Læsetid: 3 min.

Det selvtilstrækkelige teater og mangfoldigheden

Grunden til at mangfoldighedstanken ikke lykkes i Danmark, er, at etniske minoriteter anvendes som eksotisk garniture i en i øvrigt monokulturel institution
5. september 2006

Der tales og skrives meget om det multikulturelle teater, mest om hvorfor det ikke eksisterer her i landet. Og der gives forskellige forklaringer (i f.eks. Information den 23. og 24. august), men fælles for dem er, at de tager udgangspunkt i et gammeldansk kultursyn. Dermed baserer de sig på en monokulturel standard og har ingen problemer med i praksis at afvise alt multikulturelt. For naturligvis må enhver fremmed standard komme til kort, når den måles med en dansk alen.

Det, de selvtilstrækkelige teaterfolk vælger at se bort fra, er, at det danske samfund har udviklet sig dertil, hvor ingen længere kan siges at repræsentere helheden, og hvor det ikke længere er muligt at finde ét sted, hvorfra det hele kan overskues. Samfundet er blevet polycentrisk og polyfont, det har mange centre, hvorfra tingene kan anskues, og det taler med mange stemmer, hvoraf ingen nødvendigvis har forrang.

Derfor er det forkert at fremstille det som om kunstlivet fra en privilegeret position kan vælge det kulturelt mangfoldige til eller fra. Kunsten har fået nye opgaver i det senmoderne samfund, den kan ikke længere nøjes med at kommentere verden, når det føles bekvemt. Kunsten skal nu ikke blot formidle, den skal også forsone; den skal ikke blot provokere, den skal også foregå med et godt eksempel; den skal ikke blot inspirere til innovation, den skal sommetider selv genere tilvæksten. I den sammenhæng tjener det flerkulturelle til at støve kunsten af og bibringe den ny vitalitet. Samtidig med at kunstens nye arbejdsmetoder og nye udtryk tjener til at bryde skellene ned mellem de forskelligartede kultursyn.

Og derfor forslår festtaler og hensigtserklæringer ikke. Hér må der sættes handling bag ordene med et anderledes repertoire, flerkulturel markedsføring og multikulturelt kropssprog, og den akkumulerede viden må gives videre. Sådan foregår det i England, hvor British Arts Council i årevis har insisteret på, at de institutioner, der modtager offentlig støtte, inkorporerer arbejdet med kulturel mangfoldighed både i strategi og praksis.

Grunden til at mangfoldighedstanken lykkes i England er, at den indoptages i alle facetter i den kunstneriske institution, både i repertoire- og og arbejdsrutiner, både i sprog og billeder. Det er stadig kunsten, der er hovedsiden, men mangfoldighedstanken gøres til en uomgængelig del af alle beslutninger i institutionen. På samme måde som man ikke kan disponere uden at skelne til f.eks. arbejdsmiljøet, så kan man i England ikke beslutte ret meget uden at tage mangfoldighedsaspektet med i overvejelserne, både i billetkontoret og i dramaturgiatet, både i salgsafdelingen og i personaleafdelingen.

Stadig Holberg og Ibsen

Grunden til at mangfoldighedstanken ikke lykkes i Danmark, der hvor det trods alt forsøges, det er, at etniske minoriteter anvendes som eksotisk garniture i en i øvrigt monokulturel institution. Indvandrere og flygtninge fremvises som spændende nyheder på en bi-scene, mens man på hovedscenen stadig spiller Holberg og Ibsen. Billedligt talt så gøres de fremmedes personlige og ofte tragiske historie til tema for en beskeden kammerkoncert i formiddagstimerne, mens symfoniorkestret stadig spiller feel-good-torsdagskoncerter for de faste, gammeldanske abonniner

I stedet er der brug for kunstneriske institutioner, som vil gøre det til en hovedopgave at udvikle mangfoldighedsarbejdet, som vil fungere som videnscentre for andre institutioner, og som vil udveksle ressourcer i en grad, som sætter den traditionelle institutionelle ego-centrisme på en alvorlig prøve, fordi den ophæver det konkurrenceforhold, som ellers eksisterer mellem institutionerne. Der er på netop dette område ikke brug konkurrence. Hvis mangfoldighed gøres til et konkurrenceparameter institutionerne imellem, så ryger gammeldanskernes sidste rest af troværdighed i forhold til nydanskerne.

Når der sættes reel handling bag den tomme snak, så bliver mangfoldigheden til gengæld en gennemgribende forandringsmotor, ikke blot kunstnerisk, men også menneskeligt og organisatorisk. Dermed opstår der samtidig konsekvenser for de kunstneriske uddannelser, fordi også de må tage deres monokulturelle udsyn op til overvejelse.

Enten kan man gøre som i Holland, hvor stærke kræfter plæderer for at etablere særskilte kulturelle netværk for hver af de store befolkningsgrupper, altså f.eks. bygge et kongeligt teater til hver hovedreligion. Eller man kan gøre som i England og insistere på, at alle offentligt støttede kunstneriske institutioner udvikler en stabil struktur og en fast praksis omkring mangfoldighedsarbejdet.

Mogens Holm er chef for Taastrup Teater og formand for Foreningen Af Små Teatre

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu