Læsetid: 3 min.

Selvhenter i Afrika

23. juli 2003

Atten lig – et af dem uden hoved – blev mandag anbragt af rasende demonstranter foran den amerikanske ambassade i Liberias krigshærgede hovedstad, Monrovia. Budskabet var, at USA burde sende elitesoldater ind for at standse blodsudgydelserne i den vestafrikanske stat, som blev grundlagt af frigivne amerikanske slaver i 1800-tallet og stadig har mange bånd til USA.
Det ser i øjeblikket ud til, at råbet om hjælp fra de dødsensangste indbyggere i Monrovia kun delvist vil blive efterkommet af regeringen i Washington. Ifølge Informations kilder vil USA indsætte nogle få elitesoldater i Liberia og i stedet give militær og økonomisk støtte til, at der kan indsættes en styrke under den vestafrikanske samarbejdsorganisation ECOWAS.
Beskeden fra USA og for den sags skyld fra EU er til Liberia og andre afrikanske lande:
Kære afrikanere, I kommer gang på gang op at slås med hinanden, og det er vi dødtrætte af. Vi er ikke indstillet på at ofre ret mange hvide mænds liv for jeres skyld. Men vi vil godt støtte jeres militær, så I kan slukke jeres egne brande.

Den amerikanske selvhenter-holdning til Afrikas konflikter blev bekræftet, da Bush i begyndelsen af måneden besøgte fem lande på kontinentet. Her talte præsidenten om øget militært samarbejde mellem supermagten og flere afrikanske lande. Vores egen EU-kommissær Poul Nielson fik mandag i denne uge de 15 EU-udenrigsministres opbakning til at gå videre med planer om bistand til opbygning af afrikansk fredsbevarende og -skabende slagstyrke. Nielsons planer blev hilst velkommen på et topmøde tidligere på måneden i Den Afrikanske Union (AU).
I Danmark er regeringen i høj grad med på bistand til militære formål. Regeringen har planer om større bidrag til både ECOWAS og til et konflikthåndterings-center under AU.
Enighed blandt statsledere og gode intentioner om at skabe fred på det krigsplagede kontinent er desværre langt fra nok. Erfaringerne med militær bistand er blandede, og det kan nemt vise sig, at krudt-og-kugler-strategien giver bagslag.
Hidtil har kun regionale styrker fra ECOWAS vist sig i begrænset omfang at være effektive. Nigerianske soldater udsendt af ECOWAS fik for nogle år for en kort periode stabiliseret situationen i Sierra Leone. Men det skete med grove overgreb på civile og vilkårlige henrettelser af oprørssoldater.
Det er først med briternes og senere FN’s indgreb i Sierra Leone i dette årti, at der er skabt en overfladisk fred. I Elfenbenskysten forsøgte ECOWAS tidligere på året at skille de stridende parter i borgerkrigen. Men det lykkedes først, da den tidligere franske kolonimagt brugte sine soldater.

Hvor vanskeligt det er med militær støtte i Afrika, ved Poul Nielson alt for godt. I sin tid som udviklingsminister var han medvirkende til, at Danmark gav millioner af kroner til et militært træningscenter i Zimbabwes hovedstad, Harare.
Centret hørte under den regionale samarbejdsorganisation SADC, og officerer fra det sydlige Afrika blev bl.a. af en dansk major undervist i, hvordan man som soldat kort sagt opfører sig ordentligt – altså f.eks. følger internationale spilleregler om at holde sig fra voldtægter og plyndringer. Alt sammen såre fornuftigt.
Men da regeringskontrollerede aviser i Zimbabwe udlagde støtten som militær bistand fra Danmark til Zimbabwe, blev det en hed kartoffel for politikerne i København. Man kunne ikke have siddende på sig, at man støttede det undertrykkende styre under Mugabe, og derfor blev pengekassen smækket i.
Eksemplet fra Harare illustrerer, at der er store farer ved at bruge bistandspenge til militær. Udenlandske trænede soldater kan bruges til formål, som vi absolut ikke bryder os om. Eksempelvis har Uganda, som ellers er en darling blandt bistands-donorer, brugt sine soldater til militæraktioner i Congo. Millitærstøtte til et land frem for et andet kan nemt fremme våbenkapløb i Afrika. F.eks. vil militær hjælp til Botswana føre til stor vrede i nabolandet Namibia, da de to lande i mange år har været højspændt uenige om fordelingen af livsvigtige vandressourcer fra en sø.

De rige lande kan godt glemme al tro på hurtige militære fix i Afrika. Strategien om militær hjælp til selvhjælp holder kun, hvis den går på to ben. Det andet ben bør være flere bløde midler, f.eks. oprustning af u-landsbistand, mere gældseftergivelse, langt bedre bekæmpelse af aids samt fjernelse af landbrugsstøtte i EU og USA.
EU kan passende give USA, der er betrængt i Irak, en lektion i fornuftig militær indgriben og nations-opbygning ved snarest i Afrika at standse en konflikt og derefter hånd i hånd med indbyggerne genopbygge landet.
Frankrig viser i øjeblikket en del af vejen ved under FN’s flag og som del af en EU-styrke at stoppe blodsudgydelser i det østlige Congo.

hai

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu