Læsetid: 3 min.

Selvspejling

14. oktober 2000

EfterÅret 2000 har indtil videre givet os et splinternyt litterært periodebegreb, det såkaldt formelle gennembrud. Betegnelsen er lanceret af professor Anne-Marie Mai i hendes fyldige og fagligt kompetente efterskrift til det netop udsendte tredje bind af en ny udgave (den fjerde) af samleværket Danske Digtere i det 20. Århundrede. Her skal den nyopfundne term angiveligt dække den koncentration om det særligt æstetiske, der fandt sted mellem 1970’ernes begyndelse og århundredets slutning, altså perioden, der rækker »fra Kirsten Thorup til Christina Hesselholdt«.
Det er virkelig al mulig ære værd, at Anne-Marie Mai vil rejse vor egen tid et varigt begrebsmæssigt minde. Efter det moderne og det sjælelige og det folkelige gennembrud følger, skal vi nu lære, det formelle.

Betegnelsen mÅ imidlertid kaldes uheldigt valgt. Ganske vist har vi i 80’erne set, hvordan en ny generation af lyrikere genopdager digtet i hele dets mulighedsbredde, og ganske vist viser 90’erne en sand mangfoldighed af prosa-eksperimenter (’minimalisme’, ’encyklopædisme’, ’punktromaner’ mm.); men som overskrift på 70’erne duer begrebet simpelt hen ikke, eftersom litteraturen inden for dét årti primært var defineret ved sin sociale funktion, politisk og kønspolitisk.
Dog, dette er ikke den vægtigste grund til at anfægte begrebet. Når det skurrer fælt i ørerne at tale om et formelt gennembrud, hænger det sammen med, at betegnelsen forudsætter et skævt billede af kunsten som sådan.

For hvad er kunst overhovedet andet end just form? Mennesker lever, men vi lever altid på en måde. At løfte måderne ud af det levede liv og over i kunstens frit eksperimenterende rum, det er hvad vi kalder æstetik, det er selve udgangspunktet for al slags eftertanke af kritisk og litteraturhistorisk art.
At tale om et formelt gennembrud inden for nyere litteratur er lige så overfladisk og tomt som at kalde en gruppe unge malere for Penselgenerationen. Det svarer til at skære Marmorperioden ud af skulpturens historie og til at tro, man beskriver musik ved at tale om Tonernes Tid.

Skal en enkeltstÅende litteraturhistorisk periodebetegnelse have nogen som helst beskrivelsesværdi, må den enten kunne opfange en særlig formmæssig bestræbelse eller kunne dække kunstens, formens, æstetikkens særlige sociale eller erkendelsesmæssige funktion i det tidsspand, det drejer sig om.
Målt på den fordring skvatter Anne-Marie Mais formelle gennembrud sammen som en soufflé.
Men hvorfor i alverden har vi så fået begrebet? Mon ikke det bør ses i snæver sammenhæng med det generationsskifte inden for dansk litteraturforskning, som en ny udgave af Danske Digtere i det 20. Århundrede denne gang klart manifesterer?
Hovedparten af skribenterne bag det netop udsendte 3. bind er født efter 1960 og tilhører altså den første forskergeneration efter dannelseskulturens sammenbrud. De er opflasket med en faglig selvforståelse, der går ud på faglighed og specialisering. De demonstrerer i deres forfatterportrætter stor professionel kunnen, men de viger som regel forsigtigt tilbage for at forbinde læsning af litteratur med egen livserfaring. Tilværelsens fælles grundspørgsmål opfatter de som private problemer. Litteratur er for dem et arbejde, ikke et kald. Deres læsning er en aktivitet på linje med den erhvervsmæssige efterbehandling af biokemiske laboratorieforsøg, ikke personlig lidenskab.

Selvfølgelig ses der blandt yngre litteraturforskere undtagelser fra denne tendens. Men som trend er den indiskutabel. At forske i samtidens litteratur er i 80’erne og 90’erne blevet universitært legitimt, til forskel fra tidligere, hvor litteraturbeskæftigelse på akademisk plan langt overvejende var et historisk foretagende. I dag derimod bliver der på kraft forsket og undervist i de nyeste nye, fra Thorup til Hesselholdt.
Den dermed forbundne faglighed fordrer akademisk konsensus, en fælles koncentration om læsningens genstand, løsrevet fra det liv, digtekunsten udspringer af og artikulerer på værkets og skønhedens vilkår. Professionaliseringen har en pris i form af en karriere- og formidlingsorienteret effektivitet, en utvivlsomt velment enighed om at af-humanisere humanioras centrale felt.
Den konklusion er nærliggende, at Det Formelle Gennembrud var noget, der i det 20. århundredes to sidste årtier fandt sted på universitetet. Nu bliver trenden så ved intellektuel selvspejling projiceret ud på den litteratur, der altid, også i 70’erne primært har været form, men aldrig absolut behøver at fremhæve det.

es-n

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu