Læsetid: 3 min.

Selvet på markedet

15. oktober 2003

Det, der var pædagogernes drøm, realiseres i erhvervslivet. Hippiernes slogans er blevet til credoer på managementkurser. Historien skulle være slut og de store entreprenører hylder det frie legende menneske. Som forskeren Stefan Hermann forklarede i Information for nylig:
»Det er et meget åbent individbegreb, som både tilfredsstiller Venstres idealer om et selvansvarligt individ og den langhårede venstrefløjs idealer om et selvskabende, nærmest kunstnerisk individ. Det er en ny tendens, der blev promoveret særligt i 90’erne. Det selvskabende og selvansvarlige individ bliver til det produktive individ.«
Eller som direktøren Morten Hesseldahl forklarede i Politiken lørdag:
»Det er korrekt, at de progressive pædagogers idealer har vundet managementfolkets hjerter. Det er egentlig ikke så underligt. Erhvervslivet hylder jo det fleksible, omstillingsparate menneske, der kan skifte job fra den ene dag til den anden, og som altid er parat til at smide sin personlige integritet over bord. Her er fremtidens medarbejder, siger man. Og det er jo netop denne mennesketype, som den moderne pædagogik fremelsker.«
For årtier besang Rolling Stones kvinden som Pinocchio: Bandet idealiserede en kvinde, som nægtede at lade sig binde af nogen bånd:
»Don’t question why she needs to be so free. She’ll tell you it’s the only way to be.«
Nu er det ikke en sætning, som kommer fra en undertrykt position som protest mod overmagten som jernhånd. Det er blevet arbejdsgivernes venlige råd til de ansatte: Du skal være fri. Du må ikke være bundet.

Det ligner en alliance: Højrefløjen og venstrefløjen er blevet enige. Politik er reduceret til administration, og resten af tiden kan vi bruge på at se danske film med succes i udlandet eller amerikanske film med succes i Danmark. Det er nemt. Eller også er det ikke. For den tilsyneladende alliance dækker over historiske forskelle. De progressive pædagogiske paroler er formuleret i opposition til en forestilling om det kapitalistiske samfund som strengt og moralsk.
Sociologen Max Weber forbandt i begyndelsen af det tyvende århundrede kapitalismens gennembrud med den protestantiske etik: Det var forsagelse af sanselig nydelse og den hverdagslige askese, som var forudsætningen for den rationelle organisering af arbejdet. Protestantismen foreskrev flid og stræbsomhed i det verdslige arbejde. Hvis den protestantiske livsmåde er en forudsætning for industriel kapitalisme, bliver personlige frigørelse til et anti-kapitalistisk projekt.

Men det er en allerede tilstrækkeligt konstateret kendsgerning, at kapitalismen har forandret sig. Det drejer sig ikke længere om at regere ved direkte ordrer. Det drejer sig snarere, som filosoffen Michel Foucault har formuleret det, om at regere det enkeltes menneskes måde at regere sig selv på. Det drejer sig ikke om at styre udefra, men om styre det enkelte indvids selvstyring. Derfor er den rockromantik, der foreskriver frigørelse fra direkte styring, blevet arbejdsgiversprog. Den, der protesterer mod den allerede forgangne styreform, understøtter den nuværende magtudøvelse.

Man mÅ i det perspektiv anerkende statsministerens kulturkamp som noget andet og meget mere end bare udenomssnak: Det er et forsøg på at styre danskernes egen selvskabelse. Det er politik som moderne management. Men det påfaldende er, at statsministeren taler i den gamle kapitalismes sprog. Han appellerer til fasthed og konsekvens: Han appellerer til protestantisk etik på markedets betingelser. Hvis man vil formulere en opposition til statsministeren og den moderne management, er det ikke ved at nægte frigørelse og selvskabelse. Men tværtimod ved at insistere på en selvstyring, som ikke er på arbejdets og produktivitetens præmisser.
Ved at insistere på at personlige udvikling ikke er identisk med professionel udvikling. Den, der er frisat på arbejdspladsens betingelser, har ikke udfordret arbejdsgiverens ledelsesret. Denne opgave; det at tænke en opposition til statsministerens styring af danskernes selvstyring er både et eksistentielt, et kulturelt og et politisk anliggende.

rl

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu