Læsetid: 4 min.

Selvpinerisk Fløjkamp

6. juni 2000

"Man kan li' det eller ej - EU-parlamentet har fået mere magt. SF vil bruge den."
"Jeg håber på at kunne lave en alliance mellem progressive grønne og miljøbevidste røde."
SF's spidskandidat til EU-parlamentet,
Pernille Frahm i Information umiddelbart før parlamentsvalget den 10. juni 1999.

STAKKELS HOLGER K. Nielsen. Det er, som om Socialistisk Folkepartis formand har svært ved at blive taget alvorligt, når han udtrykker folkekrav.
I onsdags sagde han:
"Befolkningen har krav på at vide, at SF ikke er en børnehave."
Dette krav synes SF's tillidsfolk ikke indstillet på at opfylde. Og hvad nytter det så, at formanden - med sine egne ord - tager "en god og kammeratlig diskussion" med partiets forretningsudvalg?
"Jeg har givet dem en opsang og sagt, at vi ikke kan leve med det fnidder, der har været de sidste par dage," lød ellers formandens myndige tale. Men det var altså i onsdags - før det fnidder, som SF "ikke kan leve med", virkelig gik i svingninger.
Pernille Frahm meddelte i Politiken Søndag, at det var en fejl, at hun overhovedet stillede op til Europa-Parlamentet. Først og fremmest fordi hun savner sin familie, men også fordi hun savner dansk politik.

UPS! IKKE SÆRLIG smart erklæring at komme med. En seriøs politiker vejer på forhånd fordele og ulemper inden valg til en tillidspost - og står ved sit valg, sålænge valgperioden løber. Ingen af de byrder, Frahm nu henviser til, kan komme overraskende for hende.
Ved EU-valget for 362 dage siden stemte 84.711 på Pernille Frahm. Det bragte hende på en fornem fjerdeplads i personlige tillidserklæringer.
Det mandat, som vælgerne bar hende i guldstol til, har en særlig placering i SF's vanskeligheder med Europa-politikken. Det var det, som John Iversen som SF'er i en årrække havde forvaltet med så stor parlamentarisk snilde, at det vakte beundring alle steder - undtagen i SF's opstillende forsamlinger. Den konflikt havde i 1996 ført til, at Iversen bevægede sig selv og mandatet over i Socialdemokratiet. Men hurra for Frahm, hun vandt det tilbage, hvor det kom fra. Og skulle, jævnfør sine ovenfor citerede erklæringer, vise, at selv en EU-skeptisk SF'er kan føre nyttig Europa-politik.
Og så - med et spark til de 84.711 personlige vælgere - hopper hun af sædet. Uelegant manøvre.

MEN MANØVREN er måske mere end det. Tænkeligt ligefrem intrigant. Det mener i hvert fald medlemmer af SF's folketingsgruppe som Margrete Auken og Jes Lunde. De vredes over, at Frahm erklærer sig som kandidat til spidsopstilling og dermed sikkert valg i Østre Storkreds, hvortil allerede Anne Grete Holmsgaard har erklæret sig. Det fyger med beskyldninger om, at Frahm, "traditionalist" i SF's fløjkampe, prøver at spærre for valg af Holmsgaard, der hører til "fornyerne".
Helt tilfældig er Frahms præference ikke, medgiver hun:
"Jeg ville jo være en sær snegl, hvis jeg stillede op mod Åge Frandsen, som jeg ligger på linje med politisk, eller for den sags skyld Villy Søvndal," siger hun.
Med i billedet hører, at selvsamme Søvndal er en del af den private husholdning, som Frahm længes hjem til. Også i SF's indre brydninger kan dansk politiks omsiggribende klandannelser være med til at skabe åndenød hos udenforstående.

MODSAT PERSONKÆVLET hos de konservative er der i SF tydelige holdningsmæssige forskelle. Skarpest omkring Europa-politikken. "Fornyerne" vil af hælene og op på tæerne. "Traditionalisterne" vil så langt bagover, som man kan komme, uden at det er tydeligt, at man ligger fladt på ryggen. Holger K. prøver en akrobatisk mellemstilling.
Partiet Socialistisk Folkeparti fik splid i politisk morgengave. Det dannedes i 1959 ved en masseudvandring fra Danmarks Kommunistiske Parti. Otte år senere brød Venstresocialisterne ud af SF, som herefter brugte en årrække på at udstøde "larsenisterne", der mente at være de sande arvtagere efter partistifter Aksel Larsen.
Ironisk er det, at strid nu igen truer med at kløve SF, samtidig med at de sædvanligvis endnu mere stridbare grupper på den yderste venstrefløj har samlet sig i tilsyneladende idyl under Enhedslistens telt.

Kommer et opgør nu, står "fornyerne" i SF til at tabe. "Traditionalisterne" har bedre greb om partiapparatet. Og der vil givetvis være en vælgerniche for et udrenset SF. Ikke alle utrygge socialdemokrater er trygge ved Pia Kjærsgaard.
Det er til gengæld et temmeligt livløst SF, der bliver tilbage, forskanset i tryghed ved, at velfærdsdanmark uantastet kan gøre sig endnu tryggere, mens verden om os hvirvler i forandring.
Hjemløse "fornyere" i SF kan følge den sti, som
John Iversen og kommunalpolitikeren Johannes Poulsen har sjokket - over til S eller R. Og de tilbageblevne SF'ere kan leve videre i drømmen om rollen som regeringspartner - og hverdagen som støtteparti.
Men dét SF, som udfordrer nogen, hvad med det? Fra hvem skal vi håbe på en indigneret, velartikuleret og praktisk orienteret udfordring til dem, der lader tingene gå deres automatiske skæve gang? dr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu