Læsetid: 9 min.

Selvet åbnet for andre på Amager

Kan optagelserne af en abe være argument i en filosofisk diskussion, og hvem bestemmer, om den amerikanske præsident taler med Gud? Tre dages international tværfagllig konference på Center for Subjektivitetsforskning i København bragte videnskabsfolk og filosoffer i oplivet og oplyst dialog
25. september 2006

"'Vær dig selv', 'Vær autentisk', 'vis dit sande ansigt'", sagde den amerikanske filosof Robert Pippin:

"Alle disse udsagn, som vi kender alt for godt, kræver i virkeligheden noget umuligt. Når man bliver bedt om at 'være sig selv', bliver det teatralsk. Det bliver en rolle man skal spille - som sig selv."

Solen stod ind gennem den ene væg, som var ruder ud mod parkeringspladsen. Helge Sander skulle have set det: Filosoffer, bevidsthedsforskere og psykologer fra meriterede universiteter i hele den vestlige verden var samlet til tre dages konference om 'Subjektivitet, inter-subjektivitet og objektivitet'. Danske studerende, forskere og interesserede fyldte auditorium 23.0.49 på Amager. De lyttede og diskuterede.

Snart fem års arbejde ved Center for Subjektivitetsforskning kulminerede i en stor finale: Fra Tyskland kom lederen af Frankfurterskolen Axel Honneth og Günter Figal, fra Chicago kom Pippin og som taget ud af en Woody Allen-film kom Richard Bernstein fra New York. Og mange flere kom til.

Pippin fortsatte det første oplæg:

"Selve kravet: 'Vær dig selv' forudsætter, at man teoretisk ved, hvem man er og kan træde i den positur. Men for at blive den, man er, kan man ikke vide det på forhånd."

Den traditionelle filosofi kan ifølge Pippin ikke begribe de bevidsthedstilstande, hvor vi bliver dem, vi er. Med akademisk diktion og rank ryg indledte Pippin en fortolkning af en roman af Henry James, hvor en yngre pige udsættes for fire forskellige voksnes udlægninger af, hvad hun bør være. De foregiver, at de taler 'for hende', mens de forsøger at motivere hende til at handle i deres respektive interesser. Pigen bliver dannet som person ved at lære at adskille sine bekymringer fra de andres bekymringer. Hendes private selv findes ikke forud for de voksnes forsøg på at dominere hende. Det opstår i kampen mod deres dominans. Pippin pointerede:

"Vi når aldrig frem til os selv. Selverkendelse bliver ikke fuldbyrdet, mens vi lever. Det er altid i tilbageblik, vi ser, hvem vi var, men det udtømmer ikke vores selv i de praktiske situationer, vi står i netop nu."

Tolkningskunsten

Endnu en elegant amerikaner talte efter Pippin, Richard Bernstein. Som han sad foran den sorte tavle, bag det sorte panelbord og foran publikum på de sorte sæder lignede han en filosof fra en film. Han var klædt i sort, havde gråt hår i en Einsteinfrisure og et smil, som havde han læst alle bøger. Bernstein talte om, hvordan man undgår både den totale relativisme og den hårde objektivisme:

"Jeg vil tale om Henry James' bror, William James, som sagde, at filosofi også er et spørgsmål om 'temperament'. Det er vi filosoffer tilbøjelige til ikke at anerkende, men uanset hvordan vi argumenterer, vil der altid være nogle, der siger som Richard Rorty, at der ikke findes facts og andre, der mener, at der er masser af fakta."

Vi kan ifølge Bernstein hverken forlade os på hårde fakta eller nå frem til 'ideale betingelser for samtale'. Vi må indlade os på de givne betingelser for retfærdiggørelse:

"Vi ved, at der ikke findes så stærke argumenter, at de ved sig selv overbeviser alle. Hvis de argumenter fandtes, ville vores land ikke være i det rod, vi nu befinder os i." Bernstein sluttede med retorisk pointe:

"Som enhver pragmatiker ved, er der ingen, som får det sidste ord."

De næste ord tog Günter Figal, som på 50 minutter gik fra Aristoteles over Kant og Hegel og frem til Heidegger. Der var ikke helt stille i auditoriet, mens Figal talte. Man kunne høre kuglepennes karakteristiske glidninger over papir: Der blev taget noter:

"Vi ved fra Heidegger," sagde Figal: "at filosofiske begreber har en historie og en oprindelse. Og oprindelsen er med til at bestemme de nye fortolkninger væsentligt."

Figal udlagde Aristoteles for at afdække den oprindelige subjektivitetsudlægning. I den oprindelige betydning forstås subjekt som en 'substans'; som det underliggende stof, der sikrer kontinuitet og identitet.

Omtrent 2.000 år senere får subjektivitet en ny betydning hos Kant: Nu er det subjektive det, som hører til sansning og repræsentation. Subjektet viser sig nu ved, at det repræsenterer eller sanser et objekt. Subjektet er sat som en position i forhold til objektet. "Men," sagde Figal:

"Hermeneutikken kommer med en korrektion til dette subjekt-objekt-skema."

Hermeneutik er fortolkningskunst. Her sætter subjektet sig ikke foran et objekt. Her må subjektet selv træde tilbage for at lade eksempelvis digtet tale. Hvis subjektet, læseren, bare anskuer digtet som en ting, vil det lukke for det, som digtet siger.

"Den hermeneutiske erfaring bør være forbillede for fænomenologien," afsluttede Figal. Bernstein spurgte nede fra første række, hvad det var for en hermenuetik, Figal talte om.

"Det kan være mødet med et kunstværk, et maleri eller en sonate, hvor fortolkeren og det fortolkede forbliver i en vekselvirkning."

Objektet taler ikke til subjektet i den moderne forståelse. Teksten derimod siger noget, som subjektet går i dialog med. Dialogen oppe på første række fortsatte, og også nede bagfra i salen kom spørgsmålene.

Midt i det hele hørtes en lyd som et godstog i langsom opbremsning på rustne skinner. Det var de elektrisk styrede gardiner, der tilsyneladende spontant gled helt op og åbnede for endnu mere sol over auditoriet på Amager og en ny tilgang: I en sprogvidenskabelig analyse satte José Bermúdez en distinktion mellem 'jeg' som type i sætninger og 'jeg' som 'token'.

Det minimale selv

Som dagens sidste taler ud på eftermiddagen blev lederen og grundlæggeren af Center for Subjektivitetsforskning Dan Zahavi introduceret:

"Han er en af vores mest produktive unge filosoffer," blev der sagt:"Men der er gode nyheder. Han har lige fået et barn, så vi andre kommer nok til at følge lidt bedre med fremover."

Alle fulgte med, da Zahavi fremlagde sine overvejelser om et minimalt og formelt selv. Det minimale selv er tomt og på samme tid enestående: Vi oplever eksempelvis fysisk smerte umiddelbart som min 'smerte', samtidig med at det ikke skaber en personlighed.

Med udgangspunkt i Husserl og den tidlige Heidegger udviklede Zahavi sin tese: Hvis man analyser en strøm af sanseoplevelser, vil det vise sig, at fænomenerne altid er givet 'for mig'. Erfaringsstrømmen er en mangfoldighed, og det minimale selv er konstansen i mangfoldigheden. Nu betonede Zahavi, at dette minimale selv ikke er et isoleret subjekt uden for verden. Som han sagde med Heidegger:

"Verden er altid allerede den, jeg deler med andre. At være i verden er at være med andre."

Det minimale selv er robust og selvbevidst, men personligheden opstår først senere. En tilhører ville vide, om Zahavi ikke vidste mere, nu hvor han have fået et barn. Men som Zahavi svarede:

"Jo, men jeg synes ikke rigtig, han opfører sig, som jeg gerne ville have det."

Detektiven

"Det er en smuk morgen," konstaterede medgrundlæggeren af Center for Subjektivitetsforskning Arne Grøn på konferencens anden dag:

"Det er en perfekt start for os, fordi på sådan en morgen har man endnu ikke fundet ud af, at verden ikke er i orden."

Nu fremgik det af Grøns egen fremstilling, at både Descartes', Humes og Niet-sches udlægning af subjektivitet heller ikke var i orden. For eksempel udlagde Hume 'subjektet' som en fiktion. Hume går ind og kigger i sit eget indre og siger: 'Der ser jeg ikke noget 'subjekt'. Der ser jeg kun sanseerfaringer.' Men som Grøn pointerede: Det er, fordi Hume kigger efter et subjekt som en substans. Men der er jo en, der kigger efter et subjekt. Og subjektiviteten er netop ikke en substans, men en 'forholden sig'.

"Når vi siger: Mit liv er fragmenteret, tror man umiddelbart, at livet er splittet op i disse fragmenter. Men der er jo en, hvis liv det er, som er fragmenteret."

Fra Harvard University kom efterfølgende Richard Moran med en helt anden udlægning af forholden sig til, som tog udgangspunkt i 'vidnesbyrd'.

Endnu et andet selvforhold blev præsenteret af Ingolf Dalferth fra Zürich.

I grå blazer og med en konferencekompetent powerpointpræsentation redegjorde han for den canadiske filosof Charles Taylors ide om, at samfundet altid er fortolkninger, at socialforskere altid arbejder med fortolkninger af fortolkninger, og at selvet opererer med implicitte og eksplicitte selvfortolkninger. Når vi vil 'finde os selv', ekspliciterer vi de implicitte fortolkninger. De er altid allerede er indlejret i sociale og offentlige fortolkninger:

"Hvem skal bestemme, hvad der er den rigtige fortolkning?" spurgte Pippin fra salen: "Vi har i USA en præsident, som tror, at han kan tale til Gud, og at Gud taler til ham og fortæller ham, at vi skal sprede demokrati over hele verden med sværdet."

Smilende erindrede Dalferth om, at vores selvfortolkninger i første person altid er i spil med andres fortolkninger af os i tredje person:

"Jamen vi har valgt ham to gange. Hvordan skal vi stoppe hans selvfortolkning?" insisterede Pippin. Hvortil Dalferth svarede: "Her er det nok jeres samfunds selvfortolkninger, der bærer ansvaret."

Fredag kulminerede med Honneth, som forelæste over 'tingsliggørelse' af os selv:

"Nogle har hævdet, at denne selvtingsliggørelse krænker moralske opfattelser. Men jeg vil gerne undersøge denne tingsliggørelse af os selv som krænkelse af et ontologisk grundvilkår."

Honneth skitserede to strategier, der udlægger selvet som ting. Den ene kaldte han 'detektivisk': Man kigger ind i sig selv for at finde sit sande jeg. Man er blevet tilskuer i sin egen tilværelse og vil finde sin 'identitet, som om det er noget givet derinde. Når man så finder ud af, at det er selvet ikke, forsøger man en ny strategi: Man vil konstruere sit eget selv. Det er den konstruktivistiske opfattelse, som vi kender fra moderne arbejdspladser:

Man skaber selv sit selv og styrer selv sin tilværelse. Men der er altid impulser, som man ikke kan kontrollere og tanker, der melder sig uden, man har bedt om dem.

Begge strategier krænker ifølge Honneth vores egen selvanerkendelse: Vi bør starte med at anerkende os selv som personer ved at give udtryk for og skabe sammenhæng i vores egne indre bevægelser.

"Hvad skal vi stille op," spurgte en herre fra salen: "når vi i vores samfund hele tiden bliver bedt om at tingsliggøre os selv gennem evalueringer. Hvad er modsproget til den dumme kapitalisme?"

Nogle grinede over ordene 'dumme kapitalisme'. Andre rettede sig op og kiggede på lederen af Frankfurterskolen:

"Du har ret i, at mine læsninger retter sig mod samtidige tendenser, som er farlige. Men det her er teori, og du efterlyser en praksis, som afhænger helt af den politiske situation i dit land. Jeg kan ikke besvare dit spørgsmål."

Aber og babyer

Lørdag morgen var der tomt på KUA. En mand i joggingtøj luftede sin hund. Der var kun en varevogn på gule plader på parkeringspladsen. Inde i auditorium 23.0.49 var det blevet dagen for empirisk forskning. Udviklingspsykologer viste film om aber og babyer, der bekræftede både Honneth og Zahavi. Og sagde meget mere.

Hvad vil det sige at være et selv? En optagelse viste et barn på kun to måneder, som appellerede til sin mor, der i eksperimentet var pålagt udtryksløs adfærd. Men barnet forsøgte at etablere en kommunikationsrelation alligevel.

Efter endnu fem foredrag og gardiner, der selv slæbte sig larmende op og lukkede lyset ind, var konferencen slut. Til sidst blev der igen klappet intenst. Mange positioner og videnskaber have truffet det samme tema og helt forskellige perspektiver.

"Det er allerede slut", som en sagde til en anden. Og så diskuterede de, om abernes kommunikation nu også virkeligt bekræftede Honneths teori om anerkendelse, mens det blæste voldsomt op på den tomme parkeringsplads og en masse igen forsøgte at vise deres sande ansigt og virkelige selv.

Se mere på www.cfs.ku.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her