig med at man er kritisk over for det, Jyllands-Posten har gjort, og det har jeg også været. De fleste kristne vil ifølge min opfattelse sige, at man skal respektere andre folks tro, men kristendommen er blevet brugt som et antivestligt våben blandt de radikaliserede grupper af muslimer i Mellemøsten, fordi kristendommen for dem repræsenterer Vesten, og derfor har vi set afbrændinger af kirker o.s.v. Men i bund og grund har sagen intet med religionssammenstød at gøre. Tværtimod vil de fleste kristne være fuldstændig enige med muslimerne i, at man ikke krænker for at krænke."

Galskab og vold

- Det er vel meget forståeligt, at offentligheden har erfaret, at religion i det offentlige rum, er noget farligt noget?

"Frygten er, at man firkantet ræsonnerer,at hvis det her er religion, så prøver vi altså uden, for det fører til galskab og vold. Men det vil være en meget kraftig forenkling at sige, at religion i det offentlige rum er problematisk. Det er påstanden i min bog, at kristendommen har haft en meget positiv og civiliserende indvirkning på det danske og europæiske samfund."

- Men hvorfor er sekulariseringen farlig?

"Jeg er meget skeptisk over for den sekularisering, der går amok og i sin karikerede form driver religionen ind bag hjemmets fire vægge, fordi man bevidstløst og ureflekteret siger, at politik er en ting og religion en anden. Sådan hænger det nemlig ikke sammen. Jeg er kristen, og det vil jeg også være, når jeg går ud af min hoveddør. De værdier, jeg har fra blandt andet kristendommen, kan jeg jo ikke lægge fra mig, når jeg går ud i det offentlige rum. At alt liv er skabt af Gud, og at der er noget, som er ukrænkeligt, er jo synspunkter, som er grundlæggende for mig som kristen. Når vi siger, at muslimerne ikke må argumentere med islam, siger vi samtidig, at man som kristen eller jøde ikke må argumentere med sin tro. Det tror jeg ikke på. Det er til fulde med til at dokumentere over for muslimerne, at det vestlige demokrati er uforenligt med religion, og det er det de er bange for. De er bange for vores ugudelighed."

"Hvis vi bliver afkristnede, som jo er endepunktet for sekulariseringen, så gør vi det politiske til noget guddommeligt og noget, der er hævet over alt andet."

"Demokratiet er en umanerlig god styreform, men rummer ikke nogle værdier i sig selv. Du skal fylde værdier i demokratiet. De værdier har vi i høj grad fået fra kristendommen. Kristendommen er værdi-leverandør til en kultur som den danske. Jeg tror også at vi er blevet så umanerligt individualistiske, selviske og materialistiske i vores tid, fordi vi har vendt ryggen til kristendommen."

- Hvordan skal et dansk samfund forholde sig i en globaliseret virkelighed, hvor religioner skal sameksistere?

"Jeg tror vi skal forholde os bevidst til de andre religioner, fordi de er en virkelighed og spiller en rolle, og det har Muhammed-sagen om nogen vist. Og den eneste måde vi kan gøre det på, er ved at blive vores egen religion bevidst. Vi må simpelthen ruste op på hjemmefronten, og det er derfor jeg har skreve den bog. Vi må prøve at finde ud af, hvilken rolle kristendommen spiller helt konkret i det danske samfund, og hvordan vores værdier er præget af kristendommen. Hvis man ikke ved det, og hvis man tror, at religion er en privat sag, så er det misforstået og forfejlet."

"Hvis vi skal operere i en globaliseret verden, er vi nødt til at have en større bevidsthed om, hvad religion betyder. Og den bedste måde at gøre det på er, at man selv får en klarere opfattelse af, hvad religion betyder for ens liv. Jeg tror ikke på, at vi kan være en bande helt sekulariserede afkristnede vesterlændinge, som samtidig er i stand til at gebærde os i en verden med muslimer, hinduer og buddhister, for hvem religion spiller en rolle. Hvis vi ikke bliver vores egen tro bevidst, tror jeg ikke, vi kan begå os. Jeg taler ikke om, at vi alle skal have 40 i religiøs feber, eller at vi må opleve en ny vækkelse. Jeg taler om en meget besindig orientering om, hvad kristendommen betyder for det vestlige og danske samfund, og hvad den betyder for dig og mig. Først når det er klart, kan man håndtere de andre religioner, og så bliver man heller ikke bange for deres religiøsitet."

En frugtbar rolle

- Men vi har vel et problem, når det eneste politiske parti, som egentlig gør sig til forsvarer for den kristne holdning i samfundet, er Dansk Folkeparti, som samtidig er primær tovholder i den kulturkamp, som regeringen udkæmper?

"Det synes jeg også er problematisk, for de lader kristendommen og nationalismen smelte sammen, og det er slet ikke min position. De gør faktisk min argumentation vanskelig, for jeg bliver meget let sat i bås med Dansk Folkeparti, og der står jeg ikke. Jeg vil ikke køre kristendommen frem som en national redningsplanke, det er slet ikke det, men det er et forsøg på at mane til besindelse og sige, at vi bliver nødt til at indse, at kristendommen er her, og den spiller en helt anden og frugtbar rolle for vores samfund, end vi gør os klart."

- Hvad kan modvirke den afkristning, som du ser tendenser til?

"Det vigtigste er en langt bedre undervisning i kristendom - på alle alderstrin i virkeligheden. Og der svigter staten kirken. Når det står i grundloven, at staten understøtter folkekirken, så er det jo ikke økonomisk, men ideologisk...ved at sige, at den blandt andet vil sørge for at undervise borgerne i det værdigrundlag, som er statens, nemlig kristendommen. Mit forslag om at lempe forholdet imellem stat og kirke er for at gøre kirken mere handlekraftig, sådan at den kan sende langt flere penge efter undervisningen i kristendom."

- Hvad håber du på, at din bog forårsager?

"Jeg håber den skaber debat og jeg håber den skaber en lidt større forståelse for, hvor kompliceret forholdet religion/samfund er, og hvor forkert det er at sige, at vi adskiller religion og politik, for det har vi aldrig gjort fuldstændigt, og det skal vi ikke."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her