Læsetid: 7 min.

Er man seriøs, får man det selv til at ske

Musikere går ikke længere og venter på at blive opdaget og få den store kontrakt. De opretter eget pladeselskab og bliver virksomhedsejere. Illusionerne nedbrydes, og hobbyen professionaliseres
1. september 2005

2. SEKTION - STUDIESTART

En musiker er en, der arbejder på leverpostejsfabrik eller i en børnehave om dagen, øver i en skummel kælder et par aftener om ugen og nogle gange spiller job i weekenden - ulønnet. Men alligevel kalder han sig musiker, hvis folk spørger, hvad han laver.

Den forestilling, om en musiker, er ikke nødvendigvis sand mere. Hvis den nogensinde var det. Flere musikere vælger i dag at oprette eget pladeselskab. De vil ikke vente på, at bandets booker en dag kommer og siger, at koncerten i aften er virkelig vigtig, fordi der er et par 'branchefolk' i salen. De gør det bare selv: opretter pladeselskab og indspiller debutalbum.

Det var sådan, det hele startede for bands som Mew og Swan Lee. Lektor ved Musikvidenskab på Aarhus Universitet Charlotte Rørdam Larsen siger, at det er en naturlig udvikling.

"Det handler dels om, at musikerne ønsker at have kontrol over produktet og om en mistillid til pladeselskaberne, der især er opstået på grund af den måde, musik på nettet er blevet håndteret på," siger hun.

Lige fra stalddøren

Bands, der opretter eget pladeselskab og har succes med det, er også begyndt at udvide forretningen, så de samarbejder med flere forskellige bands som for eksempel det århusbaserede Morningside Records.

"Fænomenet er ikke nyt," forklarer Charlotte Rørdam Larsen "Der kommer disse indie-bølger en gang imellem, hvor undergrundsbands gør det selv, vi så det samme, da punken kom til Danmark. Uafhængige pladeselskaber sælger sig selv netop på at være uafhængige, og det sælger godt i en periode."

Men efterhånden bliver de små selskaber opslugt af branchens store drenge.

"De store pladeselskaber gik jo lidt i panik i 1950'erne, da de uafhængige løb med rock'n'roll-musikken, men der skete det, at de uafhængige selv voksede sig store eller blev opkøbt af andre på markedet. Det har lært de etablerede pladeselskaber, at det er sundt, at markedet bliver givet lidt frit i en periode, for efterhånden vil det stabilisere sig selv," siger hun.

Det handler om, at musikkunderne også bliver trætte af branchen, og når de køber musik fra et uafhængigt pladeselskab, så køber de sig en smule identitet, som de ikke kan få fra Boogie-listen.

"Det er jo det samme som at købe fra det økologiske landbrug. Man føler sig 'devoted' til noget bestemt. Det er dybt tilfredsstillende at købe lige fra stalddøren, men faktum er jo, at de fleste stadig køber deres musik i Føtex, så det er en tendens, der går i begge retninger."

Dog er den nutidige indie-bølge anderledes, end dem markedet hidtil har set. Internettet giver nogle helt andre forudsætninger for musikerne. Peter Møller, der er konsulent i Rytmisk Musik Danmark, mener, at de store pladeselskaber har sovet i timen. Musikere er slet ikke så bange for nettet, som selskaberne er, og de restriktioner, som indføres i panik, skaber en mistillid til selskaberne.

"De fleste musikere har kun fået noget positivt ud af internettet. Bands får meget mere feedback. Det er ikke længere kun familie og venner, der står for den - ved hjælp af bandets hjemmeside får de feedback fra en helt tredje part. Musik som fysisk medie er måske en død tanke. Cd'en er på vej ud, og det frygter pladeselskaberne mere, end musikerne selv gør," siger Peter Møller.

Musikken kommer ud via nettet, og det har gjort vejen fra band til lytter meget kortere. Bands kan hurtigere vurdere, om musikken faktisk kan sælge til andre end gymnasiekammerater, familiemedlemmer og kærestens veninder. Og når først man har en etableret fanmasse, så er det ikke svært at lave en plade: "Med harddiscrecordere kan man lave det hele selv og i en god kvalitet, og de fleste seriøse bands har selv et ministudie i øvelokalet," siger Peter Møller. Og det handler netop om at være seriøs.

"Det betyder meget for identiteten, at man signalerer til omverdenen, at man er professionel. Den romantiske drøm om at blive opdaget eksisterer ikke mere. Nu er holdningen mere, at det da ville være meget rart, hvis man blev opdaget senere, men det er ikke det, hele karrieren afhænger af. Er man seriøs, så får man det selv til at ske."

Det giver respekt fra musikfans, at bands arbejder hårdt på at få musikken ud af øvelokalet og måske ind på indie-musikkens hitliste 'Det Elektriske Barometer' på P3.

Musiker og akademiker

Man opfatter ikke længere musikeren som en kunstner, der nok ikke er god nok, hvis han ikke har en pladekontrakt. I stedet synes opfattelsen at være: Så er han nok bare ikke motiveret nok. Der er jo eksempler på, at bands har klaret sig uden et stort pladeselskab i ryggen.

"I tilfælde som Mew og Swan Lee har de også vist, hvor svært det er at klare sig i den hårde branche. Deres anstrengelser er blevet en del af markedsføringen. Det giver respekt, og det siger til andre bands, at det kan lade sig gøre," siger Peter Møller.

Det stiller bare nogle nye krav til musikerens kompetencer, men dem har de fleste bands ikke svært ved at leve op til.

"Bohememusikeren findes måske stadig, men der er en anden type, der er langt mere dominerende nu. Den moderne musiker er langt bedre uddannet. Ud over at være musiker er han altså også akademiker, og det gør, at han ikke udelukkende opfatter sig selv som kunstner, men også som selvstændig erhvervsdrivende. Der sker en professionalisering af branchen," siger Peter Møller.

Det kan Charlotte Rørdam Larsen også genkende fra oplevelser på Musikvidenskab på universitetet: "Da vi oprettede den nye linje 'musikkultur', fik vi henvendelser fra studerende, der ville vide, om det var en god idé at læse det, hvis man ville være pladeselskabsdirektør," siger hun.

På Musikvidenskab var man overrasket over henvendelserne, men det sagde dem, at opfattelsen af musikbranchen har ændret sig.

"Det er ikke længere et uigennemtrængeligt sted, hvor man skal arbejde sig op fra bunden. Det er blevet en karrieremulighed, hvor man kan starte eget selskab."

Peter Møller fortæller, at han får mange henvendelser fra musikere, der går med tanker om at starte eget selskab og selv udgive plade, og det nye er, at bands møder op med budgetter og virksomhedsplaner. Noget, der var utænkeligt for 20 år siden. Men det kræver mere end vilje at klare sig som selskab.

"Vi plejer at sige til bands, at et pladeselskab først er en holdbar idé, når de får mellem 150.000 og 200.000 kr. i bandkassen om året. Hvis det er under det, er det overkill," siger Peter Møller.

Han fortæller, at de fleste er så fornuftige, at de, inden de gør noget drastisk, tager på en turné rundt i Danmark og gerne udlandet for at finde ud af, om der er grundlag for et pladesalg, der mindst kan dække udgifterne. Dog er det danske musikmarked så lille, at det er de færreste bands forundt at have en stabil indkomst, der får en bankrådgiver til at smile bredt og nikke uhæmmet, når fem gutter i starten af 20'erne kommer ned og beder om at låne 150.000 kr. hver til at lave en plade for. Men der er andre muligheder for bands, der ikke har den form for økonomisk sikkerhed. Bandet Kå spiller indie-folk - ikke ligefrem Boogie-liste materiale, det ved de godt, og derfor har de længe vidst, at hvis der skulle ske noget seriøst for dem, så måtte de selv gøre noget. Pladeselskaberne ville ikke kaste sig over dem. Katrine Villadsen er sanger og sangskriver i Kå og nu medejer af pladeselskabet Tonetribunalet. Udover Kå er også de to bands Siku og Dreamjockey medstiftere af selskabet.

"Vi var tre bands, der ville det samme og lå på omkring samme trin i vores karriere. Siku og Kå var i gang med at indspille plade, og det kendskab, vi har til branchen, sagde os, at vores musik ikke rigtig passede ind. Vi har vores egen niche," siger Katrine Villadsen.

Det var især fire personer, der var hovedkræfterne i de respektive bands, og det er de fire, der nu udgør medarbejderne i Tonetribunalet.

"Vi udnytter vores forskellige kompetencer. Én kender til distributionskanalerne, en anden ved, hvordan man designer en hjemmeside, og så er nogle af os andre nok bedre til det med markedsføring og pressemeddelelser," siger Katrine Villadsen.

I tilfælde, hvor Tonetribunalets egne kompetencer ikke selv slår til, gør de brug af kontakter gennem kanaler, der ikke nødvendigvis er de gængse i branchen.

"Et kodeord for Tonetribunalet er helt sikkert netværk. For at gøre produktionerne så billige som muligt har alle mulige venner og bekendte været involveret i vores arbejde."

Siden oprettelsen af selskabet har Kå spillet på både Spot Festival i Århus og Roskilde Festival. Men det har krævet anstrengelser. "Man skal virkelig ville det her 100 procent. For man skal gå på kompromis med så mange andre ting og tilbringe al sin tid foran computeren, og det må man ikke blive træt af. Det er overhovedet ikke glamourøst. Det er faktisk pisse besværligt. Og meget lærerigt."

Men Katrine Villadsen fortæller, at hun tror så meget på musikken, at hun er villig til at ofre al sin tid på det.

Ved hjælp af Tonetribunalet booker de tre bands job i fællesskab, og Katrine Villadsen fortæller, at hun kan mærke tydelig forskel i reaktionen fra spillestederne, nu hvor hun kan sige:

"Jeg ringer fra pladeselskabet Tonetribunalet" i stedet for: "Jeg spiller i et band som..." At være uafhængige betyder meget for identiteten i de tre bands, fortæller hun. Men hvis et større selskab kommer med et tilbud om en pladekontrakt, så vil de ikke afvise det på forhånd. Men selskabet skal kunne tilbyde noget, som Tonetribunalet ikke selv kan, ellers vil de hellere forblive i undergrunden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her