Læsetid: 2 min.

Selvfølgelig er det danske en konstruktion

23. februar 2006

Informations forsideartikel den 20. februar gav plads til nyheden om, at det danske islæt i Carl Nielsens sange ifølge den moderne musikvidenskab er en konstruktion og ikke kan spores i musikken.

Det er dog spørgsmålet, om der er tale om en nyhed overhovedet - i så fald er den i hvert fald 15-20 år gammel, idet humanvidenskaberne for længst har afvist ældre epokers tendens til at forstå nationale karakteristika som en essentiel egenskab ved et givet kunstværk. Det universitetsspeciale, som artiklen er skrevet i anledning af, er altså ikke revolutionerende, men blot med på noderne.

I den pågående diskussion i flere medier om Carl Nielsens nationale status, er vi i Kanonudvalget for musik blevet skudt i skoene, at vi skulle have søgt at kanonisere ham som den ultimative nationalkomponist ved at sætte to af hans værker (operaen Maskarade og 4. symfoni) samt to sange (Jens vejmand og Vi sletternes sønner) på listen for partiturmusik. Derfor kommer artiklen os faktisk til undsætning, selvom dens nyhedsværdi ikke er stor.

For netop dens påpegning af det danske som en konstruktion frikender os ganske belejeligt for at have bragt forældede opfattelser til torvs eller have haft en skjult national dagsorden med disse musikalske valg.

I kanonudvalgets arbejde har det nemlig været en præmis, at et givet dansk islæt altid bør forstås som en konstruktion, hvilket ikke blot Carl Nielsens musik, men også værkerne på listen af tyske indvandrere og indfødte danskere med stærke udenlandske påvirkninger er illustrative eksempler på.

Når vi har sat de anførte værker og sange af Carl Nielsen på listen, skyldes det derfor ikke de mere eller mindre diffuse forestilinger om danskhed, som hans musik har vakt og fortsat vækker - eftersom essenstanken stadig dominerer og for mange er helt selvfølgelig, og eftersom flere socialpsykologiske faktorer desuden spiller ind.

Nej, det skyldes derimod, at hans musik i generationer har fyldt utroligt meget op som musikalsk ballast eller kulturarv, og det både i form af sange, sceniske værker og orkestermusik.

Det ville have været decideret arrogant og udtryk for en ulideligt elitær kulturforståelse, hvis vi ikke havde respekteret den omstændighed i vores valg.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu