Læsetid: 2 min.

Nu - for sent!

Teater Grob sigter igen spidst på vores nu(tid), er det kun de forvænte, der vil have mere ?
19. december 2006

De første 20 minutter er en bitch- og verbalopvisning på hele registret.

Karen-Lise Mynster er bitchen, ordene er Jakob Weis', og det går hurtigere derudad end den herostratiske gallophest Tarok ku' rende dengang i 1980'erne. Hendes ekspertopvisning i dominering - lidt smiger, lidt verbalsmæk, lidt lir, lidt afvisning og et sigende intimkig over brilleranden - efterlader Lille Leo i en nøje kalkuleret tilstand af erotisk opstemt forvirring og forslåethed.

Vores lille alliance - helt til verdens ende, kalder Emilie det også - når hun har brug for Leo.

Weis render lige så hurtigt derudad med sin opvisning i psykologi på sømmet og den ondeste toneaflytning af segmentjargon som Emilies intro-svada om Kvium.

Vogt jer, I ferniseringsgæster, som færdes der af de forkerte grunde! Senere slutter Thomas Levin sig til selskabet, og dermed indgår forfatter og et stortalent en fusion, der slår luften ud af publikum. Levin med sin stakåndede heroinclubber og vip-crasher Romeo, en styrtdykkende Euroman-plakatsøjle i Armani; Weis med et portræt, der er så dobbeltbundet ondt ( af miljøet) og tragisk (af personen ) at man både tager hatten af for tæften og håndværket og - alligevel ender med en gnavende skuffelse.

Måske unfair, men når nu så mange forudsætninger er tilstede - herunder Neergaards speedy og detaljerige instruktion - hvor så ikke komme i mål ?

Hit med dén overraskelse

Man kender næsten fra start skemaet: Her skal graves i sår, åbnes for skeletter og helst også flashes lidt død - erotikken er jo allerede på banen med Romeo, der laver hurtige penge på nærmeste toilet.

Målet er nobelt, øjebliksberømte guruer skriver manualer om det, og tiden famler efter bremsen: Husk nuet, lev i nuet, men ikke i et dyrtbetalt nu. Og vejen er velbeskrevet med Emilie og Leo som antagonisterne, der ser hver sin vej i tid - Leo dog mest levedygtigt, skønt levedygtighed ikke er Leos mest iøjnefaldende prædikat. Omgivelserne er symbolsk perfekte: livet som et race med få vindere og flere tabere; og den reelle travbane som varmestue for gamblere, eskapister og en enkelt outsider, tjenervikaren Un (serafiske Filippa Suenson). Der betragter cirkuset med udenforstående, rene øjne. Kort sagt, det er imponerende fermt og underholdende med et strejf af skandinavisk nedtonet melodrama og i inderbane, men fem minutter fra den åndsbeslægtede spanier Sergí Belbel. Og talenterne står i den grad på skuldrene af hinanden, så det næsten bliver uhøfligt at be' om den sidste meter - dybere originalitet, overraskelser.

Finn Nielsens Leo bliver den lille bonus, den eneste lunhed i et centrum, der knapt når legemstemperatur på grund af forpansring. Sammen med Un et menneske, snarere end en type; han en stille desperado ved randen, hun når den forhåbentlig aldrig på deres måde.

* Håndbog i overlevelse af Jakob Weis. Instr.: Frederik Neergaard. Scen.: Rikke Juellund. Teater Grob på Kaleidoskop K1

Nørrebrogade 37
2200 København N

til den 11.januar 2007.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu