Læsetid: 5 min.

Selvbevidste kvinder på savannen

Det er ikke længere selvrealiserende hvide mænd, der rejser til Afrika for at finde sig selv. Men det betyder ikke, at kontinentet er blevet overladt til sig selv
19. januar 2007

"Efter min mening bør lovene laves om, for de her børn har brug for at blive reddet."

Madonna

"Jeg vil ikke med hjem. Jeg vil blive her i dette smukke land hos disse elskelige mennesker og først og fremmest hos denne fascinerende masai."

Corinne Hofmann

De flimrer forbi på internettet og vores tv-skærme. Madonna på hug i Malawi omgivet af søde og grinende småunger, Angelina Jolie smilende på vej væk fra kameraerne i Namibia med en for alle andre uklædelig nødhjælps-T-shirt bundet stramt om sin smukke gravide mave, der bugner af Brad Pitts smukke baby, som hun snart efter føder et sted, der hedder Swakopmund, langt væk i den namibiske ukendthed.

I et par tusind år var det de hvide mænd, der tog til Afrika for at opdage, afdække og erobre; for at jagte storvildt, grave efter ædelstene og dyrke ekstremsport. Så bevægede ikoniske hvide kvinder som Karen Blixen og Leni Riefenstahl sig ind på domænet for at le med masaier og fotografere nubiske overmennesker. I dag ligger feminin star quality i Afrika. Men ikke for en hvilken som helst stjerne: For den stærke, intelligente, selvrealiserende kvinde, der forener sin skønhed med etik; for den hypermoderne superkvinde, for hvem det ikke længere er nok at sidde stille og beundres.

Og i superstjernernes fodspor følger den helt almindelige moderne hvide kvinde, der nu ligesom enhver moderne hvid mand kan blive sexturist; Bangkoks porno er blot skiftet ud med masaidans i Mombasa. Opskriften står i bestselleren og filmhittet Den hvide masai, skrevet af den schweiziske butiksindehaver Corinne Hofmann, der aflyste charterbilletten hjem og blev "her hos disse elskelige mennesker", giftede sig med sin masai, spiste hans blodige gedekød, boede i hans halvanden meter høje hytte og udlevede drømmen. I det mindste i et par år og længe nok til at grundlægge sin efterfølgende bestsellerproduktion.

Reddet sjæl

Så ser man pludselig Mia Farrow traske gennem Darfur, forlegent rædselsslagen og råbende ad soldaterne. Ikke at George Clooney ikke også gør det, trasker gennem Darfur, men han falder ligesom lettere ind i stereotypen, mandig og sexet og sexet i khaki, som han naturligvis er. Men Farrows neurotiske skrøbelighed, gennemsigtigt flakkende midt igennem en etnisk udrensning, det er noget andet. Noget andet er også Madonna, der ud af det blå dukker op i Malawi med sin blege britiske instruktør på slæb på det, hun kalder en "humanitær mission for at hjælpe Malawis forældreløse" og viser sig at mene så alvorligt, at hun fragter en lille David med sig hjem. Ikke en forældreløs, ganske vist, men jo dog en reddet sjæl, der i stedet for sit børnehjem og sin håbløse far og sin afdøde mor nu vil vokse op i luksus og etnokitsch på et engelsk gods hos en spirituelt søgende popstjerne.

"Der er over en million forældreløse i Malawi, og de her børn har brug for at blive reddet," forklarede Madonna efterfølgende til David Letterman på CBS' Late Show, uden at nævne det med, at den lille David ellers ikke var helt forældreløs. Ligesom de andre superkvinders besøg i Afrika syntes hendes nært forbundet med autonom feminin frugtbarhed: Mia Farrow rejste i Darfur med sin og den siden forsvundne Woody Allens søn Ronan; Jolie har formået både at adoptere i Etiopien og nedkomme i Namibia (med Brad Pitt smilende et sted i skyggen), og den schweiziske Corinne Hofmann forlod sin ægte masai med deres fælles barn for at komme hjem og beskrive erfaringen: Afrika er scene for kvindelig refleksion over og viderebringelse af menneskearten i en form for knopskydning, hvor mænd ikke længere synes nødvendige.

Redde og blive

I Madonnas tilfælde var Letterman forstående: "Nettoresultatet er jo, at her har vi et menneske, der nu har fået et liv," forklarede han. Den tidligere material girl nikkede alvorligt og understregede, at adoptionslovene skulle ændres for de forældreløses skyld. Hun syntes dermed at antyde, at det ligesom var enhver rig hvid kvindes borgerpligt at tage til Malawi og fiske et af de små børn med ud og dermed så at sige redde Afrika fra sig selv. Et liv frem for et ikke-liv; et reddet barn frem for et tabt. Ligningen synes åbenbar.

Men den hvide superkvindes forhold til at redde Afrika fra sig selv er i bedste fald ambivalent. På den ene side vil de redde, på den anden side vil de blive. For Riefenstahl var nubierne et symbol på enheden mellem menneske og natur; for Blixen kunne alene de indfødte, som ikke kendte hendes danske sociale symbolik, for alvor se hende: "Som et menneske, ene og alene, mødes De med de mørke, primitive mennesker." Superkvinden tager til Afrika for at se det andet, og hun tager til Afrika for for alvor at blive set. For at finde sig selv, må hun finde det andet.

Først i Afrika bliver Madonna til en madonna; først med sin traditionalistiske masaikriger, der hverken vil kysse eller spise med hende eller forlænge et samleje ud over det allernødvendigste, kan Corinne Hoffman for alvor emancipere sig fra det Vesten, der er blevet hende for småt. Hverken hun eller han taler engelsk, men det er heller ikke nødvendigt: Han skal først og fremmest se den ægte kvinde, hun er ifærd med at blive: "Jeg kan se noget, der ligner undren og ophidselse i disse vilde øjne." Og når hun forlader Lketinga igen, er det jo forståeligt - hun er jo en moderne kvinde med behov for selvudfoldelse - og det barn, hun har med hjem, er hendes bevis på, at hun for en stund har lært virkeligheden at kende.

Tilbage i uvirkeligheden sidder den forvirrede hvide mand og forsøger spagt at svare igen med ironi og latterliggørelse. Måske ved han ikke engang, at et slag om hans position og identitet er under udfoldelse. Den bengalske litterat Ashis Nandy har beskrevet, hvordan kolonialismen satte spor langt ind i seksualitet og kønsroller, ikke bare ude i Imperiet, men også hjemme i metropolen.

"En offentlig bøsse som Wilde brugte sin homoseksualitet til at sabotere sit samfunds dominerende selvbillede som et samfund af veldefinerede mænd med præcist afskårne relationer mellem mænd og kvinder," skriver Nandy om Victoriatidens England og fortsætter: "Æsteten Wilde anede ikke, at hans land politisk udkæmpede den samme kamp i en koloni tusindvis af kilometer væk."

Nu er det en ny brydekamp, der er igang. Men Afrika - som symbol, forestilling, utopi og social virkelighedsgarant - udgør stadig den fuldkomne scene for slaget.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her