Læsetid: 5 min.

De senste års vækst har ikke gjort uligheden mindre

Der skal helt andre midler og løsninger til end det, regeringen indtil nu har præsteret, hvis uligheden ikke skal blive større
29. september 2005

Ikke siden Bent Hansen udkom med debatbogen Velstand uden velfærd i 1969, har der været en så omfattende og heftig debat og diskussion af ulighed i det danske samfund, som den vi har oplevet i den seneste uge.

Debatten den gang som i dag omhandler den klassiske problemstilling, nemlig sammenhængen mellem vækst og fordeling. Hvordan skabes rigdom i samfundet, og hvordan fordeles denne rigdom??

Bent Hansen skrev Velstand uden velfærd på baggrund af en foregående periode med stærk vækst i det danske samfund.

Spørgsmålet som Bent Hansen stillede var: Har denne vækst ført til mindre ulighed? Svaret var nej. Der var sket en øget velstand, men ingen velfærd forstået på den måde at forskellen mellem rige og fattige var blevet mindre.

Selv om adgangen til data var sparsom, lykkedes det Bent Hansen på baggrund af indkomst- og formuedata og en beskrivelse af såvel de rige som de dårligst stillede at give et overbevisende billede af et velstandssamfund med store uligheder.

I tiåret efter blev der fra politisk side sat fokus på fordelingspolitikken, og Danmark oplevede i 70'erne den største udligning i indkomsterne i nyere tid.

Trods en stigende vækst og langt større rigdom i dag end for 40 år siden, og med Danmark placeret som et af verdens rigeste lande (målt ved bruttonationalproduktet pr. indbygger) er problemstillingen og bekymringen i dag: Hvordan skaber vi en fortsat vækst og rigdom?

Dette gælder ikke alene socialministeren, det er også baggrunden for regeringens nedsatte velfærdskommission, men var også opgaven for f.eks. Kommissionen om fremtidens beskæftigelses- og erhvervsmuligheder fra 1995.

Socialministeren mener, at uligheden er dynamikken og drivkraften for vækst, forstået som "at det skal kunne betale sig at tjene penge" og "betale sig at arbejde".

Set i relation til ovennævnte kommissioners analyser, som peger på mange forskellige faktorer og forhold, der bidrager til væksten i det danske samfund, må man sige, at socialministeren har bevæget sig ud på dybt vand.

Den økonomiske ulighed

Det, vi kan konstatere, er, at det danske samfund igennem de seneste 40 år har oplevet en stabil vækst og øget velstand, og samtidig har været karakteriseret ved en mindre ulighed end i andre lande. En økonomisk ulighed som bl.a. har været opretholdt gennem et omfordelingssystem med progressive skatter og indkomstoverførsler.

Da Bent Hansen sidst i 60'erne udkom med sin debatbog, var uligheden i de disponible indkomster - udtrykt ved den maximale udjævningsprocent - omkring 27 procent (tal fra Det Økonomiske Råd; 1955: 27,9, 1961: 27,6, 1965: 26,7). Det er denne ulighed i de disponible indkomster, som er steget fra 23,8 procent i 1990 til 25,8 procent i 2003. (tal fra Danmarks statistik).

Brud med foregående år

Med denne stigende ulighed er der tale om et brud med de foregående 10-15 år. Stigningen skyldes:

- udviklingen i kapitalindkomster, som i høj grad tilfalder de rigeste,

- en ulige indkomstudvikling med lønstigninger som er kraftigere end stigningerne i indkomstoverførslerne på grund af satspuljeforliget

- og en skattepolitik, som primært mellem- og højindkomstgrupperne har haft gavn af.

Den stigende ulighed er så yderligere blevet udbygget med den nuværende regerings skattestop og direkte nedskæringer i kontanthjælpen, og et eksplosivt boligmarked med stigende kapitalgevinster for en del boligejere, specielt i Københavnsområdet.

Ændringer i uligheden

Selv om den økonomiske ulighed kan synes stabil, er der imidlertid tale om store ændringer i ulighedsbilledet. Med den øgede velstand er en stigende andel i de erhvervsaktive aldersgrupper blevet marginaliseret og udstødt fra arbejdsmarkedet. De er ikke alene marginaliseret og udstødt fra det, som i dag synes at være de væsentligste velfærdsværdier, nemlig deltagelse i arbejdslivet, og hvad deraf følger af status og anerkendelse. De indtager også de dårligste positioner på nogle af de vigtigste livsområder som indkomst, sundhed, uddannelse, bolig og politisk deltagelse.

Der er tale om en gruppe marginaliserede og udstødte, som er langt mere omfattende, end det som regeringens opfatter som de socialt udsatte - de hjemløse, misbrugere og sindslidende. For en del er dårlig økonomi en del af problemet. Det gælder blandt indvandrere, enlige mødre og langvarigt arbejdsløse på kontanthjælp. For langt de fleste bunder problemerne imidlertid i en kombination af arbejdsløshed, lavt uddannelsesniveau, dårligt helbred, dårlige opvækstvilkår og manglende sociale netværk.

Kombinationer, der øger mulighederne for en række 'onde cirkler', som skaber risiko for en fastholdelse i de dårlige livspositioner. Og risiko for en udvikling, hvor en stor gruppe mennesker mister deres sociale og værdi-mæssige tilhørsforhold til det øvrige samfund og derved svækker samfundets sammenhængskraft.

Hvad angår sammenhængskræften går hovedmodsætningen i det danske samfund ikke længere imellem et stort dårligt stillet flertal og et mindretal af rige og magtfulde.

Der er tale om en ændring, hvor det store flertal har det godt - men karakteriseret af store forskelle - og et mindretal, som er holdt uden for arbejdslivet, er relativt dårligt uddannet og overvejende bor i boligområder med store sociale problemer.

En lighedsfremmende politik vil fordre en markant forbedring og prioritering af de grupper, som har dårlige livspositioner på den måde, at deres livs-chancer forbedres f.eks. i form af uddannelse og jobmuligheder

Helt andre midler til

Når socialministeren siger, at det er vigtigt med dynamik og vækst for at kunne hjælpe de dårligt stillede, tænker hun på de socialt udsatte omfattende hjemløse, misbrugere og sindslidende.

Det er dog så som så med omfordelingen til disse grupper. For det første er en stor del af de sociale serviceydelser og ressourcer, som tilfalder disse grupper i dag finansieret via satspuljen, som indkomstoverførselsmodtagere selv har været med til at finansiere.

For det andet er en stor del af denne gruppe modtagere af kontanthjælp, som er blevet ramt økonomisk af regeringens loft over kontanthjælp, nedsat hjælp og starthjælp.

Hvis den nuværende regering samt socialministeren ikke vil skabe større ulighed, er der behov for se omfanget og karakteren af ulighederne på en helt anden måde.

Det er ikke kun et spørgsmål om vækst for væksten egen skyld, og økonomisk at lade lidt overskud dryppe på de allerdårligste. Og det er ikke lige meget, hvordan det går med uligheden, fordi den kan udfordre sammenhængkraften.

Der skal helt andre midler og løsninger til, end det regeringen indtil nu har præsteret, hvis uligheden ikke skal blive større. De seneste års vækst har ikke bidraget til mindre ulighed i det danske samfund.

Finn Kenneth Hansen er cand.polit. og ansat på CASA

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her