Læsetid: 4 min.

Serbiens vanskelige valg

Det kan diskuteres, hvem der egentlig vandt valget i Serbien søndag
23. januar 2007

Det serbiske parlamentsvalg søndag har været vanskeligt for serberne at tage stilling til og vanskeligt for udlandet at vurdere. Er serberne rykket nærmere Europa, eller er de vendt tilbage til 1990'ernes nationalisme? Har de valgt mellem Europa og Kosovo, og hvad blev i så fald resultatet? På mange måder er valget et spørgsmål af samme art, som om glasset er halvt fuldt eller halvt tomt.

Nationalisterne fejrer sejren. Men det gør deres modstandere også. Alt imens omverdenen enten er lettet eller skuffet. Resultatet svarer til parlamentsvalget i december 2003 i den forstand, at der også da var tale om en form for dødt løb, som gjorde regeringsdannelsen bagefter ekstremt vanskelig.

Også dette valg har resulteret i seks partier, der har overlevet spærregrænsen på fem procent. Alligevel er der sket væsentlige forskydninger, som i praksis kan føre til en ny bevægelighed i serbisk politik.

Et problem ved udlandets vurdering af valget er, at man i reglen kun nævner, hvordan de tre største partier har klaret sig, og der hæfter sig ved, at det ultranationalistiske parti SRS (Serbiens Radikale Parti) øgede sin tilslutning, omend kun med ét procentpoint. Men da der denne gang er afsat 7-8 mandater til minoriteter i modsætning til i 2003, står SRS faktisk til en tilbagegang fra 82 til 81 mandater, trods den svage stemmefremgang. Billedet af de triumferende radikale er alligevel gået verden rundt. Men formentlig får de radikale lige så lidt ud af dette valg, som de fik af det forrige. Og her er det vigtigt at lægge mærke til, at det parti, som står SRS nærmest, Serbiens Socialistiske Parti (SPS, Slobodan Milosevics gamle parti), gik to procentpoint tilbage, det svarer til en tilbagegang på over 25 procent fra 21 til 16 mandater.

Går vi så videre til de mere moderate nationalkonservative partier, har ministerpræsident Kostunicas Serbiens Demokratiske Parti (DSS) mistet mere end et procentpoint og er i mandater gået tilbage fra 53 til 47. Men koalitionspartneren, udenrigsminister Vuk Draskovics Serbiske Fornyelsesbevægelse (SPO), klarede slet ikke spærregrænsen, hvorved den samlede tilbagegang for alle mere eller mindre nationalistiske partier sammenlagt er fra 179 til 144 mandater.

Teknokratpartiet med det ejendommelige navn G17+, som vel nærmest kan sammenlignes med Det Radikale Venstre i Danmark, og som var en del af regeringsgrundlaget for Kostunica, havde heller ikke noget godt valg, det gik næsten fem procentpoint tilbage, i mandater fra 34 til 19, altså næsten en halvering.

I sammenligning hermed gik det Demokratiske Parti (DS), som støttes af præsident Boris Tadic, over 10 procentpoint frem, det svarer til en fremgang på 88 procent i forhold til forrige valg. Et resultat, som imidlertid var lidt skuffende på baggrund af valgprognoserne. Men partiet har nu afløst Kostunicas DSS som Serbiens næststørste parti med en fremgang fra 37 til 65 mandater. Og det hører med til billedet, at det på mange måder mest progressive og Europa-venlige parti i Serbien, det nydannede Liberal-Demokratiske Parti (LDP), lige klarede spærregrænsen og kom ind i parlamentet med 5,4 procentpoint og 15 mandater. Da der allerede er lagt op til et samarbejde mellem LDP og DS, betyder det, at den progressive og mest EU-positive fløj nu får omtrent lige så mange mandater som på den ene side centrum-højre-partierne og på den anden side ultranationalisterne, nemlig godt en tredjedel af de 250 mandater til hver af de tre blokke, henholdsvis 80, 82 og 81.

Tre mulige flertal

Én ting er nu sikkert: Ministerpræsident Kostunicas hidtidige regeringsgrundlag er smuldret væk. Det bestod af DS, som gik svagt tilbage, SPS, som gik noget mere tilbage, G17+ som havde et rigtig dårligt valg, og SPO, som blev sendt ud i kulden. Sammenlagt en tilbagegang fra næsten 45 procentpoint til under 30, eller fra 131 til 82 mandater, og med udenrigsministerens parti ude af billedet. Så der skal dannes en ny regering. Der er grundlæggende tre muligheder for at skabe et parlamentarisk flertal. Den ene, en koalition mellem Radikale og Demokrater (146 mandater), er af mange grunde utænkelig. En højrekoalition af radikale og Kostunicas DSS ville give en snæver majoritet på 128 mandater og ville sandsynligvis finde støtte fra SPS, men en sådan virker heller ikke sandsynlig. Derimod vil en koalition af Demokraterne og Kostunicas parti kun behøve ét ekstra medlem eller støtteparti, LDP, G17+ eller (mindre sandsynligt) SPS. Fælles for alle disse muligheder er imidlertid, at Kostunica trods tilbagegangen igen står i den situation, at der ikke kan dannes nogen regering i Serbien uden ham.

Kostunica kan i denne situation true med, at han vil gå sammen med de radikale, hvis ikke han får en række krav opfyldt for at støtte en liberal regeringskoalition. På den anden side ville en sådan løsning opleves oplagt urimelig på baggrund af valgresultatet og føre til international isolation. Faktisk har iagttagere fremhævet, at en stærkt højreorienteret regeringskoalition i Beograd, som hverken vil samarbejde om udlevering af general Mladic til krigsforbrydertribunalet i Haag eller indtage en konstruktiv holdning under forhandlingerne om selvstændighed for Kosovo-provinsen, faktisk kan gøre det lettere for udlandet at påtvinge Serbien en løsning på Kosovos fremtidige status.

Det er således mest sandsynligt, at både Demokraterne og Serbiens Demokratiske Parti bliver medlemmer af den nye regering, sammen med et eller to yderligere partier. Og at regeringschefen hentes fra et af de to store partier. Igen vil Kostunica have den bedste udgangsposition. Men udenrigsministerposten vil heller ikke være et dårligt resultat af den overbevisende valgsejr for Demokraterne .

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu