STORRS, Connecticut - USA bør trække sine styrker hjem fra Irak i løbet af et år.
Det er hovedtemaet i demokratiske senatskandidat Ned Lamonts valgkampagne her i Connecticut. Men kan han besejre krigstilhængeren senator Joseph Lieberman? Det er et åbent spørgsmål.
I fredags modtog Lamont en uventet saltvandsindsprøjtning fra Wesley Clark, tidligere øverstbefalende for NATO og demokratisk præsidentkandidat i 2004. Eksgeneralen var kommet til University of Connecticut for at give sin officielle velsignelse til Ned Lamonts kandidatur. 300 begejstrede tilhængere og et hav af tv-kameraer og reportere mødte frem. Clark brugte med stor effekt sit renommé som militærekspert og øverstbefalende under Kosovo-krigen til at så tvivl om Liebermans dømmeevne. Senatoren har aldrig fortrudt at have stemt ja i Senatet i 2002 til at lade George W. Bush gå krig i Irak. Kun efter sit forsmædelige nederlag til Lamont under det demokratiske primærvalg i juni, er han begyndt at kritisere Bush-regeringens strategi i Irak.
Men Wesley Clark gav ikke ved dørene. "Bush fortsætter med den samme kurs, skønt han er kørt ud på et blindt spor. Det har Joe Lieberman et medansvar for. Selv om han måske ikke har haft hånden på styret, har Lieberman i hvert fald skubbet til Bushs albue," sagde den tidligere NATO-general.
Inden det demokratiske primærvalg i juni havde ingen forestillet sig, at Lieberman ville blive skubbet af pinden af en relativ ukendt forretningsmand med et tykt bundt dollarsedler, hvis vigtigste budskab er, at USA skal trække størsteparten af sin styrke ud af Irak. Men Lieberman har aldrig været en afholdt figur i det demokratiske parti. Dertil er han alt for konservativ. Hans næsten u-betingede støtte til Bushs krig i Irak har desuden skabt ham mange fjender.
Lieberman fører
Efter 18 år i Senatet nyder han imidlertid støtte fra en loyal vælgerskare i Connecticut, hvor langt de fleste vælgere er partiuafhængige. Ikke så få republikanere støtter Lieberman, og som demokratisk senator har opbakningen fra lokale partivælgere altid været en selvfølge.
Men dennegang skiftede et flertal af demokraterne side under primærvalget. Alle havde regnet med, at Lieberman ville erkende nederlaget og lade vinderen Lamont fører fanen videre. I stedet vragede Lieberman sit parti og stiller nu op som partiuafhængig senatskandidat. Et genialt træk. I den seneste meningsmåling står Lieberman til at vinde 49 pct., demokraten Lamont 39 pct. og den republikanske kandidat kun fem pct.
Et af Lamonts problemer blev tydeligt under valgmødet på University of Connecticut. Han taler kun om Irak. Kritikken vækker utvivlsomt genklang hos demokratiske vælgere og krigsmodstandere. "Jeg tror ikke på Bushs krig," siger pensionisten Ed Steele inden valgmødet begynder. "Lieberman siger, at vi bliver nødt til at fortsætte, indtil vi vinder - ligesom Bush. Men jeg kan ikke se nogen ende på denne krig."
Lamont fremlægger en præcis og til tider modig analyse af Bush-regeringens krig mod terror. Krigen har resulteret i en flerdobling af terrorister verden rundt, hvilket har svækket USA. Afghanistan er blevet ignoreret, siger han. Bush har hverken lyttet til advarsler fra generaler, sin egen far, tidligere sikkerhedsrådgiver Brent Scowcroft eller Colin Powell.
"Og når jeg og andre fremlægger denne kritik, hævder Lieberman, at vi undergraver præsident Bushs troværdighed i krigen mod terror," siger Lamont med et stænk af indignation.
Men Lamont og andre demokratiske kritikere af Irak-krigen har også et troværdighedsproblem. "De har ikke jo nogen realistisk alternativ strategi," påpeger seminariestuderende Scott Hurwitz over for Information, mens han og en kammerat sidder og spiser frokost i universitetets kantine.
Scott Hurwitz og kammeraten Scott Lagoy er enige om, at det var en "elendig ide" at starte krigen. Men de regner med, at USA bliver i Irak i lang tid. "Hvis jeg havde en garanti for, at Lamont som nyvalgt i et demokratisk ledet Senat kunne få Bush til at trække styrkerne hjem, ville jeg stemme på ham. Men der er ingen garanti," forklarer Hurwitz.
Derfor vil hans stemme blive afgjort af andre faktorer. "Lieberman har skaffet jobs og forbundspenge til vores stat gennem sit arbejde i Senatet. Jeg tror ikke, at Lamont vil være lige så god til det som en ny og uerfaren senator."
Svært at ændre kursen
Hverken Wesley Clark eller Ned Lamont fremlægger nogle banebrydende idéer til at få USA trukket ud af hængedyndet i Irak. I sin valgtale foreslår senatskandidaten en international konference, som skal bringe forsoning mellem shiiter og sunnier. Han vil have, at USA fortsætter sin bistand til genopbygningen af Irak og ønsker, at nogle soldater skal blive i Irak for at tage sig af 'humanitært arbejde'.
Eksgeneral Clark siger: "Vi kan kun vinde krigen mod terror, hvis vi skaffer os flere venner end fjender rundt i verden. Vi bliver nødt til at tale med folk, vi ikke kan døje. Ingen er født med et terroristgén i sig. Det står ikke nedskrevet i ens pas. Terrorist er noget, man bliver."
Men en alternativ strategi for Irak-krigen hører man ikke fra Clark. Bagefter spørger Information ham, om det ikke ville være en ide for et eventuelt demokratisk flertal i Kongressen at bruge pengepungen til at presse Bush til at ændre kurs.
"Jeg tror, at der er mange værktøjer i kassen, og de skal nok finde ud af at bruge dem. Men jeg tvivler på, at det kan komme på tale at stoppe bevillinger til krigen," svarer Clark.
Lamont er totalt afvisende over for idéen. "Det ville være yderst upassende. Vi kan ikke true med at stoppe bevillingerne, mens vi har soldater på slagmarken," siger han til Information.
- Hvad vil I demokrater så gøre, hvis I vinder valget. Hvilket pres kan I lægge på Bush?
Lamont: "Vi vil vinde 7. november. Det er et budskab fra vælgerne, som han ikke kan ignorere. I Senatet vil vi introducere resolutioner, der tvinge ham til ændre kurs i Irak."
- Hvilken type resolutioner?
Lamont: "I de sidste par år har der været stemt om flere resolutioner og vi har været tæt på vedtagelse hver gang. Vi bliver nødt til at skubbe i den retning og håbe, at Bush lytter."
Og det er naturligvis problemet. Præsidenten er øverstkommanderende for de væbnede styrker og han er ikke pålagt at adlyde en senatsresolution.
