Hvis man er nysgerrig på kulturen i en organisation, kan man begynde med at se på, hvordan organisationen kommunikerer til omverdenen. Hvem henvender organisationen sig til? Hvad fortæller man om, hvad der foregår i huset? Hvilke sider vises der frem, og hvordan gør man det? Når DR og TV 2 kommunikerer til omverdenen, gør de det på to meget forskellige måder, hhv. i DRåben og i TV 2 | Medienyt. Begge nyhedsbreve indeholder artikler om organisationernes daglige virke, men der er også navnestof og personalia, f.eks. om ledige stillinger, jubilæer og nye ansatte. Til forskel fra DRåben har TV 2 | Me-dienyt reserveret de bagerste sider til mediestatistik som f.eks. ugens højeste seertal.
TV 2 | Medienyt er "TV 2's eksterne nyhedsbrev". En lækker tryksag i overvejende lyseblå farver, der pynter i enhver reception eller i tidsskriftsholderen på direktionsgangen, hos mediebureauet eller reklamekunden. Formatet er A4, og der er som regel 6-10 sammenhæftede siders læsestof. Farvebilleder fylder meget, og i det hele taget er der gjort rigtig meget ud af præsentation og grafisk design. Grafer, faktabokse og modeller giver et hurtigt overblik og støtter læsningen. Reklamefotos for nye programmer og masser af billeder af kendte værter skaber interesse og giver nyhedsbrevet lethed og høj profil. TV 2 | Medienyt sendes ud som tryksag til forskellige interessenter, men alle kan gå ind på TV 2's hjemmeside og printe nyhedsbrevet ud som pdf-fil.
DRåben - med grafisk adskillelse mellem DR og åben - er et nyhedsbrev, der også udkommer hver fredag. På DR's hjemmeside kan alle tilmelde sig nyhedsbrevet, der præsenteres sådan: "DRåben er DRs personale-blad. Det udkommer både som blad og elektronisk på DR's intranet og som et ugentligt nyhedsbrev hver fredag". Nyhedsbrevets format er de løse A4-ark, som man selv fodrer sin printer med, efter man har downloadet wordfilen på nettet. Der er ikke brugt så meget som en krone på grafiske illustrationer, og billeder er der slet ingen af. DRåben er ren tekst sat op i to spalter, overskrifter på venstre side af A4-arket og brødtekst på højre side. Som regel fylder det 12-15 sider.
Strømlinede radioværter
Hvad står der så i de to publikationer?
"Klar til konkurrence på radio". Det er overskriften på forsiden af det sidste nye nummer af TV 2 | Medienyt. Artiklen fortæller om onsdagens pressemøde, hvor TV 2 Radio har brudt den hemmelighedsfulde tavs-hed og nu kan præsentere en række magasinprogrammer. Billedet nederst på siden viser bl.a. Casper Christensen, der er kommende vært på Kongen af Danmark, som skal sendes fra hans stue. Nyheden om "TV 2 Radio - én for alle" fortsættes inde i bladet i et opslag, hvor teksten omkranses af 24 små fotos af nye radioværter, der ligner portrætter af unge erhvervsledere. Bortset fra at de strømlinede skjorte/jakke-klædte mænd og smukke piger har taget forskellige dimser med på billedet. Nyhedschef Suzanne Moll smiler med en tysk avis i hånden, Camilla Miehe-Renard holder et glas med slik, mens Jens Rohde sidder med noget, der ligner en legetøjshelikopter i sortgul plastik? "Bliv fotograferet med en ting, der betyder noget for dig", var opgaven. Udover det, byder artiklen på slagordene fra pressemødet. "Aldrig har nogen satset så mange ressourcer og energi på at lave en ny kommerciel radiokanal i Danmark", udtaler adm. direktør Jens Rohde, og programchef Eik Frederiksen siger: "Vi ved, hvad lytterne gerne vil have".
"Nævn har kritisk søgelys på DR's drama", er forsidehistorien, eller rettere den første historie, der står at læse i DRåben fra samme fredag. Tre sider bruges der på at komme rundt om historien om, at Radio-og TV-nævnet ønsker en mere dybdegående redegørelse om børn under 15, public service og programlægning. Især er det overvejelserne om drama-produktioner inden klokken 21, som nævnet gerne vil have uddybet, og DR-åben giver mikrofonen til nævnets direktør, Erik Nordahl Svendsen, og til DR's medie-direktør Lars Grarup, der omhyggeligt forklarer de nuværende retningslinjer. Andre historier i nyheds-brevet er "Masser af alarm - ingen reagerer" om afprøvning og installering af brandalarmer i de nye DR-bygninger og "Flere på arbejde med skattefordel" om DSB Erhvervskort-ordning til DR's medarbejdere. Men der er også uddrag fra debatter som f.eks. "Fejl i TV Avisen igen-igen" og et kritisk indlæg fra medarbejdere ved P4 Midt & Vest om dårlig information i forbindelse med de organisatoriske omlægninger.
Sammenligner vi de to nyhedsbreve, er de næsten så langt fra hinanden, som noget kan være. TV 2 | Medienyt er indbegrebet af professionel informationskontrol, en strømlinet, selvpromoverende, lækkerlæst tryksag, der profilerer TV 2-brandet ved hjælp af kendte værter og succesfulde programmer. DRåben er til gengæld en lidt rodet bunke blandede bolsjer, hvor offentligheden kan læse med over skulderen og få et indblik i nærmest hudløst selvkritiske debatter og små, hver-dagsagtige udfordringer, som DR gennemgår. At læse TV 2 | Medienyt er lidt som at læse en glittet reklame, der er parret med lige dele kendisugeblad og årsrapport. At læse DRåben føles lidt som om, nogen har ladet døren stå pivåben ind til public service-stationens maskinrum.
Skal der sættes lidt flere adjektiver på, synes DRåben at afspejle en pluralistisk kultur præget af kreativt rod, hvor der er højt til lof-tet og en fin grænse mellem konstruktiv debat og kværulerende brokkeri, men også en stor åbenhed om uenigheder og problemer og plads til at diskutere faglige spørgsmål, f.eks. om journalistisk kvalitet. Omvendt sy-nes TV 2 | Medienyt at afspejle en velafrettet enhedskultur, hvor man er enige om kerneværdierne, ikke hænger det snavsede tøj til tørre i offentligheden, har selvtilliden i orden, er stolt over det, man er del af, og ikke bange for at profilere sig med høj cigarføring.
Tænk engang, hvis kommunikationsafdelingerne på de to nationale tv-stationer kig-gede konkurrenten lige så meget over skulderen, som de gør det i programafdelingerne - og hvis DR og TV 2 lod sig inspirere af hinanden på dette punkt også. Så ville vi måske se mere selvtillid hos DR. Og mere selvkritik hos TV 2.