Læsetid: 2 min.

Den selektive ideologi-kritik

12. december 2006

I deres læserbrev i Information den 29. november erklærer de to opinionsdannere Karen Jespersen og Ralf Pittelkow sig som permanente og kompromisløse "modstandere af totalitære ideologier." Som de gør opmærksom på, har de med bogen Islamister og naivister "bidraget" til den danske debat ved at "sidestille islamismen med nazismen og kommunismen."

Nøgternt betragtet er denne diskurs ikke banebrydende. I det nuværende politiske landskab er den faktisk en bestanddel af det konventionelle mantra. Iagttagere af international politik vil i øvrigt bemærke en utilsigtet(?) lighed med den amerikanske nykonservatisme. En strømning der har været det ideologiske grundlag for det Hvide Hus' retorik i krigen mod terror.

Det gælder både for nykonservatismen og de to forfattere, at den politiske korrekthed, de markedsfører, ville virke mere tillidsvækkende, hvis de udviste samme nidkærhed for demokrati og universalisme i forhold til zionismen og den jødiske statsdannelse. Udover at bygge på en totalitær ideologi gennemfører Israel en stærkt menneskerettigheds-krænkende praksis i de besatte områder. Hvordan zionismens ideologiske grundlag og politik overfor araberne (kristne som muslimer) har kunnet undslippe deres radar-skærm, fortjener en forklaring.

'Forglemmelsen' er mindre uskyldig, end man umiddelbart skulle tro. Til trods for kendsgerningerne betragter Vestens politiske elite Israel som værende det eneste demokrati i Mellemøsten. Godt nok har demokrati vanskelige kår i området. Alligevel har man sjældent se mage til forvirring.

Hvem kan under disse omstændigheder overraskes over, at tilliden til de vestlige værdier er rimeligt fraværende i den arabiske (muslimske) verden? At Israel har kunnet regne med Vestens goodwill til trods for dets krænkelser af menneskerettigheder og folkeretten, hænger til dels sammen med, at enhver kritik af den jødiske stat tilbagevises med beskyldninger om antisemitisme. Nykonservatismen er som bekendt tæt forbundet med Israels højrefløj.

De demokratiske kriterier, som Jespersen og Pittelkow bruger i deres kamp mod undertrykkende ideologier, ville vinde legitimitet ved at indtage en kritisk holdning til neokonservatismens democrazy-iver for regime-skifte ved hjælp af forebyggende krige. For forkæmpere imod totalitarisme med deres røntgenblik og tro på retfærdigheden burde det ikke være en uoverkommelig opgave. En sådan bog kunne endda være af interesse for "islamister og naivister"!

En holistisk fremstilling skal imidlertid næppe forventes fra denne kant. Uanset hvor prisværdig korstoget imod totalitære ideologier måtte være kan det ikke være selektivt og troværdigt samtidig. Derfor virker forfatterparrets engagement og kritik af totalitære ideologier mere end suspekt. I universet hvor de færdes, spiller den kendsgerning, at verdens største militærmagt bekender sig til ideologisk messianisme, ingen rolle. Den grundlæggende retorik bygger på den antagelse, at hvis "demokrati" indføres i den arabiske verden selv gennem regime-skifte og forebyggende krig, vil verden være mere fredelig i fremtiden. Det er på tide, at misbruget af demokrati-begreb bliver afsløret for, hvad det er. Det er ikke nok at forholde sig til den totalitære trojka, som Karen Jespersen og Ralf Pittelkow gør.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu