Læsetid: 3 min.

Set fra naturens side

- går det egentlig meget godt. Men som havemenneske kan man godt blive mellemfornøjet
31. maj 2006

Klokken kvart i fem om morgenen bliver jeg vækket af harmdirrende skrål uden for vinduet. En hærskare af solsorte skælder ud - tjyktjyktjyktjyktjyk - sekunderet af alle portrummets svaler, der også forstår at sige fra, når det gælder.

'Uglen', tænker jeg søvnigt. Men så er der alligevel en ophidselse at spore, som selv ikke Minervas i øvrigt totalt upåvirkelige fjerkræ, normalt afstedkommer.

Altså op og kigge ud. - En krage er i gang med at hakke sit sorte, skarpe næb i én af de solsorteunger, der hoppede af reden i forgårs.

Det var dog! Her har fru solsort med omhu udvalgt sig reden i van Fleet-rosen på den lukkede gårdsplads. Her har vi gået og holdt porten lukket, så katte og andre fugleskændere ikke kunne komme ind. Og så kommer der luftangreb.

Jeg smækker døren op med et brag, kragen flakser modstræbende væk, men selvfølgelig for sent. Ungen har for længst brækket nakken. Det eneste, jeg får ud af det, er, at kragen går glip af et måltid, og det er jo egentlig spild. Set fra naturens side.

Det ødsle forår

Set fra naturens side er der dog ikke meget at klage på i denne maj. Vi har fået det vand, vi bestemt kunne bruge - "Maj måneds kulde gør lader fulde" - blomstringen har varet længe og fyldt haverummet med rødt og gult og blåt og hvidt i alle tre dimensioner. De lathyrus, jeg har lagt, skyder rask i vejret, ligesom de sommerblomstfrø, jeg har kastet et par håndfulde af på græshøjen over den store ahornstub. Og stykket bag drivhuset, som vi har sået til med biplanter, grønnes i takt med nedbøren. Vejret har med sine ni-ti-elleve grader været varmt nok til at bierne kan samle nektar - hvis der er noget! - køligt nok til at de sene tulipaner stadig blomstrer, mens ribes og forsythia, pæreblomster, æbleblomster, kirsebærblomster, mælkebøtter, syren, guldregn og klematis hulter til bulter springer ud. Rapsen er først lige begyndt at blænde ned for lysstyrken, de første valmuer blusser op.

Hele vejen rundt danser blomster omkring, oppe og nede, hvor man kigger hen, det mest ødsle forår i årevis.

Min sjæl, hvad vil du mer'?

Orden i sagerne

Jeg vil ha' varme, vil jeg! Set fra menneske- og havedyrkerside har vejret været koldt, blæsende og helt urimeligt fingerfrysende. Jeg vil have orden i sagerne, så blomstringen kommer i sin naturlige rækkefølge. Så man kan koncentrere sig om én ting ad gangen og ikke hele tiden gå med øjnene på stilke for ikke at gå glip af noget. Det skal være som hos Piet Hein:

Blomstring efter blomstring/ vælder frem og vandrer heden/det er guldregn og syrentid/det var frugtblomsttid forleden./Det er denne tid på året,/ hvor det somres og har våret/hvor hver uge er en årstid/og hvert nu er evigheden.

- Hvor nattergalene galer om kap nede i mosen, mens Østersøen blødt klukker småskvulp op på stranden, og man har lyst til at gå i. - Tilføjer jeg for egen regning. Hvor er de aftener henne? Jeg har hørt nattergalen én gang. I morgen er det juni.

Fordele er der dog også. Man har ikke haft så travlt som ellers, det har eksempelvis været lettere at følge med ukrudtet, end det plejer. Så skal man ikke blive småmuggen, må man nok hellere anlægge naturens synspunkt, trække i gummistøvler og vindjakke og få det bedste ud af det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu