Læsetid: 3 min.

Selvironi og sikre melodier

Editors træder ud af Interpols skygge og beviser, at det kan lade sig gøre at kombinere storbyspleen med sing-along. Norske Turbo-negro laver også stadig sikre melodier, men her er de understøttet af tekster om buttede fyre og en mands fornægtelse af vigende tindinger
23. juni 2007

Når man lytter til de første sekunder af Turbonegros nye plade Retox - det simple, men stærke riff fra en hvinende Gibson - så kommer man i tanke om, hvor meget man egentlig savner den guitar. I disse synthesizer-tider er det nærmest umuligt at finde en ærlig solo. Hos Turbonegro får man stillet sulten. Dette er rendyrket rock'n'roll. Pik, patter, stoffer, voksne mænd med make-up og ølmaver og matrostøj.

Turbonegros Drunken Sailor-koncept har ført til, at fanklubben Turbojugend har bredt sig til hele verden. Der er afdelinger i flere byer i Danmark. Den største er Turbojugend Århus. Medlemmerne lever efter et æreskodeks, der ikke tolererer afvigelser. De skal bære stram denim, drikke meget øl og dyrke Turbonegros homoerotiske undertoner - og pilgrims-rejsen går til den årlige kæmpefest i punkrockhovedstaden St. Pauli i Hamburg. De loyale fans er på plads, så Turbonegro behøver ikke levere et mesterværk hver gang. Og lad det være sagt med det samme: Det gør de heller ikke.

Der er et par af numrene på Retox, der aldrig skulle have forladt det mørke øvelokale i en lige så mørk norsk bygd. Men når Turbonegro leverer numre som "Do You Dig Destruction", "Hell Toupé" og "Everybody Loves A Chubby Dude", så takker du rockguderne for, at de entrer din metaltrætte krop og tvinger dig til at skrue op for musikken, stikke en hånd i denimlommen og rokke hovedet frem og tilbage. Uden at behøve en grund og uden at behøve rim overgiver man sig til Turbonegros univers.

Og nordmændene er nemme at holde af. De spiller på rockklichéerne og har den konstante selvironi, som vi nordboer elsker at gemme os bag. Teksterne skal man således ikke lægge for meget i, men de er sgu underholdende: Om en mands desperation over at miste håret og om kærlighed til buttede mænd. I starten var Turbonegro et rendyrket punkrockband, men med tiden er der kommet mere og mere garage og glam på strengen, og på denne plade er forbillederne i AC/DC blevet om muligt endnu tydeligere, især i de simple riffs. Men Turbonegro formår at lave sammenkog af metal- og punkklassikerne og gøre det til deres eget. Der er ingen som Turbonegro - ingen tvivl om det. Live kommer rocken til sin ret, og forsanger Hank von Helvete er en oplevelse. Kiss-sminke i ansigtet. Maven hænger ud over de alt alt alt alt for stramme denimbukser. Man er vel punkrocker.

Det mørke England

Den gode melodi er også britiske Editors styrke. Men her stopper ligheden. Editors har i lang tid måtte leve med at stå i skyggen af Interpol, som så igen står i skyggen af Joy Division. Men nu stopper al skyggelegen. Editors har langt mere energi i guitaren og bliver således mere dansabel og inviterende. Mens man godt kan mistænke Interpol for at dyrke det publikumsfjendske beat, så bevæger Editors sig på An End Has A Start over mod den gode melodi og de smukke hooklines, der gør det nemt for lytteren at lade sig messe ind. Et brud med den mørke storbyspleen er også at spore på den nye plade. I numre som "The Weight Of The World" eksperimenterer Editors for eksempel med trommebeats fra tyggegummipoppen, men Tom Smiths vokal gør, at man aldrig helt forlader det klaustrofobiske rum, som Editors bevæger sig i. Tom Smiths tekster er et studie værd i sig selv. Dystre teatralske fortællinger, der får en ekstra grad af tristesse gennem Tom Smiths modne, sikre og mørke stemme. Manden er kun 25 år, men lyder som om han bærer hele verdens vægt på sine skuldre. An End Has A Start er meget velproduceret og bliver derfor i længden noget velpoleret. Variationen i Editors' univers - som i Interpols og Joy Divisions - er begrænset. Smiths stemme er indiskutabel smuk, men han udfordrer den ikke, og efter otte numre begynder man ærligt talt at kede sig lidt. Men måske handler det mere om træthed; der eksisterer en sand overflod af Joy Division-inspirerede bands, så mæthedspunktet er ved at være nået. Men Editors er som sagt ved at bevæge sig væk fra det dogmatiske forbillede. Det bliver tydeligt, hvis man lytter til den forrige plade, The Back Room, og derefter sætter An End has A Start på. Numrene "Anger Shows", "The Weight of The World", "Bones" og "Smokers At The Hospital Doors" signalerer, at Editors er på vej ud af det mørke baglokale og ud i friheden.

*

Editors: An End Has A Start (vme)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu