Læsetid: 2 min.

Selvmordere dræber over 25 i det nordlige Irak

Embedsmænd fra USA forhandler med irakiske oprørere i forsøg på at stoppe den eskalerende vold, skriver britisk avis. 60 er dræbt siden fredag
27. juni 2005

MOSUL - Tre separate selvmordsbomber dræbte søndag omkring 25 personer i og ved Mosul i det nordlige Irak. Det sker samtidig med, at amerikanske embedsmænd ifølge en britisk avis har gennemført forhandlinger med irakiske oprørere med henblik på at få inddæmmet den eskalerende vold.

De tre bombeangreb var rettet mod en politistation, et hospital samt en irakisk militærbase i Kasak mellem Mosul og den urolige by Tal Afar, hvor amerikanske styrker i længere tid har kæmpet mod oprørere, der angiveligt kommer ind i Irak fra nabolandet Syrien.

Den fortsatte blodige uro har øget presset på USA's præsident, George W. Bush, om at præsentere en køreplan for en amerikansk tilbagetrækning fra Irak. Fra flere sider lyder der stadig mere højlydte påstande om, at USA er på vej ind i 'dyb sump' i lighed med Vietnam, hvor USA i midten af 1970'erne måtte trække sine soldater tilbage under ydmygende omstændigheder.

Bush lovede fredag den besøgende irakiske ministerpræsident, Ibrahim Jaafari, at der ikke findes en køreplan for en amerikansk tilbagetrækning fra Irak.

Hans bemærkninger faldt på samme tid, som højtstående amerikanske officerer i Irak understreger, at de irakiske militærstyrker i lang tid endnu vil være afhængige af støtte fra USA i kampen mod de stadigt mere aggressive oprørere.

Den fortsatte vold i Irak kommer i kølvandet på, at The Sunday Times i går skrev, at amerikanske embedsmænd tidligere på måneden har gennemført forhandlinger med irakiske oprørere i et forsøg på at lægge en dæmper på den alvorlige uro.

Ifølge avisen, der citerer en irakisk kilde tæt på forhandlingerne, fandt samtalerne sted den 3. og 13. juni i en villa tæt på byen Balad, omkring 65 km nord for Bagdad.

Hverken USA's forsvarsministerium eller amerikansk militær i selve Irak ønsker at kommentere oplysningerne, men USA's ambassade i Bagdad siger, at "vi taler med irakere fra mange forskellige grupper om at deltage i den politiske proces".

"Forhandlingerne synes at være det første alvorlige forsøg fra amerikanernes og oprørernes side på at finde et fælles udgangspunkt, siden volden blev intensiveret i foråret," skrev Sunday Times, der understreger, at oprørslederen Abu Musab al-Zarqawi ikke har deltaget i drøftelserne med amerikanerne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her