Læsetid: 9 min.

Den selektive retfærdighed

Opgør med Khmer Rouge. Fra vejen til magten og til opgørets time. Og hvordan parterne i spillet om Cambodja har arrangeret sig med en domstol, der sikrer, at de ikke selv kan anklages. Et gensyn med tableauer fra Den Kolde Krig
18. marts 2006

Man kan spørge sig selv om, hvad der gjorde, at Pol Pot og Khmer Rouge overhovedet fik støtte og opslutning til deres kamp mod militærregimet under general Lon Nol. Hvem forsynede denne bevægelse, hvilken situation opererede den under, og hvordan vandt den tilstrækkelig opslutning blandt cambodjanere til, at den kunne mobilisere kræfter, som kunne styrte en regeringshær, som var forsynet fra USA?

Der hersker almindelig enighed om, at det var det amerikansk støttede kup mod prins Sihanouk i 1970, der for alvor gav vind i sejlene til denne kommunistiske partisanbevægelse, som dog allerede var aktiv i jungleområderne i landet. Indtil dette øjeblik, hvor Sihanouk erklærede bevægelsen sin støtte, var Khmer Rouge i det store og hele afhængig af Nordvietnam og dette lands infiltration i Cambodja. Vietnameserne havde brug for at operere fra cambodjansk territorium, uofficielt, da dette land formelt set var neutralt. Sihanouk var dog indforstået med denne aktivitet, da det var landets eneste mulighed for at balancere i forholdet til styret i Nordvietnam på den ene side og USA på den anden side.

For at holde denne balance tillod han ligeledes stiltiende de amerikanske bombardementer mod, hvad der blev betegnet som de vietnamesiske enklaver langs den vietnamesiske grænse. Men det var Sihanouks overbevisning, at denne form for udenrigspolitik kun kunne føres uofficielt - en åben tilkendegivelse af, at han var indforstået med én af siderne, ville ud fra hans synspunkt øjeblikkeligt inddrage Cambodja i Vietnamkrigen.

I dette spil har vietnameserne en ideologisk forpligtelse i forhold til en kommunistisk bevægelse som Khmer Rouge, men de har ingen realpolitisk interesse i, at bevægelsen for alvor begynder at true den part, med hvem de i tavs forståelse kan operere under dække af hans neutralitet - denne sikrer, at deres amerikanske modstander ikke åbent kan indsætte tropper mod dem.

Ganske vist bliver vietnamesernes tropper og forsyninger bombet, da USA også er vidende om spillet, men krigshandlinger i Cambodja med indsættelse af tropper kan ikke indledes, medmindre den amerikanske kongres er indforstået. Og til et sådant engagement var der ikke politisk opbakning. Lyndon B. Johnson ønskede ikke at angribe vietnameserne i Cambodja, fordi han vurderede, at det kunne udløse uoverskuelige konsekvenser, men Nixon og Kissinger var af en anden opfattelse.

Moralsk forsikring

Man valgte at støtte kuppet mod Sihanouk og anerkende og forsyne general Lon Nol, som overtog magten. Henry Kissinger har indrømmet, at USA ikke var indblandet i kuppet - "i hvert fald ikke på højeste niveau" - hvilket kan virke som en art moralsk forsikringspolice over for det historiske ansvar, man pådrager sig med at love både politisk, logistisk og materiel støtte til kupmagerne forud for deres handlinger

Lon Nol var til forskel fra Sihanouk indstillet på at udvise vietnameserne af landet for at sikre Cambodja dets neutralitet. Krigshandlingerne, som var udløst af vietnamesernes tilstedeværelse og de massive amerikanske bombardementer, skønner man har dræbt mindst 200.000 cambodjanere. En katastrofe, som man mente kunne afsluttes ved at spille med åbne kort, så at sige, og med amerikansk velsignelse vedstå landets neutralitet.

Man udsendte efter kuppet et ultimatum, som forlangte, at vietnameserne inden for 48 timer skulle være ude af Cambodja. Det var imidlertid en tom trussel. At miste fodfæstet i Cambodja ville udgøre en fare, som man ikke kunne risikere i Hanoi. Derfor var der fra deres side ikke længere nogen grund til ikke at støtte Khmer Rouge for om muligt at styrte Lon Nol og installere et venligt styre igen.

For at sikre Khmer Rouge den nødvendige legitimitet som en national modstandsbevægelse, som var velsignet af Hans Majestæt prins Sihanouk, allierede man sig med ham. Bevægelsens anden mentor, Folkerepublikken Kina, var med til at foranledige, at parterne fandt sammen i dette realpolitiske fornufts-ægteskab.

