Læsetid: 6 min.

Det selvdestruktive geni

De kritiske år i Orson Welles' liv, der sendte hans kunstneriske løbebane ud i stagnation, belyses grundigt og velfortalt i ny bog
22. maj 2006

Den gode nyhed er, at andet bind af Simon Callows Orson Welles-biografi omsider er udkommet. Det var helt tilbage i 1995, at første bind, The Road to Xanadu, udkom på forlaget Cape. Hen over 640 sider blev vi her ført frem til premieren for Citizen Kane - en begivenhed, der faldt sammen med, at 'vidunderbarnet' Orson fyldte 26 år. Bogen blev behørigt tiljublet, men ét bestemt spørgsmål brændte på alles læber: Kommer der nogensinde en toer? Hvordan skulle en så travlt engageret herre som Simon Callow finde tid til at dykke ned i Orson Welles kvalfyldte efterfølgende karriere? Var hans interesse måske udtømt med beskrivelsen af Welles første, fremgangsrige og eksplosivt kreative år?

Elleve år måtte vi vente, men nu er den her så - fortsættelsen Hello Americans - og skønt den er på blot 508 sider, bør man ikke forledes til at tro, at Callow skøjter hen over sit stof, thi foreliggende bind dækker kun de næstfølgende syv år. Callow vil ikke udtale sig om sine videre planer, men bliver han ved med at bruge så mange år på at gå så grundigt til værks, kan jeg snildt tælle fem bind yderligere. Og så vi må virkelig krydse fingre.

Der er udgivet et væld af bøger om Welles (jeg indrømmer gerne selv at være forfatter til en, Rosebud), og jeg har sagt det før: Ingen af dem er kedelige. Men Simon Callows grundighed er så unik som hans baggrund: Han er skuespiller, instruktør, showman og en forfatter, der skriver blændende på et overskud af umådelig begejstring. Han er dog påpasselig med ikke selv at blive til Orson (en risiko for mange af dem, der har beundret Welles, men er krympet under samme excesser som hans), men han har det drive, som kommer af visheden om at have en ekstraordinær historie at fortælle os om en mand, der på en gang var et geni, et fænomen og en dæmon.

Welles' vendepunkt

Det er meget, der taler for, at de år, Hello Americans dækker (1941-47), repræsenterer kulminationen og vendepunktet, der får Welles' liv og løbebane til at stagnere og gå kunstnerisk på hæld. Bind to indleder med at beskrive modtagelsen af Kane: Filmen vakler mellem at spille sig hjem eller give underskud, den lider under Hearst-imperiets vrede forfølgelse og boykot (Citizen Kane er en satirisk portrættering af en rigmand, der minder påfaldende om mangemilliardæren og avismagnaten RandolphHearst, red.). Den får ikke desto mindre mange glimrende anmeldelser, selv om den går hen over hovedet på det brede publikum. Med andre ord: Opbygningen til den mytologi, der skal føre til dens kåring som verdens bedste film nogensinde, er i fuld gang.

Det indgår i Welles' kontrakt med RKO, at han skal lave endnu en storfilm, og han lægger sig fast på The Magnificent Ambersons - en filmversionering af Booth Tarkingtons roman af samme navn. Men Welles har aldrig forstået at tilrettelægge sin kalender. Han arbejder altid på sideløbende radioprojekter, han tænker konstant på alle mulige andre ting og har to eller tre yderligere filmprojekter på bedding, deriblandt en hurtig thriller, Journey into Fear, og et mere ambitiøst, omend endnu noget uklart projekt om en større film om Latinamerika.

Det er allerede evident, at hans stjerne på RKO er faldende. Hans velynder i dette filmselskab, George Schaefer, ser ud til at tabe indflydelse og blive kørt ud på et sidespor.

En anderledes film

Men i efteråret 1941 går Welles i gang med at optage Ambersons, selv om hans nye kameramand, Stanley Cortez, er lige så trægt opfattende, som hans førstevalg, Gregg Toland, var kvik. Ambersons er en meget anderledes slags film: Den handler om den gradvise opløsning af en stor midwest-familie og deres hus - en historie om et Amerika, der vansires af sit eget fremskridt.

Welles spiller ikke selv med i filmen, men arbejder igen med sine skuespillere fra Mercury Theatre plus et par nye. Japans overfald på Pearl Harbor indtræffer, netop som optagelserne går ind i deres afsluttende fase. Welles lider under adskillige helbredsproblemer, og ingen af de væbnede styrker er rede til at tage ham som soldat. Men han ønsker at hjælpe til, så han fristes til at tage imod et tilbud fra regeringsorganet Office of Inter-American Affairs.

Kunne han tilpasse sine eksisterende latinamerikanske planer til at instruere en større film, der kan bidrage til at forbedre relationerne mellem USA og Sydamerika? Welles siger ja, og næsten øjeblikkelig ved han med sig selv, at karnevallet i Rio må indgå. (Det næste karneval finder sted i begyndelsen af februar 1942).

I hektisk tempo lader han fremstille en råversion af The Magnificent Ambersons - 148 minutter lang er den. Derpå drager han af sted til Rio med sit filmmandskab, et antal nye Technicolor-kameraer og kilometervis af råfilm. Vi taler her om en af de største tragedier i det 20. århundredes filmkunst, og man kan studere den i alle sine enkeltheder i Callows bog.

I denne fase er den sydamerikanske film i bedste fald en drøm. Hvorimod Ambersons er noget konkret, vi kan værdsætte: Vi har filmen i dens nedklippede 88 minutters version; vi har det komplette manuskript, og vi har de spøgelsesagtigt hjemsøgende stills fra sekvenser, der ikke længere eksisterer. Denne Ambersons, vil jeg hævde, ville i dag være et bedre bud på verdens bedste film. Af følgende grunde: Den er mere elementær i sin tematik, men samtidig mere dybfølt. Og den er meget vanskeligere at affeje som en hoben taskenspillertricks.

Kane vil altid i en vis udstrækning være en show off-film. Den er så åbenlyst lavet for at imponere. Ambersons er derimod en gammel mands dagdrømmerier. Man kan ikke anerkende denne dybere klangbund uden også at tro på, at Orson selv kendte til den.

Uhæmmet nydelsessyge

I Rio var alting kaos. Optagelserne gik elendigt. Det hed sig, at de fleste af dem var ubrugelige. Welles blev forrådt af de folk fra RKO, han havde med sig i Rio. De sendte telegrammer hjem om, at han opførte sig tåbeligt og hensynløst, og det er svært at tro, at disse meldinger var decideret forkerte, men ondsindede - det var de også. I Los Angeles gjorde Ambersons' klipper, Robert Wise, sit bedste for at fuldføre Orsons arbejde, men fik kun ringe støtte fra filmselskabet. Orsons version blev i flere omgange vist for indbudte prøvepublikum, og generelt var reaktionen meget negativ: Filmen var for langsom, for dyster og værdiløs. Igen og igen modtog Orson telegrammer i Rio om, at filmen var i alvorlig fare for at ryge på skrotbunken.

Welles kom ikke tilbage for at forsvare sit værk. Han blev i Rio og præsterede meget, meget lidt, og alle iagttagere bemærkede sig den uhæmmede nydelsessyge, han hengav sig til her. Den sydamerikanske film blev aldrig til noget (om end nogle af optagelserne senere blev udgivet under titlen It's All True). Og Ambersons blev skamskåret i en brutal nedklipning, ligesom George Schaefer blev fyret. Hvis Welles gamblede, tabte han stort. Det var den periode i hans liv, hvor hans blanding af trodsighed og selvdestruktivitet mest åbenlyst førte ham ud på katastrofale vildveje. Dette var formentlig det kritiske øjeblik, da hans liv tog en skæbnesvanger ny drejning.

I næste uge i disse spalter vil jeg diskutere resten af Hello Americans og skitsere mit bud på, hvilken slags liv og kunstnerisk løbebane Orson kunne have fået, hvis hans satsning havde givet bonus.

David Thomson er engelsk-amerikansk filmkritiker og forfatter

Simon Callow: Orson Welles, 640 sider, forlaget Cape, 275 kr.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu