Læsetid: 4 min.

Selvretfærdige præster mod dialog

Alle taler om dialog og dialog. Kristendommen er naturligvis i en eller anden udstrækning i modstrid med enhver anden religion. I værste fald er den en mobilisering til bekæmpelse af islam. Ifølge mine fattige kundskaber er Jesu bud, at man skal søge sin frelse i hans navn - ikke at man skal søge den ved at fordømme en andens
3. juni 2006

Troen skal som bekendt kendes på sine frugter, og således kan den troendes etiske habitus siges at være afgørende for, om han overhovedet har troen.

Ifølge protestantisk teologi frelses man alene ved troen, men end ikke Luther kunne drømme om at nægte gerningerne deres status som troens følgesvende. Etisk relevante gerninger er nu engang sådanne, som udfoldes i forholdet til andre mennesker og ikke nødvendigvis mennesker af éns egen tro. Derfor er det såre interessant at lytte til de præster og teologer, der nu er gået sammen i et islamkritisk netværk, da de således sætter fokus på kristnes forhold til mennesker af en anden tro end deres egen.

Netværket er af den opfattelse, at visse præster i folkekirken med deres imødekommenhed over for muslimske imamer ikke har givet skoleeksempler på kristen etik, men snarere har ofret kristendommen på integrationsvillighedens alter. Selvfølgelig kan man undre sig over, at præster giver imamer træffetid i kirken og sætter sig i spidsen for indsamling af midler til opførelse af en moske, når de ifølge deres præsteløfte skal forkynde kristendommen og aldeles ikke nogen anden religion.

Imidlertid er man som kristen underlagt såvel en missionsbefaling som et næstekærlighedsbud, så i den udstrækning, præsten hjælper et menneske, der lider nød eller undertrykkes, har han ikke forbrudt sig mod kristendommen.

Hvis han med andre ord mener, at hans muslimske næste hindres i at udfolde den tro, der for ham er alfa og omega, så udtrykker præsten netop sin kristne næstekærlighed ved at støtte ham.

Om hans vurdering af hans muslimske næstes situation så er korrekt, er en anden sag.

Nu er det kun et forsvindende lille mindretal af folkekirkens præster, der betaler kontorudgifterne for deres muslimske kolleger, så det ville være at skyde spurve med kanoner, hvis de 60 kritikere ikke havde andet at være utilfredse med. Men det har de sandelig også, for den største brøde, de "blødsødne" præster har gjort sig skyldige i, er den såkaldte religionsdialog, altså dialogen mellem kristne og muslimer. Engang for ikke længe siden var dialog et ord med positive konnotationer, men sådan er det ikke længere, for ligesom politikerne skal vise handlekraft og lukke ørerne for ekspertudsagn og anden besindighed, så skal kristendommen i dag forkyndes med lige dele hovmod og foragt.

Hovmodige kristne

Symptomatisk for hovmodet er Katrine Winkel Holm, der ikke bare reducerer de forkætrede præsters omsorg for deres muslimske medmennesker til en profan interesse i at integrere dem, men også patenterer sin egen udlægning af Jesu ord: "Jeg er vejen og sandheden og livet".

Dette er ikke nok for Winkel Holm, som vil have kirken til at forkynde, "at Jesus Kristus er vejen, sandheden og livet i direkte modstrid med islam."

I bedste fald er det intetsigende, da kristendommen naturligvis i en eller anden udstrækning er i modstrid med enhver anden religion, i værste fald er det en mobilisering af kristendommen til bekæmpelse af islam.

Ifølge mine fattige kundskaber er Jesu bud, at man skal søge sin frelse i hans navn - ikke at man skal søge den ved at fordømme en andens.

Foragten udtrykker sig tilsvarende som en idiosynkrasi over for den kontakt, kristne og muslimer trods hårde odds har med hinanden, fraternisering og fingerfletteri, som det kvikt kaldes.

Vi - jeg tillader mig at regne mig til det uartige selskab - kalder det selv for dialog, men ifølge vore kritikere er der tale om nivellering mellem kristendom og islam, så de to religioner ikke bliver til at skelne fra hinanden.

Mageløst sludder, for alt, vi gør, er at krydse teologiske klinger i et forsøg på at lære hinanden og vore respektive religioner at kende.

Og når diskussionen bliver for lidenskabelig, læner vi os tilbage og forbeholder os vores fælles menneskelighed.

'Vi' har den rigtige tro

Overhovedet er misforståelsen af, hvad dialog er, noget af det mest beskæmmende ved det islamkritiske initiativ, for dialogen er ikke blot forudsætning for integration og sameksistens, men også for den mission, initiativet angiveligt vil forpligte præsterne på.

Når således Sørine Gotfredsen møder en muslim, så er - siger hun - "hendes første pligt som præst at fortælle, at kristendommen er den rigtige religion."

Spørgsmålet er så, hvor store chancer hun har for at forkynde evangeliet, hvis hun ikke vil dialogen, men kun bekende sin egen tro som den rette?

Ak! Giv mig Giovanni Boccacio, der ydmygt tilstod ikke at vide, hvilken religion der var den sande, og overlod dommen til Gud.

Giv mig Dorris Lessing, der kunne interessere sig lidenskabeligt for kristendom såvel som religionskritik og skrive Nathan der Weise, alletiders største drama om den religiøse tolerance!

Giv mig Jacob Holdt, der aldrig siger, hvilken religion han eventuelt måtte bekende sig til, men i sin udtrykte vilje til at tale med alle og enhver - være sig et medlem af Ku Klux Klan, Hizb ut-Tahrir eller Blood & Honour - udtrykker den sande kristendom, der favner enhver uden selv at blive fad...

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu