Læsetid: 4 min.

Send en krans

31. marts 1998

Den kongelige danske ballet er død. R.I.P. Det var at frygte, længe havde den skrantet, ja, den havde ikke rigtigt været sig selv i mange år. Men den havde måske kunnet reddes, hvis ikke ledelsen for Det kongelige Teater sammen med den balletmester, der var hentet fra Australien, i 1998 vedtog at give aktiv dødshjælp. Man havde lagt røgslør ud for at berolige de foruroligede nærmeste, publikum og anmeldere, og tonet kontinuitet og respekt for den danske ballets grundlag, August Bournonvilles balletter. Men kontinuitet skabes kun via en forståelse for det åndelige rum, der hersker omkring denne teaterform i dette land, og den har teaterledelsen ikke. Balletmesteren har ikke engang gjort sig den umage at lære dansk, så det meste af, hvad der rører sig i landet, går hende forbi. Sært, at det kun er kongelige og flygtninge, der forventes at lære sproget her.
Teater- og balletchef har nu fremlagt deres program for den vigtige sæson 1998-99, hvor teatret fejrer 250-års jubilæum - og det er fyldt med kulørte knaldperler men ganske uden substans.
Man skulle tro, at de arbejdede for et australsk balletpublikum uden enhver ballast i form af viden om de store i ballethistorien, Balanchine, Ashton, Kenneth MacMillan, Cranko og Neumeier. Koreografer, der havde både intellekt og følelse. I stedet lægger man repertoire, som ville man overtrumfe musicalteatret med flotte kostumer og åndelig søbemad. Sæsonen har allerede budt på den uovertrufne fiasko, Flemming Flindts Legs of Fire, og næste premiere er Béjarts uforpligtende Offenbach-potpourri, Gaité Parisienne.
Men der bliver ordentligt øst op af samme skuffe til efteråret: Den handlingsmæssigt fjollede russerballet Don Quixote med sine få bravournumre og megen scenetomgang vil balletchefen selv sætte iscene, mens Jens Jacob Worsaaes kostumer skal hentes ud af mølposerne. Siden får vi Den glade enke, der blev skabt til Australian Ballet Theatre af Ronald Hynd, og alle de unge på 40, der i mellemtiden må være blevet 70, vil formodentlig kunne få en aften uden unødig ophidselse i det gamle teater.

Det kan umuligt være Den Kongelige Ballets opgave at stå for sådanne populistiske udspil. Hvis balletmesteren ikke var så sprogligt isoleret, måtte hun kunne fornemme, at hendes linje er på kollisionskurs med skuespillet, hvis begavede chef søger at bringe Det Kgl. videre mod det ny årtusind, mod de unge, mod det befrugtende møde mellem kropslighed og hjernespind. Balletten kommer i stedet mere og mere ud af takt med det vågne publikum, der er til dans i Danmark.
Der er naturligvis kastet nogle små bidder ud, som man har skrevet 'fremtid' på, men de fleste af dem er allerede overgemte, som de halvhjertede nyheder fra koreograf-konkurrencen, hvor kun Tim Rushton's Sweet Complaint havde lidt af nutiden i sig. Mats Ek, der skal lave en ballet over Francis Bacon med titlen Græs er jo ikke just nogen årsunge længere og den spanske Nacho Duatos "lukkede have" er fra 1983.
Bournonville får ikke, hvad man havde stillet os i udsigt: Livjægerne på Amager, der skulle være noget så uappetitligt som en 'skoleforestilling' er forsvundet; Sylfiden fløjet bort, Konservatoriet er igen bombet tilbage til det gamle divertissement i Ove Chr. Pedersens scenografi - og så er der en let opdateret version af Frank Andersens Napoli i en anden meget bedaget scenografi. Balletchefen har stadig ikke fået øje på, at dette land har så mange begavede scenografer, at det kunne række til flere kontinenter. De dansere, der havde Bournonville i krop og sind er gået på pension, eller fløjet bort til kunstneriske udfordringer, der er lidt mere stimulerende end udsigten til at danse i Den glade enke. Man forstår også, at det ikke er en fremtid, der kan lokke mange små børn til teatrets balletskole - så fremtidens dansere bliver svære at finde. At det er teatrets kunstneriske profil, der har en del af skylden ses af den voldsomme tilvækst af unge i dansemiljøet. Ved mandagens pressemøde oplyste teaterchef Michael Christiansen, at det ikke er økonomiske bekymringer, der har sat Bournonville i skammekrogen. Og fra anden siden blev det fremført, at "populær" ikke nødvendigvis er et skældsord. Det forstår sig - men her tales om en fortløbende række balletter, hvor skræddersalen kan arbejde på højtryk, mens følelser og intellekt deponeres i garderoben.

Balancen mellem dansk og udenlandsk er fatalt forrykket blandt ballettens dansere og lærere, men også de danske koreografer glimrer ved deres fravær, først og fremmest Anna Lærkesen, hvis følsomt-elegiske balletter klædte den danske ballet så godt. I stedet spejder balletchefen hektisk efter talent udefra, uden tanke på det vækstlag, der findes i den danske danseverden. Dans i Danmark er jo ikke udelukkende Bournonville, der har også været en Harald Lander, hvis Riisager-balletter måske kunne fortjene en renæssance. Men Maurice Béjart sagde også på pressemødet, at han nok holdt mere af Bournonville end danskerne. Han burde have sagt: End Det kongelige Teater gør.CC

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her