Læsetid: 4 min.

Jeg ser mig ikke tilbage

Selv om Harvey Keitel er fyldt 65 og har mange karrierehøjdepunkter bag sig, er karakter-skuespillerens appetit på nye kunstneriske udfordringer usvækket
3. juni 2005

Den altid velovervejede Harvey Keitel havde længe grublet over, hvad han skulle sige, da han i sidste måned ved filmfestivalen i Istanbul fik tildelt en pris for sin samlede kunstneriske karrieres præstationer, en såkaldt Lifetime Achievement Award. Det betroede han mig en formiddag, få timer før prisceremonien skulle finde sted.

"Jeg har besluttet mig for at takke nej til prisen," siger han med et glimt i øjet, "men-" - han holder en dramatisk kunstpause - "jeg vil godt tage imod statuetten."

Keitel synes, at Lifetime-priser passer sig bedre for mimrende oldinge og forhenværende stjerner, og karakterskuespilleren, der fyldte 66 i maj måned, vil meget nødig slås i hartkorn med den kategori.

Han har medvirket i over 100 film og hans utrættelige appetit på nye kunstneriske udfordringer viser ikke tegn på at aftage. Mange af hans præstationer har indskrevet sig i filmhistorien. Det gælder ikke mindst hans optrædender sammen med Martin Scorsese i Mean Streets (1973) og Alice bor her ikke længere (1974). Eller med Jane Campion - der også er i Istanbul i egenskab af juryformand - i The Piano og Holy Smoke. Eller med Quentin Tarantino i Reservoir Dogs, som Keitel var coproducent af, og i Pulp Fiction.

Teatralsk og banal

Keitels ankomst til pressemødet i Istanbul blev indvarslet ved lyden af knirkende hjul - skuespilleren skubbede en barnevogn med sin otte måneder gamle søn, Roman, som han har fået med den israelske skuespiller Daphna Kastner, hans kone siden 2001. Keitel Jr.'s tilstedeværelse betød fremragende foto-muligheder, men han viste sig som noget af et distraktionsmoment under den en time lange seance, ved at vræle i baggrunden, gribe fat i kamerakabler og kravle hen over gulvet, mens faren kom med tilråb a la: "Kom her, godt gået sønnike, på dem, junior!"

Journalisternes tålmodighed blev nok sat på prøve, men spørgsmålene de stillede var respektfulde og seriøse nok og gik blandt andet på Stanislavsky-dramaturgi, teaterakademiet Actors Studio (Keitel er formand for denne New York-institution, der er hjemsted for Stanislavsky-metoden), og dramafagets fremtid. Det var spørgsmål, der passede Keitel, om end hans svar var obskure på kanten til det banale

"Lad mig bare være teatralsk her," proklamerede han.

"Jeg ønsker, at unge skuespillere og instruktører skal forstå helt klart, hvad jeg siger her, især om Arbejde med stort A."

En sand new yorker

Trods sin eminente scenebeherskelse er Keitel som så mange andre filmskuespillere kortere end ventet (171 cm). Hans skægstubbe er grå, men hans hårmanke er sort, tyk og lang, og han taler stadig med den karakteristiske accent fra det Brooklyn, hvor han voksede op, let shinet up med den selvlærde mands formelle fraseringer.

Keitel er en sand new yorker. Hans far drev et cafeteria på Brighton Beach. Begge forældre var indvandrere (rumænsk mor, italiensk far), men trods Keitels forkærlighed for at optræde i udenlandske film, taler han ikke fremmedsprog.

"Vi talte kun engelsk derhjemme. Mine forældre bestræbte sig på at integrere sig."

Keitel meldte sig til flåden som 17-årig og tjente i Libanon. Her lærte han "værdien af opofrelse og venskab", betror han mig, da jeg senere får ham på tomandshånd (uden Roman) i Ciragan Palads-hotellets osmanniske pragtkulisser ved Bosporus' bredder.

Derefter arbejdede han som skosælger og otte år som stenograf. I 1968 søgte han så om at få en rolle i en film, som studerende ved New York Universitys filmskole lavede. Filmen hed Who's That Knocking at My Door? og blev instrueret af en vis Martin Scorsese.

Parløbet med stjerne-instruktøren fortsatte med Mean Streets og Alice bor her ikke længere, og i midt-70'erne stod Keitel på tærsklen til at blive en af sine generations helst store stjerner, da to nederlag gjorde en foreløbig ende på hans kometopstigen. Keitel var castet til rollen som Willard, den udbrændte kaptajn i Dommedag nu, men kom op at skændes med Francis Ford Coppola og blev fyret efter kun to uger. Samtidig fik han at vide, at hovedrollen i Taxi Driver, som var skrevet til ham, i stedet ville gå til De Niro, fordi det var et ufravigeligt krav fra producenten.

Eksistentiel kamp

Nogle filmkritikere har hævdet, at Keitel aldrig siden er kommet ud af De Niros skygge (en påstand, der synes at være mindre hold i dag med tanke på sidstnævntes seneste ynkelige rollevalg), men i hvert fald har hans karriere siden været lidt af en rutsjebanetur.

"Nogle gange er der fremragende rollemateriale, andre gange er der ikke meget at vælge mellem. De film, jeg har lavet på det seneste, vejer personligt ikke tungt for mig. Nogle var rent kommercielle, og jeg var i tvivl om, jeg burde lave dem. Sådan er det - det har gået op og ned, det har været erfaringen ikke bare i min karriere, men i mit liv, og kunsten er at få nedturen til at ligne begyndelsen til en optur. Det, føler jeg selv, er den eksistentielle kamp, jeg kæmper lige nu."

Keitels bedste præstationer synes at afspejle de mørke nætter og eksistentielle dilemmaer hos en splittet sjæl: Det gælder hans voldelige koncertpianist i James Tobacks Fingers (1978), hans forpinte, narkoafhængige strømer i Abel Ferraras Bad Lieutenant, og to af de mest dystre roller i hans karriere bad Keitel da også selv om - Judas i Martin Scorseses The Last Temptation of Christ (1988) og SS-officeren i Tim Blake Nelsons The Grey Zone (2001).

"Da jeg var dreng i Brooklyn og vi legede røvere og soldater, kunne vi godt lide at være nazister," siger Keitel.

"Vi havde ikke nogen klar fornemmelse af, hvad Holocaust var - vi kunne bare godt lide uniformerne. Måske var det dødningehovedet med de korslagte ben, vi syntes var så cool."

Keitel læser for tiden to bøger, hvis titler synes at opsummere hele det komplekse Keitel-univers - Pankaj Misrahs An End to Suffering, en selvbiografi om at finde ind til Buddha, og Living With the Devil af Stephen Batchelor, en tidligere Zen-muk.

"Hvis jeg ikke var skuespiller, ville jeg gerne have været Læser," siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu