Læsetid: 7 min.

En serbisk tragedie

Med Slobodan Milosevics pludselige død i lørdags er en personlig tragedie afsluttet. Men ikke Serbiens og det vestlige Balkans
13. marts 2006

Slobodan Milosevic blev fundet død i sin celle lørdag morgen. For den faldne præsident er rejsen slut. Men han efterlader en uafsluttet retssag og en ubehagelig situation for tribunalet i Haag: Kunne man ikke have passet bedre på den svækkede, men stadig relativt unge (64 år) anklagede? Og selv om Milosevic nu ikke mere er i live, vil hans skygge stadig hvile over det folk, han påstod at ville frelse, men som han førte i afgrunden. Daværende udenrigsminister og EU-leder Uffe Ellemann-Jensens spådom fra sit møde med Serbiens daværende præsident i januar 1993 kom alt for godt til at gå i opfyldelse: At hans politik ville gøre serberne til et paria-folk i Europa.

En kæde af fejlgreb

For mange har Slobodan Milosevic gennem årene stået som den store mastermind bag krigene i det tidligere Jugoslavien. Men et sådant syn gør det svært at forklare, hvorfor hans politik lykkedes så dårligt, at Serbien økonomisk og politisk er havnet i bunden af "Balkan-ligaen", fra et udgangspunkt som dens leder. Det giver et klarere billede, hvis man ikke ser ham som den inspirerede og inspirerende leder, men som en opportunistisk pragmatiker med manglende evne til at kontrollere de kræfter, han forsøgte at udnytte. En dreven taktiker på kort sigt, men en elendig strateg.

Det første store fejlgreb var, da Slobodan Milosevic af sin mentor, Serbiens daværende leder Ivan Stambolic, i april 1987 blev sendt til Kosovo for at dæmpe uroen hos de derværende serbiske nationalister, som var samlet til massemøde - og Milosevic så vendte på en tallerken og gjorde de demonstrerende serberes sag til sin egen. Det gav ham en øjeblikkelig taktisk fordel, som han fem måneder senere brugte til at fortrænge Stambolic fra magten og gøre sig selv til Serbiens leder.

Var det, fordi Milosevic var nationalist i svøb? Næppe. Men han faldt for nationalisternes forsøg på at manipulere ham og så det potentiale for politisk magt, der lå i den nationalistiske bevægelse, som også blev båret frem af toneangivende medier. Støttet på dem lærte Milosevic at iscenesætte gigantiske, pseudodemokratiske massemøder og bruge dem til et stadig stigende pres på de forfatningsmæssige organer. Efter kuppet i Serbien i 1987 fulgte i 1988 og 1989 kup mod de lokale regeringer i Vojvodina i nord og Montenegro i syd. Og i marts 1989 brugte han militære midler til at true provinsparlamentet i Kosovo til at opgive sin forfatningsmæssige magt. 28. juni 1989 afsluttedes denne fase af Milosevics karriere med hans tale ved 600-årsdagen for det serbiske nederlag til tyrkerne på Solsortesletten i Kosovo, for flere end en million serbere fra indland og udland.

Talen var ikke så serbisk-nationalistisk og truende, som mange har gjort den til. Men den rummede et farligt signal: at det kunne ske, at der måtte sættes militære midler ind for at forsvare Jugoslaviens enhed. Derfor læstes talen som en trussel bl.a. i Slovenien og Kroatien, hvor man med bekymring havde set, hvordan Milosevic med sine pseudodemokratiske massemøder havde grebet magten det ene sted efter det andet og i Kosovo direkte havde handlet mod den jugoslaviske forfatning. Milosevic havde så at sige åbnet banen for, at andre ensidigt kunne sætte sig ud over landets forfatning.

Milosevic valgte at lytte til de autoritære kræfter, som samlede sig om bl.a. den daværende formand for Jugoslaviens præsidentskab, serberen Borisav Jovic. Milosevic kunne have valgt at lytte til Jovics afløser, kroaten Stipe Mesic (Kroatiens nuværende præsident), som foreslog en omdannelse af Jugoslavien til en løsere føderation. Men han foretrak at satse på en militær løsning, opmuntret af, at man i udlandet viste ringe begejstring for tanken om en opløsning af Jugoslavien.

Men det gik galt for de autoritære kræfter i Beograd. Kampen for at forhindre slovensk løsrivelse blev hurtigt opgivet. Og kampene i Kroatien trak i langdrag og førte til en stigende kritik af ledelsen i Beograd, hvor Milosevic viste sig utrolig stejl og ufleksibel over for udlandets mæglingsforsøg. Et tåbeligt bombardement af den gamle by i det kroatiske Dubrovnik gjorde ondt værre. 1992 anerkendte EU og FN efterhånden de enkelte jugoslaviske republikkers ret til selvstændighed inden for de grænser, de havde i 1991.

International blokade

Da Milosevic i løbet af krigens første måneder måtte opgive at holde på de oprørske republikker i vest, forsøgte han at skabe et Storserbien bestående af Serbien selv og de serbisk-dominerede områder i Kroatien og Bosnien, mens Slovenien og Makedonien blev helt afskrevet. Da dette viste sig helt uacceptabelt for udlandet, forsøgte han sig med en "hovsa-løsning", hvorved Jugoslavien reduceredes til Serbien-Montenegro og trak sig officielt (men ikke for alvor) ud af Kroatien og Bosnien. Restjugoslavien blev underkastet en international blokade, som undergravede valuta, økonomi og sundhedsvæsen, fordi udlandet holdt Serbien ansvarligt for de lokale serberes krigsførelse og etniske udrensninger i Bosnien og Kroatien.

Milosevic havde selv godkendt de lokale serbiske ledere, men syntes i stigende grad ude af stand til at kontrollere dem. Således er han blevet gjort medansvarlig for rædsler som Srebrenica-massakren i 1995, selv om det ikke er bevist, at han havde noget direkte med dem at gøre. Den mest åbenlyse politiske fiasko i 1995 var den kroatiske erobring af den serbisk-dominerede Krajina-provins i Kroatien, her blev omkring 150.000 lokale serbere evakueret for ikke at komme i kroaternes magt. Efteråret 1995 bragte nye flygtningestrømme fra Bosnien til Serbien og Montenegro. Planerne om "alle serbere i én stat" syntes at blive virkelighed på en helt anden måde end gennem oprettelsen af et "Storserbien".

Ved Dayton-fredsaftalen i november 1995 lykkedes det Milosevic at sikre, at de bosniske serberne fortsat ville få en fremtid inden for et uafhængigt, men internationalt overvåget Bosnien-Hercegovina. Det er stort set den eneste væsentlige politiske succes, Milosevic har haft siden 1991. Hvis man da overhovedet kan tale om en succes set i relation til den oprindelige målsætning. Og Kosovo-problemet var stadig uløst, det mente Milosevic åbenbart kunne gemmes eller glemmes. Han havde faktisk chancen for at gøre noget ved det i 1996, men forspildte den. Formentlig på grund af den nølen og ubeslutsomhed, som også var et af hans karaktertræk.

Mod faldet

1997 var et rædselsår for Milosevic. Hans forsøg på at blive genvalgt endnu en gang som serbisk præsident blev krydset af ultranationalisten Vojislav Seselj, som selv ville være præsident og i øvrigt lovede, at han ville løse Kosovo-problemet på fem dage, når han kom til. Der skulle flere valgrunder og annullerede valgresultater til, før dette blev forhindret. I mellemtiden havde Milosevic ladet sig vælge til en mindre magtfuld position som forbundspræsident. Men samtidig mistede han grebet om Montenegro, hvor ministerpræsident Djukanovic brød med Milosevicpolitikken, vandt præsidentposten og derefter mere og mere løsnede båndene mellem Rest-jugoslaviens to republikker.

1998 gik det endnu værre: Der brød åbent oprør ud i Kosovo, og udlandet intervenerede. I januar 1999 blev Milosevic af amerikanerne gjort ansvarlig for 45 døde albanere i landsbyen Racak, og under udenrigsminister Madeleine Albrights benhårde ledelse manøvreredes den serbiske ledelse ind i en diplomatisk blindgyde. Dens reaktioner i form af massefordrivelser af albanere fra Kosovo under krigen gjorde kun ondt værre. Med Albright som modspiller havde Milosevic fundet sin overmand i taktisk manipulation. Og reelt gik Kosovo tabt, selv om det formelt forblev en del af Jugoslavien. Nye flygtningestrømme søgte mod det egentlige Serbien.

Krigen havde midlertidigt styrket Milosevic indenrigspolitisk, men havde gjort ham dybt afhængig af ultranationalisterne. Det lykkedes ham i 2000 at få lavet den jugoslaviske forfatning om, så han kunne stille op en gang til, men i september led han nederlag til den ukendte politiker Kostunica, som han for sent tog alvorligt. Hans forsøg på via medierne at udlægge præsidentvalget som en sejr slog helt fejl, oppositionen erobrede tv og viste, hvordan sikkerhedsstyrkerne sluttede op om den nye præsident. Denne gik med til, at Milosevic siden blev fængslet, men ikke at han blev udleveret til Haag. Det gjorde til gengæld ministerpræsident Zoran Djindjic - Milosevics argeste og mest kompetente fjende - i sidste øjeblik, før al hjælp til Serbien ville blive indefrosset, ironisk nok den 28. juni 2001, på 12-årsdagen for Milosevics store tale på Kosovo-sletten. Siden da har Milosevic været fængslet i Haag og insisteret på selv at føre sit forsvar. Hvad han gjorde med energi og skarphed, indtil hans helbred strejkede, sidst og uigenkaldeligt lørdag morgen.

Arven

Milosevic efterlader et serbisk folk, som fra at være ledernationen i det mest succesrige socialistiske eksperiment i Østeuropa er reduceret til en klientstat for EU, forarmet og politisk dybt splittet. Det kan umuligt have været hans "masterplan". Som i en gammel græsk tragedie har næsten ethvert politisk skridt fra Milosevics side ført længere væk fra målet, at sikre den bedst mulige fremtid for jugoslaverne og serberne. Hans politik har haft mange ofre, men også hans folk og ham selv. Hans projekt blev en katastrofe både for fjender og venner - og for ham selv og hans familie.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu