Læsetid: 3 min.

Den selvhævdende farisæer

20. oktober 2006

Når jeg læser Søren Krarups kommentar 17. oktober, 'Stikkerne iblandt os,' oplever jeg igen farisæeren mere end demokraten. Hvordan godtager Søren Kraup, at ni af hans partis lokalforeningsformænd smides på porten uden intern debat, uden at de kommer til orde? De har dog valgt partiet som platform for udøvelse af indflydelse; men kommer de med den mindste indsigelse mod partiets lukkethed, så er det ud af lemmen omgående.

Han taler om os andre som de "evigt frommes evige forargelse," der har hykleri og falskhed, og hvor alt drejer sig om at være den "gode", og "hvor man anmelder sin modpart til politiet, hvis han ikke er ligeså god som en selv."

Vi får at vide, at vi infamerer debatten og forholdene i fædrelandet. "Og bag det hele står truende og tyrannisk en islamisme med den falske helligheds trang til at halshugge og udrydde alle urene."

Og: "De kulturradikale hader os, der har sat en ny dagsorden i Danmark og bragt den nationale ansvarlighed til magten efter 100 års kulturradikalt herredømme. En historisk bedrift. Udført på grund af en statsminister, der er den dygtigste og mest karakterfulde siden 1901."

En mere selvhævdende farisæer findes ikke i dansk politik; men han kan ikke sin historie, og han har ingen evne for den mindste form for selvkritik.

Hvilket sludder

"100 års kulturradikalt herredømme." Hvilket sludder. For hvad så med den lange kæde af Venstre-regeringer med stærke liberale statsministre: J.H. Deuntzer, J.C. Christensen, Niels Neergaard, Holstein-Ledreborg, Klaus Berntsen, Madsen-Mygdal, Knud Kristensen, Erik Eriksen. Er det ét fedt det hele, indtil Søren Krarup "forløser den folkelige stemning og myndiggør en undertrykt befolkning?"

Hvor er dog de frisindede folk hos Venstre og konservative, som vil sætte denne mand på plads?

Uffe Ellemann-Jensen stod nærmest alene, da sagen om tegningerne i Jyllands-Posten gik over landet. Hvor er højskolens og folkeoplysningens folk blevet af i Venstre? Hvor er de gæve folk, som man engang satte højt og følte sig på linie med i Venstre? Husk: Den, der tier, samtykker.

Søren Krarups politiske indsats fører lige ud i religionshad, som da han i Berlingske Tidende den 2. februar 2005 sagde: "Hvor kristendommen hersker, der har sagen at gøre med kærlighed til de ting, man har kær. Hvor islam hersker, er det derimod den højere selvretfærdighed, der rent logisk ender ud i et altædende had og en uhyggelig trang til at udrydde andre mennesker."

Det er dog sørens til måde at at bruge sig på som dansk præst og politiker.

Regeringens ansvar

Han har lagt afgørende stemme til dansk deltagelse i krigen i Irak i 2003. En krig, der rammer ind i den gamle verdens mest uoverskuelige og historisk dybeste modsætninger. En historisk fejltagelse af USA med danskerne på slæb, som fører til borgerkrig og død.

Demokrati påføres ikke udefra med militær magt men skal lempes igennem, så det gror i folket.

Søren Krarup taler i et sprog, hvor han forbinder Anden Verdenskrigs nazisme med nutidens islam, og han strør om sig med gloser som stikkere, altsammen for at ensartetgøre helt forskellige epoker i nyere verdenshistorie: Kampen mod nazismen, mod fascismen og nu vor krigsdeltagelse i Irak.

Hvis regeringen og dens statsminister og udenrigsminister ikke nu træder i karakter og vender ryggen til religionskrigs-retorikken hos Søren Krarup, pådrager den sig medansvar for de holdninger, som Søren Krarup og hans folk daglig fylder det offentlige rum med.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her