Læsetid: 3 min.

'Selvkørs' sjove udfald

2. oktober 2006

'Det var ikke for at være uhøflig,' sagde gæsten, da han tog magten fra studieværten i færd med noget andet

Xherkrrrr: Lyden af en hånd, der lige akkurat ikke rammer knappen. Folk med gode ører og med forkærlighed for FM-radioens kvaliteter har længe bemærket, at DR ikke længere lyder helt så godt som før. Gæster med markant nasale stemmer bliver ikke længere korrigeret. Pivstemmer har det samme problem.

Teknikken kokser: Jingler løber ud i æteren midt i programmerne, så man tror det er slut før tid. Båndede indslag kommer skævt i gang. Eksempelvis for Frank Esmann: Han har det lige så svært med teknikken som med at holde fingrene fra andre folks tekster. "Xherkrrr," lyder det - og så bliver der stille. Radio er ikke udstyret med billeder, der stopper fantasien, og godt det samme: Det lyder som en stadig mere ophidset og irriteret Esmann tæsker rundt på det voldsomt komplekse instrumentbræt foran sig uden at finde den rigtige knap. Til sidst lykkes det, indslaget går i gang, og Esmann ånder lettet op.

Forklaringen på miseren hedder 'selvkør'. Teknikeren er sparet væk, studieværten er blevet til sin egen blæksprutte. Det er blevet billigere at lave radio, og også fremover skal der laves flere timer for færre penge. Det er blandt andet det, DR's generaldirektør mener, når han hævder, at e100 mio. kr. kan 'masseres' ind i budgettet. Og må man formode: Det politikerne mener, når de si'r, at manglen på penge ikke må gå ud over seerne og lytterne. Husk: Massage er rart.

I det nye og dyre hus ude i Ørestaden er studierne skabt til 'selvkør', og som med alle andre rationaliseringer tilhører fremtiden utvivlsomt 'selvkør'. Men det ændrer nu ikke på, at det gi'r nogle spøjse udfald i radioen.

Ikke lyde som lokalradio

"Nu, nu, nu, er det Erik Meier Carlsens tur," afbrød en let frustreret studievært i P1 Debatten, Eva Marie Møller, søndag, da en medievant Noa Reddington, redaktør på Ugebrevet Mandag Morgen, overtog styringen med programmet. B.T.'s chefredaktør, Erik Meier Carlsen, kan godt forsvare sig selv, men studieværten oppede sig, lod knapper være knapper og bad i stedet Reddington om at knappe til.

"Det var ikke for at være uhøflig, at jeg afbrød, Erik. Jeg troede bare ikke, vi havde så meget tid," beklagede Noa Reddington, men understregede i samme sætning, at det var ham - og ikke studieværten - der havde holdt i tiden.

Sidste år var selvkør lige ved at få sig et rigtigt dårligt navn, da en 72-årig nationaløkonom placeret i et selvkør- studie i Århus, fik et hjertestop midt under en direkte udsendelse. Heldigvis for både økonomen og selvkørs gode renommé, blev han genoplivet i ambulancen.

DR-chef Kenneth Plummer har ikke opfundet selvkør. Det fandtes under Christian Nissen, og under dennes forgænger Hans Jørgen Jensen. Der er ikke noget galt med selvkør som sådan. Man siger om tv-reporteres arbejde, at 10 pct. er journalistik og 90 pct. logistik. Sådan er det ikke med radio. Men derfor behøver statsradiofonien ikke at lyde som en lokalradio.

Det er i DR Byen i Ørestaden et spøjst modsætningsforhold mellem den pompøse skal og det karrige indre. Udadtil bliver Jean Nouvels koncertsal et varetegn for DR. Indenfor er radiostudierne til gengæld nøje udregnet til at huse fire mennesker i en time. Derefter slipper ilten op. Som de sagde på P1 i går: Det blev de sidste ord om landskabs-ukrudt i denne omgang.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her