Læsetid: 4 min.

Send in the Danes!

16. april 1997

"Det første og eneste krav vi må stille til dansk diplomati er, at det skal være stille og gøre sit yderste for at sikre, at vi kan leve så ubemærket som muligt" (P. Munch, dansk udenrigsminister, 1929-40)

TIRSDAG VAR D-DAG på Albaniens Adriaterhavs-kyst: Godt 1000 franske, italienske og spanske soldater blev ilandsat som fortrop for den styrke på 6000 mand, som i løbet af de næste tre måneder har til opgave at beskytte nødhjælpstransporter i det kaosramte Balkanland.
Fjernt fra madkøer og hætteklædte banditter lover stabschef Niels Moesgaard, Bornholms Værn, at han er klar "med toptrimmede og professionelle folk med det bedste materiel, der findes" til at yde et dansk bidrag til Europas nye fredsbevarende operation.
65 mænd til beskyttelse af fødevaredepoter, lastbiltransport og trafikkontrol, er hvad statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) tirsdag bad om. Og det får han. Forsvarsforligets parter er på plads bag det nyeste danske militære engagement. Danmark er med i Operation Alba, som det eneste nordeuropæiske land.
Lige som vi deltager med en bataljon i den internationale SFOR-styrke i Bosnien. Er aktivt engageret i at uddanne, træne og udstyre de baltiske staters hære og hjemmeværn. Hjælper stater i det sydlige Afrika til at etablere en fælles fredsbevarende styrke. Har trænet politistyrker i så vidt forskellige lande som Haiti og Makedonien. Er det land i verden, der har flest FN-styrker i aktion i forhold til indbyggertallet.
Tilsammen kan man konkludere, at Danmark bruger sine militære styrker langt mere aktivt end nogensinde før i historien.

DEN DANSKE deltagelse i Operation Alba har bred politisk opbakning. Der er vel sådan set heller ikke meget at indvende. Danmark har p.t. formandsposten i Organisationen til Samarbejde og Sikkerhed i Europa (OSCE), og da det var denne organisation, der først påpegede behovet for en styrke udefra, er det naturligt, at vi går med.
Mandatet er også rimelig klart: At beskytte transport og distribution af de fødevareforsyninger, som nu sendes ind i forøget omfang til de nødlidende. Hverken mere eller mindre. Ikke noget med at afvæbne militser eller banditter, eller patruljere demilitariserede zoner.
Risikoen for de involverede soldater er selvfølgelig til stede: Flere end 300 mennesker er dræbt og over 700 såret i de spontane uroligheder, der begyndte efter sammenbruddet af flere investerings-fidusselskaber i årets to første måneder. Våbenarsenaler er plyndrede, horder af forbrydere er undsluppet fængslerne og det er fortsat Kalashnikov'en, der bestemmer i store dele af Balkan-landet.
Alligevel hedder det i de seneste rapporter fra Albanien, at det værste synes at være ovre. Det er lykkedes ministerpræsident Bashkim Finos 10-parti-regering langsomt at genvinde kontrollen med stadig større områder, og i store dele af landet er oprørernes selvbestaltede komiteer opløst.

NÅR DET OVERHOVEDET er værd at beskæftige sig med Danmarks nyeste engagement skyldes det, at den ukontroversielle afsendelse af 65 soldater fra Bornholms Værn udstiller skiftet i dansk udenrigspolitik - et skifte, skal det være denne leders påstand, der er foregået relativt ubemærket og uden større politisk eller folkelig debat.
Vi er langt fra den indledningsvist citerede udenrigspolitiske doktrin fra P. Munch - og dermed den udenrigspolitiske linje, der har været gældende i årtier, ja helt frem til koldkrigens afslutning i 1989: Passiv føjelighed.
Og som passer så storartet til danskens opfattelse af sin plads i verden: Fra Jeppe Aakjærs "Puslingland, der hygger sig i smug, mens verden brænder ved din vugge" til Halfdan Rasmussens kruspersilledyrker, der "hellere vil slå sin plæne, end slå løs på pæne folk".
"Aktiv internationalisme" kalder de politiske videnskabsfolk den nye danske udenrigspolitiske doktrin, hvis begyndelse kan tidsfæstes ved udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensens engagement til fordel for de baltiske staters selvstændighed i begyndelsen af årtiet, og som siden er overtaget nogenlunde uændret af den siddende socialdemokratisk-ledede regering.
Forskeren Hans-Henrik Holm gør i Dansk Udenrigspolitisk Årbog (netop udgivet af Dansk Udenrigspolitisk Institut) opmærksom på, at Danmark effektivt har udnyttet de muligheder, som en småstat med ringe militær magt har fået i kraft af, at normer som respekt for menneskerettigheder, international lov, fælles sikkerhed og demokrati er blevet dominerende i sikkerhedspolitikken.
Forsvarsminister Hans Hækkerup siger det samme, når han i et interview her i bladet begrunder den aktive danske sikkerhedspolitik langt fra Danmarks grænser med nationalstaternes passivitet, da Hitler skridt for skridt løb Europa over ende: "Hvis man ikke er parat til at forsvare de værdier, man står for, bliver de løbet over ende".
En sikkerheds- og udenrigspolitik, der bygger på forsvar for værdier fremfor nationale sikkerhedsbetragtninger, har sine grænser og faldgruber. Den kan være skalkeskjul for økonomiske interesser, som f.eks. danske virksomheders markedsfremstød i Baltikum. Den kan overspilles hinsides brækpunktet, hvis Danmark gang på gang står frem som de universelle værdiers indpisker - uanset realpolitiske overvejelser om gennemførlighed.
Men alt i alt er den dog langt at foretrække frem- for tidligere tiders underordnede tilpasning. Der er mere perspektiv i at vogte freden i Vlore end at bekæmpe imaginære "orange styrker" på lollandske roemarker.

on (Ole Nyeng)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her