Denne velsignelse med Sihanouk i spidsen gjorde det klart for bondebefolkningen, hvilken side der var patriotisk, og Khmer Rouge var således nu af situationen båret frem fra at være en sekterisk gruppe med marginal tilslutning til at være den militære rygrad i en politisk alliance, der omfattede udenlandske partnere som Nordvietnam og Folkerepublikken Kina. Vejen var dermed åbnet til Cambodjas ødelæggelse.

Khmer Rouge bevægelsen formådede på bare fire år at dræbe omtrent to millioner civile cambodjanere, en femtedel af befolkningen

Allerede et halvt år efter vietnameserne invaderede Demokratisk Kampuchea i begyndelsen af 1979, foranstaltede man en retssag mod lederne af Khmer Rouge. Denne proces mod Pol Pot og Ieng Sary havde bl.a. den skavank, at den blev anført under Vietnams auspicier, der selv er en diktaturstat med ikke-uafhængige domstole. En anden skavank ved retssagen var, at de anklagede var fraværende, idet de havde haft held til at flygte i forbindelse med vietnamesernes blitzkrig.

Denne retssag bliver i dag anset for at være en skueproces. Og det er grunden til, at alle - både den cambodjanske regering og FN og det internationale samfund - har været enige om behovet for et juridisk holdbart opgør med fortiden.

Khmer Rouge i krise

Det er først med Khmer Rouge bevægelsens endelige kollaps i midten af 1997, at det er blevet realistisk at kunne gennemføre denne retssag. Den politiske baggrund er følgende: med Gorbatjovs åbning af det sovjetiske samfund og opgøret med dets udenrigspolitik, trækker vietnameserne sig ud af landet. Khmer Rouge bevægelsen kommer derfor ud i en krise, da de siden invasionen har været støttet finansielt og politisk og militært af først og fremmest USA, men politisk også af andre vestlige lande.

For at bringe den væbnede kamp til ophør, som fortsætter år efter den vietnamesiske invasion, lover premierminister Hun Sen forskelligt til bevægelsens mange mere eller mindre uafhænige militære ledere. Nogle får amnesti - som Ieng Sary, en af Khmer Rouges topledere. Andre får lovning på at kunne indgå i regeringshæren mod løfte om loyalitet mod landets premierminister.

Således indgiver de to ledere af landet en formel anmodning til FN i juni 1997 om, at en retssag kan indledes mod de personer, der er skyldige i folkemord og i forbrydelser mod menneskeheden, som er begået under Khmer Rouge styret fra april 1975 til januar 1979.

En ekspertgruppe nedsat af FN kommer til den konklusion, at det cambodjanske retsvæsen er for svagt til at kunne gennemføre en sådan retssag. Man ville med andre ord kunne ende med endnu en skueproces - men nu med FN's stempel. Ekspertgruppen foreslog derfor en ad hoc international domstol, hvilket blev afslået af premierminister Hun Sen. Derefter foreslog FN's specielle repræsentant for menneskerettigheder i Cambodja, Thomas Hammarberg, et tribunal, som dels skulle sammensættes af cambodjanske dommere, og dels af internationale dommere. Også dette forslag afviste premierminister Hun Sen. Derefter satte FN's generalsekretær Kofi Annan betingelser op for den cambodjanske regering, som der skulle findes en acceptabel løsning på, for at FN kunne fortsætte forberedelserne til en retssag mod Khmer Rouge lederne.

Ekstraordinær domstol

I løbet af det følgende år vedtager den cambodjanske nationalforsamling en lov om en ekstraordinær dom-stol inden for rammerne af det cambodjanske retsvæsen, som er designeret til at forberede anklagerne mod ansvarlige for forbrydelserne begået i den periode, hvor styret for Demokratisk Kampuchea var ved magten.

I dommerpanelet kommer der til at sidde tre cambodjanske dommere og to internationale dommere. Efter flere forsinkelser er domstolen begyndt på sit arbejde i februar 2006. Opgøret med fortiden kan begynde.

Men der er nogle problemer, som om ikke før så vil blive tydelige, når de anklagedes forsvarere får mulighed for at tale deres sag.

Man vil pege på, at det for det første er bemærkelsesværdigt, at de forbrydelser, der kan behandles ved denne ad hoc domstol, kun angår dem, der har fundet sted, mens Khmer Rouge havde den fuldstændige magt i landet fra den 17. april 1975 og til den vietnamesiske invasion, den 6. januar 1979.

Et yderligere inkriminerende forhold er det, at forsvarerne helt givet vil pege på fortilfælde af forbrydelser, begået af de politiske beslutningstagere i de lande, som nu politisk og finansielt har sponsoreret domstolen, og som man ved politiske beslutninger har besluttet at slå en streg over, slet og ret. Man vil naturligvis først og fremmest pege på den amerikanske regerings 'udlicitering' af afhøringer af terrormistænkte til lande, som ikke gør nogen hemmelighed af, at de anvender tortur for at fremtvinge tilståelser og forklaringer. Og da dette aspekt er så tæt som noget på den virkelighed, der eksisterer, mens denne tekst skrives, vil der hver dag kunne komme flere eksempler på denne praksis, der foregår i en gråzone med offentlighedens vidende, men uden for egentlig formaliseret lovgivning.

Et andet forhold, som allerede advokaten Jacques Vergès har peget på i sit defensorat i forordet til den tidligere præsident Khieu Samphans bog; Cambodia's recent history, er, at man i fx Frankrig efter algierkrigen vedtog en lovgivning, som med et pennestrøg slog en streg over forbrydelser, som de er defineret i bl.a. Genèvekonventionen. Philip Short peger på det samme forhold i sin store Pol Pot-biografi og skriver bl.a., at franske værnepligtige underkastede mistænkte oprørere tortur for siden hen at myrde dem - med den hensigt at hemmeligholde torturen. Angiveligt skulle 5.000 mistænkte være blevet tortureret og dræbt i bare et center af den slags, og Short vurderer, at i hele Algeriet oversteg tallet af torturerede og dræbte de 20.000 ofre fra Toul Sleng, som Khmer Rouge nu i opgørets time skal holdes ansvarlig for. De franske værnepligtige risikerede at blive stillet for en krigsret, hvis de ikke parerede ordrer. Vagterne i Toul Sleng risikerede intet mindre end tortur og henrettelse.

Opgørets time er nu kommet efter et kvart århundrede, hvor nogle forbrydelser fandt sted i et land, der om noget blev et offer for Den Kolde Krig, og hvor politik og moral indgik de særeste forbindelser. Næsten alle spillets parter har på et eller andet tidspunkt været både ven og fjende med hinanden, alt afhængig af øjeblikkets styrkeforhold og de nødvendige alliancer i koalitionsspillet, som situationen krævede, for at man kunne deltage. Og i dette forløb kan man også se selve opgørets time, hvor nu alle har fundet sammen mod den part, som ingen mere har brug for i det realpolitiske spil: Khmer Rouge. Denne bevægelse er med Den Kolde Krigs afslutning endegyldigt endt på historiens affaldsdynge, hvor ingen magt mere kan finde nogen anvendelse for den, og dens ledere kan derfor udleveres til den retfærdighed, som man kan blive enige om med de klausuler, der er givet for hvilke forbrydelser, der i det hele taget kan behandles i opgøret med fortiden.

Men da processen også skal have legitimitet, bliver den naturligvis ført efter reglerne, hvilket gør, at Khmer Rouge får lejlighed til at bringe domstolens politisk betingede retfærdighed i erindring. Prins Sihanouks overgreb mod menneskerettighederne og forfølgelse og mord på landets venstrefløjsopposition inden Lon Nols kup ligger før den periode, som tillader, at de kan behandles ved domstolen. Lon Nol styrets brud på Genèvekonventionen under guerillabekæmpelsen med amerikanernes støtte ligger uden for den periode, som tillader, at de kan behandles ved domstolen. Amerikanernes luftterror mod civilbefolkningen i forbindelse med guerillabekæmpelse under Lon Nol styret ligger uden for den periode, som tillader, at de kan behandles ved domstolen. Vietnamesernes støtte til Khmer Rouge og deres terror mod civilbefolkningen op til og med 1973, hvor de forlader Cambodja pga. ønske fra Khmer Rouge ligger uden for den periode, som tillader, at disse forbrydelser kan behandles ved domstolen.

Disse synspunkter vil domstolen og verdensoffentligheden blive præsenteret for af Khmer Rouge ledernes forsvarere i dette historiske opgør, som også kan blive et lærestykke om Den Kolde Krigs logik i et land, hvor konflikten krystalliserede sig i en borgerkrig, og hvor de stridende parter agerede som stedfortrædere for verdens to supermagter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu