Læsetid: 4 min.

Én seng, to mareridt

18. juni 1997

Den af Tyskland dikterede stabilitetspagt for den europæiske møntunion (ØMU) er blevet udvidet med en af Frankrig dikteret resolution om økonomisk vækst og beskæftigelse. Vil det føre til en mindskelse af arbejdsløsheden? Med et udtryk lånt fra det franske: Intet er mindre sikkert!
Hvis forliget på topmødet i Amsterdam har en positiv betydning, er det simpelt hen, at en truende fransk-tysk krise med uoverskuelige konsekvenser er afværget (endnu en gang og intil videre). Og at ØMU'en kører på skinner (endnu en gang og indtil videre).
Hvad beskæftigelsen angår, er det umuligt at foruddiskontere resultater, og en virkelig forbedring på dette område forudsætter antagelig en radikal kursændring i den økonomiske politik eller et europæisk opsving, der ikke kommer som resultat af en vag hensigtserklæring på et topmøde.
Med dette forlig foregiver man at forfølge to mål på samme tid - på den ene side møntunion og monetær stabilitet, på den anden side vækst og beskæftigelse. Men der er en påfaldende forskel på den strenghed, disciplin og nøjagtige tidsplan, der kendetegner det første, og den vage bekendelse - uden konkrete mål, tal, tidsfrister endsige straffetrusler - der gælder for det andet (en arbejdsløshed på 3 pct. er ikke strafbar, men tværtimod utopisk lav...).
Det skyldes tildels, at møntunion og beskæftigelsespolitik er inkommensurable størrelser. Møntunionen er et konkret projekt, snævert i sit formål og sin formulering, men med uoverskueligt brede potentielle virkninger på den økonomiske, sociale og politiske udvikling. Beskæftigelsespolitikken kan ikke planlægges konkret og direkte - undtagen når det drejer sig om sociale foranstaltninger til maskering af arbejdsløsheden - men er i hovedsagen resultatet af en bred strategi og et makroøkonomisk klima.
Men forskellen på overbærenheden med henholdsvis arbejdsløshed og budgetunderskud skyldes også en klar prioritering, hvor den tyske ortodoksi endnu en gang er gået af med sejren. Den halve indrømmelse til de franske krav viser kun alt for tydeligt, at vækst og beskæftigelse er mål, der overskygges af det monetære projekt og til en vis grad er offer for det.

DEN TYSKE TRIUMF, således som Kohl og Waigel ønsker at præsentere den over for deres tyske vælgere, består først og fremmest i, at den fransk inspirerede hensigtserklæring ikke medfører en eneste pfennig i nye finansielle forpligtelser. Delors-planen om store europæiske infrastrukturprojekter er stadig død af mangel på finansiering. De eneste midler, der kan mobiliseres i henhold til Amsterdam-forliget, er lån i den Europæiske Investerings Bank - til markedsrente.
Frankrigs nye socialistiske premierminister, Lionel Jospin, er - loyalt sekunderet(!) af præsident Chirac - gået vidt for at demonstrere, at han ønsker at holde sine valgløfter. Både fra tysk side og hos den franske opposition bebrejder man ham, at han har taget et sammenstød med tyskerne og risikeret en krise i det fransk-tyske forhold, måske endda forringet klimaet mellem de to lande. Den tyske mistænksomhed over for Frankrig er blevet forstærket, selv om en åben krise blev undgået. En stor risiko at tage for så beskedne resultater, siger man.
Samtidig mener Jospins kommunistiske og venstresocialistiske koalitionspartnere, at han ikke er gået vidt nok. Har han ikke trods alt underskrevet den stabilitetspagt, han under valgkampen fordømte som "Super-Maastricht" og "en absurd indrømmelse til tyskerne"?
Tilbage bliver spørgsmålet, om den vækst og beskæftigelse, som Frankrig tørster efter, er rykket nærmere efter Amsterdam. Skepsis er tilladt.
En hensigtserklæring kan ganske vist ikke frakendes enhver betydning. Tilføjelsen til stabilitetspagten kan blive en vigtig reference, men den kan også ende med kun at have en kosmetisk effekt. De midler, der stilles til rådighed, er latterligt små på baggrund af Europas 20 millioner arbejdsløse og 50 millioner fattige.
Det er et spørgsmål, om effektiv beskæmpelse af arbejdsløsheden overhovedet er forenelig med Maastricht-politikken i den udgave vi hidtil har kendt den, og som i hovedsagen er blevet bekræftet i Amsterdam.
Hvis man vil have et indtryk af udfordringens omfang og det virkelige alternativ, bør man kaste et blik på det åbne brev til de europæiske regeringer, som 350 økonomer har underskrevet (Information 12. 6.). Her advares navnlig mod den fortsatte budgetnedskæringspolitik, der vil "uddybe nuværende og fremtidige økonomiske kriser". Det påpeges, at regeringerne giver afkald på vigtige økonomisk-politiske instrumenter, hvorefter der "kun er stigende arbejdsløshed og faldende lønninger tilbage som reguleringsmekanismer".

FRANKRIG OG TYSKLAND har endnu en gang vist deres vilje til kompromis for at kunne optræde som Europas "motor". Alternativet var at risikere euro'ens undergang - en mulighed, der stadig ikke kan udelukkes, men som er afværget i denne omgang.
Men samtidig er det lykkedes de to gamle arvefjender endnu en gang at vise, hvor fundamentalt forskellige deres holdninger er. Jospin rejser hjem til Paris og hævder, at han har gjort en indsats. I Bonn og München forsikrer Kohl og Waigel, at de ingenting har givet... Bravo!
Bortset fra det: Intet nyt fra Vestfronten. Paris ønsker politisk kontrol med den økonomiske og monetære udvikling og slår et slag for beskæftigelsen. Bonn står stejlt på budgetdisciplin og ønsker mindst mulig politisk indblanding i centralbankernes hellige mission til forsvar for stabiliteten.
Som en kommentator udtrykte det til den fransk-tyske tv-station Arte: "Frankrig og Tyskland er i den samme seng, men de har hver sit mareridt. For Frankrig er det arbejdsløshed. For Tyskland er det inflation".

B.V. (Børge Visby)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu