Læsetid: 5 min.

Selvfølgelig var al-Jazeera et mål

Da al-Jazeera begyndte at sende bin Ladens ord, visnede al entusiasme hos det amerikanske udenrigsministerium væk fra den ene dag til den anden
2. december 2005

Den 4. april 2003 stod jeg på taget af al-Jazeeras redaktionskontor i Bagdad. Horisonten var et opadstræbende epos af røgsøjler fra oliebrande og bygninger i flammer. Antiluftskytsbatterier i en offentlig park nær ved redaktionen pumpede granater til himmels, og de tordnende brøl fra jetjagere genlød byen over. Jeg var ved at forberede mig på at blive interviewet af al-Jazeeras redaktionschef i Qatar, da en amerikansk raket kom hvislende op langs Tigris-floden bag mig. Dens infernalske hyletone fik den qatarske tekniker i den anden ende, der opfangede lyden på sine hovedtelefoner, til at udstøde et rædselsskrig.

"Var det, hvad jeg tror, det var," spurgte han. Det er jeg bange for, svarede jeg, da jeg så det hvidmalede krydsermissil styre under en af Tigris' broer og forsvinde længere oppe. Efter at have overstået interviewseancen - tv-mediet synes at kræve tagtoptransmissioner fra Bagdad, sådan er det selv i dag, da de fleste reportere ellers forbliver siddende på deres kontorer og hotelværelser bevogtet af lejesoldaterne fra de private sikkerhedsfirmaer - gik jeg ned til al-Jazeeras nyhedsdesk, hvor den jordansk-palæstinensiske bureauchef, Tareq Ayoub, var i gang med at sammenredigere sin næste bulletin.

"Du leder den farligste tv-station i verdenshistorien," sagde jeg til og bemærkede over for ham, hvor let et mål hans Bagdad-kontor ville udgøre, hvis amerikanerne skulle beslutte sig for at afbryde dens dækning af hvordan civile i hundredvis hver dag blev ofre for den angloamerikanske bombekampagne mod Irak.

"Tag det roligt, Robert," svarede Tareq. "Vi har informeret amerikanerne om den præcise beliggenhed for vores redaktion, så vi undgår at blive ramt." Tre dage senere var Tareq død.

Planlagt afstraffelse

Al-Jazeera havde så sandelig angivet kortkoordinaterne for deres kontor til Pentagon. Og tilmed havde det amerikanske udenrigsministeriums pr-officer i Qatar - en mand af libanesisk afstamning ved navn Nabil Khoury - henvendt sig til al-Jazeeras ledelse den 6. april for at forsikre dem om, at deres kontor ville blive skånet. Men den 7. april, netop som Tareq Ayoub skulle til at sende kl. 7.45 fra det selv samme sted på taget, hvor jeg havde stået, fløj et amerikansk kampfly ned langs Tigris og affyrede et enkelt missil mod al-Jazeera. Eksplosionen dræbte Tareq på stedet. Dette var ikke et forfejlet angreb.

"Flyet fløj så lavt hen imod os, at det næsten så ud til at det skulle lande på taget," sagde Tareqs kollega Taiseer Alouni, der mirakuløst overlevede, senere til mig.

Og Taiseer skulle om nogen vide det. Han var Kabul-korrespondent for al-Jazeera i 2001, da et Krydsermissil smadrede ind i hans gudskelov tomme redaktionskontor. Al-Jazeera havde transmitteret bin Ladens trusselsvideoer og prædikener fra Afghanistan, og ingen tvivlede dengang på, at angrebet - som amerikanerne påstod var en fejl - var en nøje tilsigtet afstraffelse.

Efter drabet på Tareq Ayoub i Bagdad i 2003 udtrykte et åndsforladt kondolencebrev fra Pentagon beklagelse over hans død uden at gøre sig den mindste ulejlighed med at forklare angrebet. Men hvorfor skulle Pentagon også det? Trods alt var det jo på samme dag, at en amerikansk Abrams M1 A1-kampvogn beskød Palestine Hotel, hvorved yderligere tre journalister blev dræbt. Der var blevet skudt fra bygningen med håndvåben, sagde amerikanerne. Det var ren løgn.

Heller ikke jeg var spor forbavset. Tilbage i Beograd i 1998 havde jeg overværet amerikanerne bombe det serbiske fjernsyns hovedkvarter - en aktion, hvormed NATO havde sigtet efter at ramme mænds og kvinders ord, som jeg skrev, snarere end deres gerninger. Hvilken præcedens ville dette ikke sætte for fremtiden? Det burde jeg selvfølgelig have gættet.

Så hvorfor undre sig over, at det nu er kommet frem, at George Bush i 2004 ytrede ønske om at bombe al-Jazeera? At Tony Blair - den mand, som angiveligt talte den amerikanske præsident fra at afstå fra denne vanvidsgerning - nu føler sig nødsaget til at true den britiske presse med Loven om Statshemmeligheder, hvis de offentliggør det fortrolige notat, de bygger historien på, er helt i tråd med den magtarrogance, vi for længst er kommet til at forbinde Bush-Blair-alliancen med. Britiske ministre aflirede behørigt USA's løgne, da amerikanske kampfly dræbte uskyldige i Bagdad i 2003, og de vil beredvilligt mørklægge Bushs fortsatte ønsker om at bombe sine formodede fjender, hvor uskyldige disse så måtte være.

al-Jazeera hylder af USA

Da al-Jazeera første gang sendte til den arabiske verden, hyldede amerikanerne stationens oprettelse som et kærkomment nyt symbol på frihed midt blandt Mellemøstens diktaturer. New York Times' messianske klummist Thomas Friedman priste al-Jazeera som en frihedens ledestjerne, mens amerikanske regeringsembedsmænd så stationens uafhængige journalistik som beviset på, at araberne ønskede sig ytringsfrihed. Og heri var der bestemt megen sandhed. Da al-Jazeera sendte en fremragende 16 episoder lang serie om Libanons borgerkrig - et emne, som Beiruts tv-kanaler omhyggeligt undgår - blev den normalt så myldrende strandpromenade foran mit libanesiske hjem fuldstændig mennesketom. Araberne ønsker at se og høre de sandheder, som deres egne ledere nægter dem at kende.

Men da samme al-Jazeera begyndte at sende bin Ladens ord, visnede al entusiasme hos Friedman og det amerikanske udenrigsministerium væk fra den ene dag til den anden. I 2003 erklærede USA's viceforsvarsminister Paul Wolfowitz - hin ædle ridder for demokratiets sag, som i sin tid spurgte, om ikke de tyrkiske generaler "havde noget at skulle sige", da Tyrkiets folkevalgte regering nægtede amerikanske styrker at bruge landets territorium som opmarchområde til Irak-invasionen - groft usandt, at al-Jazeera "bragte amerikanske soldaters liv i fare".

Hans chef, Donald Rumsfeld, fortalte en endnu større løgn: At al-Jazeera samarbejdede med de irakiske oprørere. Jeg brugte dage på at efterforske, om disse påstande kunne have noget på sig. De viste sig fuldkommen uunderbyggede. Optagelser af guerillaangreb på amerikanske styrker blev leveret anonymt til tv-stationens kontorer og var på ingen måde filmet af al-Jazeeras egne kamerahold. Men terningerne var kastet. Iraks nye folkevalgte regering beviste sit demokratiske sindelag ved at smide al-Jazeera ud af landet - nøjagtig som Saddam havde truet med at gøre først i 2003.

Vist er al-Jazeera så langt fra noget journalistisk dydsmønster. Dets debatprogrammer har ofte slagside med for stor overvægt af kompromisløse islamister. Og dets altid pligttro videreformidlinger af bin Ladens kedsommelige prædikener bliver fulgt op af interviews med vestlige ledere, der får stillet langt mere kritiske og nærgående spørgsmål end nogen fra al-Qaedas ledelse nogensinde er blevet udsat for. Alligevel er det en fri og uafhængig stemme i Mellemøsten - og det var som en sådan, at den blev angrebet af amerikanerne i Kabul og Bagdad, mens det åbenbart kun var lige ved i Qatar. Og nu må britiske journalister trues til tavshed af Tony Blair, så det ikke fremlægger dokumentationen for den seneste afsløring af, hvor dyster og blodig en afgrund d'herrer Blair og Bush har ført os ned i.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her